Sidst revideret: 17. juni 2024
Tjekliste til virksomheder med mindst 10 ansatte
Hvis I er flere end 10 ansatte, kan I her tjekke, om I har styr på kravene til jeres arbejdsmiljøarbejde. Arbejdsmiljøarbejdet, der bl.a. omfatter arbejdspladsvurderingen og den årlige arbejdsmiljødrøftelse, er et af de området Arbejdstilsynet vil kontrollere på et tilsynsbesøg.
□ Vi har en gyldig arbejdspladsvurdering
Alle virksomheder med ansatte skal lave en arbejdspladsvurdering (APV). APV’en er et værktøj der skal bruges – det vil sige, at den skal gennemføres, når der sker ændringer i virksomheden, der kan have betydning for arbejdsmiljøet og at dens skriftlige handlingsplan skal være tilgængelig for de ansatte.
- Det er en god idé, at I gennemgår jeres handlingsplan og tjekker, om der er noget, I skal have fulgt op på inden tilsynsbesøget.
Krav til arbejdspladsvurderingen
□ Vi har gennemført den årlige arbejdsmiljødrøftelse
Alle virksomheder med ansatte skal én gang om året drøfte, hvordan det står til med arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. I virksomheder med mindst 10 ansatte skal arbejdsmiljødrøftelsen holdes i arbejdsmiljøorganisationen (AMO).
- Sørg for, at I kan dokumentere, at I har holdt den årlige arbejdsmiljødrøftelse.
Den årlige arbejdsmiljødrøftelse
□ Vi har etableret en arbejdsmiljøorganisation
Virksomheder med 10 eller flere ansatte skal oprette en arbejdsmiljøorganisation (AMO). Arbejdsmiljøorganisationen består af en mindst én arbejdsleder og mindst én arbejdsmiljørepræsentant, der er valgt af de ansatte. Arbejdsgiveren eller en repræsentant for arbejdsgiveren er formand.
AMO-regler - 35 og flere ansatte
□ AMO’s medlemmer har gennemført arbejdsmiljøuddannelsen
Arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere, der er valgt eller udpeget til AMO, skal gennemføre den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse. Uddannelsen skal være gennemført senest 3 måneder efter, at medlemmerne er tiltrådt som medlem af AMO.
Obligatorisk arbejdsmiljøuddannelse
Supplerende arbejdsmiljøuddannelse til AMO’s medlemmer
Arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdsledere i AMO skal have tilbud om løbende, supplerende arbejdsmiljøuddannelse. Inden for det første år som medlem af AMO skal medlemmerne have tilbudt to dages supplerende uddannelse.
- Sørg for, at I kan dokumentere, at medlemmerne af AMO har fået tilbud om supplerende uddannelse.
Supplerende arbejdsmiljøuddannelse
□ Vi har brugsanvisninger til alle maskiner og tekniske hjælpemidler
Maskiner, stilladser, byggeelementer og andre tekniske hjælpemidler skal leveres med en dansk brugsanvisning, der oplyser om farer ved hjælpemidler samt om de sikkerhedsforanstaltninger, man skal træffe, når man bruger hjælpemidlerne.
- Sørg for, at I har brugsanvisninger til alle maskiner og tekniske hjælpemidler.
□ Vi har gennemført lovpligtige eftersyn af maskiner og udstyr
Maskiner som fx presser til bearbejdning af jern, trykbærende udstyr, løfte- og hejseredskaber og transportredskaber skal efterses med passende mellemrum. Eftersynene skal sikre, at udstyret hele tiden er i forsvarlig stand, og at det lever op til reglerne. Kravene varierer alt efter, hvilket udstyr der er tale om.
- Sørg for, at I kan dokumentere, at I har gennemført de lovpligtige eftersyn af fx tryk-bærende udstyr, trucks og palleløftere.
□ Vi kan dokumentere, at de ansatte har de lovpligtige uddannelser
Nogle typer af arbejde må kun udføres af personer, der har gennemført en særlig uddannelse eller aflagt en praktisk prøve. Det drejer sig fx om at føre kran, gaffel-stablere, gaffeltruck og teleskoplæssere, at opstille stilladser, at arbejde med svejsning samt at arbejde med asbestmaterialer, asfaltmaterialer, epoxy og isocyanater samt med styren og polyesterstøbning.
- Sørg for, at I kan dokumentere, at de ansatte har de nødvendige lovpligtige uddannelser.
Krav om lovpligtige uddannelser
Udenlandsk arbejdskraft og anerkendelse af kvalifikationer
□ Vi har en skriftlig rygepolitik
Alle virksomheder skal have en rygepolitik, der fortæller, om man må ryge på virksomheden. Hvis der er tilladt, skal det fremgå, hvor der må ryges. Rygepolitikken skal være skriftlig og tilgængelig for alle, fx på en opslagstavle. Det skal også fremgå, hvilke konsekvenser det vil få, hvis de ansatte ikke overholder politikken.
- Sørg for, at I kan dokumentere, at I har en skriftlig rygepolitik, der er tilgængelig for de ansatte.