Gå til hovedindholdet

Rengøring og kontrol før afslutning af asbestarbejde

Ifølge asbestbekendtgørelsen skal der løbende foretages rengøring under et asbestarbejde, og før afslutning af et asbestarbejde skal der foretages grundig slutrengøring.

Under et asbestarbejde skal der løbende foretages rengøring. Det indebærer bl.a., at asbestholdige materialer, der ikke længere er i anvendelse, og asbeststøv i øvrigt hurtigst muligt skal samles og bortskaffes som affald.

Før afslutning af et asbestarbejde skal der foretages grundig slutrengøring. Ved indendørs asbestarbejde skal der desuden foretages grundig udluftning, typisk af et døgns varighed. Det kan være nødvendigt at gentage rengøring og udluftning.

Ved nedrivning, hvor der forekommer asbeststøv i væsentligt omfang, skal arbejdsområdet afskærmes fra omgivelserne med et støvtæt telt eller lignende med sluse og undertryk. Afskærmningen må først fjernes og undertrykket først afbrydes, når arbejdsområdet er grundigt rengjort og udluftet.

Rengøringen skal udføres, uden at der spredes asbeststøv, typisk ved først at anvende en egnet støvsuger og efterfølgende vådrengøre. Efter DS/EN-standarden for støvsugere gælder det, at det er en støvklasse H støvsuger, der vil være egnet.

Rengøring er et asbestarbejde og skal udføres efter asbestreglerne. Det betyder bl.a., at de ansatte, der udfører rengøring for asbeststøv, skal anvende egnede personlige værnemidler, have adgang til og benytte arbejdshygiejniske foranstaltninger og have gennemgået et særligt oplærings- og instruktionsforløb. For autorisationskrævende nedrivning gælder det tillige, at ansatte, der udfører slutrengøringen, skal have den 4-dages arbejdsmarkedsuddannelse (AMU) i arbejde med nedrivning af asbest, hvilket kan erstatte det særlige oplærings- og instruktionsforløb.

Slutrengøringen af arbejdsområdet skal være så grundig, at arbejde og færdsel i området efterfølgende kan ske uden risiko for udsættelse for asbeststøv.

Kontrol af rengøringen

Rengøringsstandarden kan ofte kontrolleres ved en visuel inspektion. Alle overflader skal være rene og uden støv. Er de ikke det, skal rengøringen gentages. Er det nødvendigt for at fastslå, om der efter slutrengøring forekommer asbeststøv, skal der på relevante steder tages geltapeprøver eller lignende med henblik på asbestanalyse.

Geltapeprøver

Geltapeprøver af overflader kan anvendes til kontrol af, om der er asbestfibre i støv på vandrette overflader. Geltapeprøverne fortæller kun, om der er asbestfibre på overfladen af det areal, som den enkelte geltapeprøve dækker, men ikke noget om, hvor det kommer fra eller om luftens indhold af asbeststøv.

I forbindelse med kontrol af rengøringen kan geltapeprøver indikere, om der er behov for at gentage rengøringen eller foretage yderligere undersøgelser. Ved indendørs arbejde kan der fx foretages luftmålinger i et grundigt rengjort område, efter at eventuelt støv er hvirvlet op.

De personer, der tilrettelægger geltapeprøver eller lignende og forestår prøvetagning, asbestanalyse og rapportering af resultatet, skal have de nødvendige kvalifikationer. Det betyder, at personerne skal kunne foretage prøvetagning og analyse i overensstemmelse med egnede, anerkendte metoder. Personerne skal også kunne sikre, at prøvetagningen, herunder valget af prøvetagningssteder, er repræsentativ i forhold til formålet med undersøgelsen for asbest.

Der er ikke krav om, at analyse af geltapeprøver skal udføres akkrediteret, men akkrediteret prøvning har den fordel generelt at være udtryk for kvalitet i udførelsen.

Grundig rengøring – og stadig enkelte asbestfibre

Ved nedrivning kan der forekomme situationer, hvor der selv efter grundig slutrengøring stadig kan forekomme enkelte asbestfibre, typisk på særlige overflader i arbejdsområdet. Geltapeprøver vil kunne påvise dette. Der kan være tale om fx nedrivning af et asbestholdigt tag, hvor der efter grundig rengøring af tagkonstruktionen stadig i revner og sprækker eller på ru overflader kan forekomme enkelte asbestfibre, der ikke med rimelighed kan fjernes, fordi det f.eks. vil kræve, at dele af konstruktionen udskiftes.

Hvis den situation opstår, skal bygherren sørge for, at arbejdsmiljøkoordinatoren koordinerer tilrettelæggelsen af samarbejdet mellem arbejdsgiverne, der efterfølger hinanden på byggepladsen. Det betyder, at arbejdsgiverne i samarbejde skal sørge for, at efterfølgende arbejde og færdsel i området kan ske uden udsættelse for asbeststøv. Det kan fx være ved at træffe foranstaltninger, der binder asbestfibrene i overfladen og dermed forhindrer, at asbestfibre i revner og sprækker eller på ru overflader kan hvirvles op.

Arbejde skal altid udføres under overholdelse af grænseværdien for asbest i arbejdsmiljøet.

Sidst revideret: 16. januar 2025

Henter PDF