Gå til hovedindholdet

Arbejdsmiljøvejviser til kultur og sport

Brug arbejdsmiljøvejviseren til at få overblik over de typiske problemer indenfor kultur og sport og til at få forslag til, hvordan I kan løse problemerne.

Akut fysisk overbelastning 

Når I skal vurdere, om der er risiko for akut fysisk overbelastning, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis det, I skal løfte, trække eller skubbe, er tungere eller sværere at håndtere, end I regnede med
  • Hvis I kommer ud af balance, fx fordi I træder skævt, snubler, glider på et glat underlag eller på grund af dårlige sko
  • Hvis I har for travlt 
  • Hvis I ikke regner opgaven for en risiko – måske fordi det plejer at gå godt
  • Hvis I ikke ved, hvordan man løfter rigtigt
  • Hvis I ikke har mulighed for at bruge et teknisk hjælpemiddel – eller ikke bruger det, fordi det er for besværligt. 

Løft, bæring, træk og skub er blandt de hyppigste årsager til arbejdsulykker.

Ulykkerne sker på grund af akut overbelastning og medfører ofte skader på ryggen. Risikoen for skader bliver større, hvis I samtidig vrider eller drejer i kroppen.

Skaden kan opleves som et knæk i ryggen, en forstuvning eller som smerter i en sene. Skaden kan være så alvorlig, at man bliver invalid af den.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.  
  • Vurder risikoen ved opgaven, så I ved, hvordan I skal undgå den. 
  • Brug tekniske hjælpemidler til af- og pålæsning af varer, når de ankommer, og sørg for, at materialer, maskiner og redskaber skal flyttes og løftes så få gange som muligt.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre – også i god løfteteknik. Husk også, at alle skal være oplært og instrueret i, hvordan de bruger de tekniske hjælpemidler rigtigt. 

Løft, træk og skub - AT-vejledning D.3.1

Forebyggelse af arbejdsulykker i små virksomheder - AT-vejledning F.0.4

Løft, træk, skub og bæring – Temaside

Arbejdsulykker – Temaside

Fald og snublen

Når I skal vurdere, om der er risiko for at falde eller snuble, skal I være opmærksomme på, at de farlige situationer typisk opstår:

  • Hvis der er rod og uorden eller står genstande som fx kasser på gulvet
  • Hvis der er huller i gulvet, niveauforskelle som fx trin eller ramper, løse tæpper og kanter, eller hvis underlaget er ujævnt
  • Hvis der er glat på grund af is og sne, eller fordi der er spildt vand på gulvet.

Risikoen for, at der sker en ulykke, er større:

  • Hvis I bærer på noget og derfor ikke rigtigt kan se, hvor I går
  • Hvis der er dårligt lys
  • Hvis I har travlt eller er trætte
  • Hvis der færdes mange personer eller er dårlige pladsforhold.    

Snubleulykker bliver ofte bagatelliseret, men de er skyld i mere end hver femte alvorlige arbejdsulykke.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Planlæg arbejdet, så I undgår de farlige situationer, og sørg for, at der er tid nok til at udføre hver enkelt opgave.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre.
  • Hold god orden på arbejdspladsen. Genstande, som man kan snuble over som fx værktøj, bør sættes på plads efter brug. Hvis der er spildt vand e.l., skal det straks tørres op. Sørg for god belysning.
  • Sørg for, at udendørsarealerne er jævne og uden huller. Kanter bør afmærkes, så de er klart synlige. Sørg for at rydde sne om vinteren.

Faldrisiko på gulv - AT-vejledning A.1.6

Forebyggelse af ulykkesrisici ved hjælp af orden og ryddelighed - AT-vejledning F.0.6

Snubleulykker – Temaside

Arbejdsstillinger

Når I skal vurdere, om arbejdsstillinger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Kroppen belastes forskelligt ved forskellige typer af arbejdsopgaver. Jo længere tid I arbejder i dårlige arbejdsstillinger, og jo mere belastende de er, desto større er risikoen for muskel-skeletbesvær. Vær derfor opmærksom på, om I arbejder i den samme stilling i lang tid – fx går eller står i mange timer i træk. 
  • Dårlige arbejdsstillinger, stående, gående og siddende arbejde er mere belastende for kroppen, hvis I samtidig bærer på tungt værkstøj, arbejder i fastlåste stillinger, eller hvis jeres bevægelsesfrihed er hæmmet af personlige værnemidler.
  • Arbejde i fastlåste arbejdsstillinger kan give muskel-skeletbesvær, hvis I ikke har mulighed for at variere arbejdsstillingen eller for at holde passende pauser.
  • Arbejde med foroverbøjet ryg belaster ryg og nakke. Det er mere belastende for ryggen, hvis I samtidigt flytter tunge ting eller udfører andet kraftbetonet arbejde. Meget stående og gående arbejde belaster ryg og hofter.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Arbejde med foroverbøjet ryg hænger ofte sammen med dårlig planlægning af arbejdet, dårlig indretning af arbejdspladsen, maskiner eller inventar, dårlige pladsforhold, eller at arbejdet kun kan udføres i ubekvem arbejdshøjde eller i trange rum.
  • Planlæg arbejdet, så medarbejderne ikke arbejder for længe ad gangen i de samme arbejdsstillinger, eller sørg for passende pauser. 
  • Indret arbejdspladsen, så den både passer til den enkelte medarbejder og den arbejdsopgave, der skal udføres.  Det vil sige, at fx arbejdshøjde, rækkeafstand, placering af arbejdsemner og betjeningsorganer både skal passe til medarbejderen og til arbejdsopgaven.
  • Sørg for, at der er gode pladsforhold, så medarbejderne kan variere arbejdsstillingen.
  • Sørg for, at medarbejderne har egnede tekniske hjælpemidler som fx sækkevogne, palleløftere, el-stablere og rulleborde til rådighed, så de kan arbejde i gode arbejdsstillinger. Sørg også for, at hjælpemidlerne er korrekt indstillet, så de passer til de medarbejdere, der skal bruge dem. 
  • Sørg for, at udstyr og hjælpemidler altid er vedligeholdt og i orden.
  • Sørg for, at medarbejderne har mulighed for at sidde ned, hvis arbejdet uden ulemper kan foregå siddende. Hvis arbejdet foregår stående eller gående skal medarbejderne, så vidt det er muligt, have mulighed for at sidde ned i deres pauser o.l.

Vurdering af arbejdsstillinger og arbejdsbevægelser - At-meddelelse 4.05.3

Arbejdsstillinger og -bevægelser - Temaside

Tunge løft

Når I skal vurdere, om tunge løft er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Tunge løft af fx udstyr, værktøj og materialer kan føre til muskel og skeletbesvær.
  • Løftene er mere belastende for kroppen, hvis I løfter med bøjet eller vredet ryg, med armene over skulderhøjde eller under knæhøjde, eller hvis I skal række langt med noget tungt i armene.
  • Det er mere belastende for kroppen, hvis I ikke kan løfte i gode arbejdsstillinger – fx fordi der er for lidt plads, eller fordi det er svært at få ordentligt fat på tingene, fordi de fx er glatte eller store.
  • Mange gentagne løft eller løft af mange kilo i løbet af en dag kan give muskel og skeletbesvær. I skal derfor være opmærksomme på, om I fx løfter mange materialer i løbet af en arbejdsdag.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Brug motoriserede hjælpemidler til løft og transport af tunge byrder. Husk, at to- eller flerpersoners løft ikke kan erstatte brugen af egnede tekniske hjælpemidler.
  • Planlæg arbejdet, så I undgår unødige løft ved fx at sørge for, at I ikke skal flytte materialerne flere gange end højst nødvendigt, og ved at bruge tekniske hjælpemidler, hvor det er muligt.
  • Sørg for, at hjælpemidlerne både egner sig til de ting, der skal løftes, til de steder, hvor de skal bruges, og til den person, der skal bruge dem.
  • Sørg for, at alle er grundigt instrueret i det arbejde, de skal udføre, og at de bruger hjælpemidlerne rigtigt. Sørg også for, at hjælpemidlerne er korrekt vedligeholdt.

Løft, træk og skub - At-vejledning D.3.1

Løft, træk, skub og bæring – Temaside

Høj støj

Når I skal vurdere, om høj støj er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Høj støj på arbejdspladsen kan skade jeres hørelse. Støjen er for høj, hvis I må råbe, for at kunne kommunikere med en person, der står ½-1 m væk.
  • Der er risiko for høreskader, hvis I arbejder i høj støj fra fx musik, mennesker eller maskiner i mere end ½ time om dagen.
  • Både meget støjende maskiner, der bruges i kort tid, og mindre støjende maskiner, der bruges i længere tid, kan skade jeres hørelse.
  • Høj støj er også generende. Det betyder, at det er vanskeligere for jer at udføre arbejdsopgaver, der stiller krav til koncentration, hurtighed og opmærksomhed.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Grænseværdien for støj på 85 dB(A) og grænseværdien for impulser på 137 dB(C) skal altid overholdes. I skal også sørge for, at unødig (generende) støj bliver dæmpet.
  • Tilrettelæg arbejdet, så færrest muligt udsættes for støjen – og i så kort tid som muligt. Planlæg arbejdet, så I ikke skal arbejde de steder, hvor andre udfører støjende arbejde.
  • Nedbring støjen ved fx tilpasse musikkens styrke efter rummets størrelse, antallet af musikere og musikkens art, og sørg for tilstrækkelig plads mellem musikerne. Spil mindre højt i øvelokalet. Opsæt eventuelt støjdæmpende materialer på loft eller vægge.
  • Indkøb så støjsvage maskiner som muligt, og vedligehold dem godt. Det skal fremgå af leverandørens brugsanvisning, hvis maskinen støjer over 70 dB(A).
  • Opsæt støjskærme rundt om støjende processer. Trommer kan fx skærmes af med halvhøje skærme af plexiglas og lydabsorberende materiale.
  • Brug altid egnet høreværn, hvis støjen er for høj og ikke kan dæmpes på anden måde.

Støj – At-vejledning D.6.1

Støj – Temaside

Hjælp og støtte fra ledelse og kolleger

Når I skal vurdere, om manglende hjælp og støtte fra ledelse og kolleger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Hjælp og støtte fra ledelse og kolleger handler om at få praktisk og psykisk hjælp og støtte i arbejdet, når I har brug for det. Vær særlig opmærksom på unge og nyansattes arbejdsmiljø.
  • Manglende støtte fra ledelsen kan blive et problem, hvis I ikke får den hjælp, I har brug for til fx at prioritere jeres arbejdsopgaver. Det kan også handle om, at lederen ikke taler med jer om de forventninger, der er til jeres arbejde, og om, hvordan I klarer opgaverne.  God støtte fra kolleger og ledelse er især vigtig, når I har svære og krævende opgaver.
  • Hvis I ikke trives på grund af manglende støtte, er der større risiko for stress og sygdom.
  • Vær særlig opmærksom på unge og nyansattes arbejdsmiljø. 

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Tilrettelæg arbejdet, så medarbejderne kan hente støtte fra kolleger og den nærmeste ledelse. Det kan I fx gøre ved at holde jævnlige møder, hvor medarbejderne kan holde kontakten med hinanden og ledelsen, ”læsse af”, snakke om arbejdsmæssige problemer og udveksle råd og erfaringer. 
  • Ledelsesmæssig og kollegial hjælp og støtte kan fx bestå af konkret hjælp til at prioritere arbejdsopgaver eller om hjælp til at sætte grænsen mellem arbejde og fritid. Vikardækning ved fravær og ekstra personale ved spidsbelastninger er andre eksempler på støtte.
  • Støtte kan også gives som konstruktive tilbagemeldinger på udført arbejde, herunder information om, hvordan lederens mener, at medarbejderne klarer opgaverne.
  • Støtte er også at lytte til medarbejderne, så de oplever, at de bliver taget alvorligt. Denne form for støtte kan bl.a. medvirke til, at medarbejderne føler sig værdsat, trygge og i kontakt med kolleger og ledelse.
  • Sørg for, at alle medarbejdere har mulighed for at få faglig og social støtte og hjælp til arbejdet.

Ringe kollegial eller ledelsesmæssig støtte og feedback – Temaside

Krænkende handlinger

Når I skal vurdere, om krænkende handlinger er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Der er tale om krænkende handlinger, når en eller flere personer i virksomheden groft eller flere gange udsætter en eller flere andre personer i virksomheden for mobning, seksuel chikane, diskrimination eller andre nedværdigende handlinger.
  • Der kan være forskellige opfattelser af, om der er tale om krænkende handlinger. Det afgørende er, at den eller dem, som det ’går ud over’, opfatter adfærden som nedværdigende.
  • Krænkende handlinger kan være sårende bemærkninger, forskelsbehandling, ubehagelige drillerier, fysiske overgreb eller trusler herom, bagtalelse, udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab, skældud, latterliggørelse eller tavshed som svar på spørgsmål eller forsøg på samtale.
  • Krænkende handlinger af seksuel karakter (seksuel chikane) er al form for uønsket seksuel opmærksomhed. Det kan fx være berøringer, opfordringer til samkvem, sjofle vittigheder, visning af pornografisk materiale eller nedsættende behandling på baggrund af køn eller seksualitet.
  • Ny­ansatte, unge, midlertidige ansatte, etniske minoriteter, elever, studerende og praktikanter kan være i særlig risiko for at blive udsat for krænkende handlinger.
  • Reaktioner på krænkende handlinger kan spænde fra svag uro til kronisk stress. Hovedpine, kvalme, nervøsitet, manglende selvtillid, rastløshed og søvnløshed kan være midlertidige reaktioner. Generne kan blive kroniske, hvis den krænkende handling er meget alvorlig eller fortsætter over lang tid.
  • Krænkende adfærd fra mennesker, som ikke er ansatte eller arbejdsgivere i virksomheden, betegnes som fysisk og psykisk vold fra eksterne.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Sørg for, at I har fælles og velkendte normer og værdier for god omgangstone og adfærd, og at medarbejderne ved, hvilken adfærd der ikke tolereres. Husk, at det er vigtigt, at ledelsen sender et klart signal om, at krænkende adfærd er uacceptabel.
  • Sørg for, at I har klare retningslinjer for, hvordan medarbejderne skal forholde sig, hvis der opstår krænkende handlinger på arbejdspladsen. Retningslinjerne kan fx være i form af en beredskabsplan.
  • Tal om, hvordan I behandler og taler til hinanden, og hvor jeres grænser går. Mennesker er forskellige og har forskellige grænser for, hvad der er krænkende.
  • Det er vigtigt, at ledelsen tager henvendelser om krænkende handlinger alvorligt. Sørg for, at krænkende handlinger aldrig bliver den enkeltes problem, men noget, som I tager hånd om i fællesskab på arbejdspladsen.
  • Vær opmærksom på, om der er forhold i den enkelte medarbejders arbejde eller fx organisatoriske eller ledelsesmæssige forhold, der er årsag til, at der kan opstå krænkende handlinger. 

Hotline om krænkende handlinger på arbejdspladsen

I kan ringe anonymt til Arbejdstilsynet hotline på tlf. 70 12 12 88, hvis I har brug for råd og vejledning om forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger.

Krænkende handlinger - temaside

Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane - AT-vejledning 4.3.1

Spørgeskema fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Syddansk Universitet, som I kan bruge til at undersøge, om der er seksuel chikane på arbejdspladsen

Psykisk førstehjælp

Når I skal vurdere, om manglende psykisk førstehjælp er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Hvis I kommer ud for en alvorlig ulykke, et røveri eller en voldsepisode – eller er vidne til, at en kollega kommer slemt til skade – skal jeres arbejdsgiver sørge for, at I har adgang til psykisk førstehjælp umiddelbart efter hændelsen.
  • Hvis der er risiko for, at I kan komme ud for alvorlige ulykker, røverier, traumatiske hændelser
    i arbejdstiden, skal der være udpeget en eller flere personer på arbejdspladsen, der kan yde psykisk førstehjælp, hvis uheldet er ude.
    Personen kan være ansat i virksomheden eller en ekstern person. Arbejdsgiveren skal dog under alle omstændigheder have udpeget en eller flere personer, der kan stå for den indledende psykiske førstehjælp, indtil eventuelle eksterne kan overtage den psykiske førstehjælp.
  • Psykisk førstehjælp kan fx bestå i, at hjælperen skaber ro omkring jer, tager styringen og bevarer overblikket, hvis I er kommet til skade. Desuden kan hjælperen underrette jeres pårørende om ulykken eller røveriet, og sørge for, at I ikke selv kører alene hjem i chokeret tilstand.
  • Psykisk førstehjælp kan også bestå i, at hjælperen lytter roligt og tålmodigt, når I fortæller om oplevelsen – og at I aftaler forløbet for de kommende dage og uger.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Virksomheden skal, hvis der er risiko for, at medarbejderne kan komme ud for alvorlige ulykker, røverier eller traumatiske hændelser i arbejdstiden, udpege en eller flere personer, der skal oplæres i at yde psykisk førstehjælp.
  • Sørg for, at alle medarbejdere ved, at de vil få tilbudt psykisk førstehjælp, hvis de kommer ud for en traumatisk hændelse.
  • Få eventuelt de enkelte medarbejdere til at tage stilling til, hvilke kolleger de ønsker at få hjælp fra i en krisesituation, og hvilke pårørende der skal underrettes.
  • Udarbejd en liste med telefonnumre på ledere i virksomheden og de personer, der skal stå for førstehjælpen, samt på alarmcentral og politi. Listen kan fx hænges op i et personalerum, hvor alle kan se den.

Vold – At-vejledning D.4.3

Om forløbet efter voldsepisoder – Temaside

Stor arbejdsmængde, tidspres og uklare krav

Når I skal vurdere, om stor arbejdsmængde, tidspres og uklare krav er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Problemer med for mange opgaver og tidspres kan fx opstå, hvis I ofte bliver forstyrret af fx telefoner, kunder eller støj i lokalerne, eller når der er længere perioder med travlhed, kødannelse eller mange kunder.
  • Problemerne viser sig bl.a. ved, at I ikke har tid til at holde pauser, at I ofte må arbejde i et højt tempo, at det er svært at overholde deadlines, eller at I ofte må arbejde over for at nå jeres opgaver. Manglende tid til at betjene kunderne ordentligt kan give problemer i kundekontakten.
  • Vær opmærksom på, om der er kolleger, som har mere travlt og er mere pressede end andre, fx fordi de har mere kundekontakt.
  • Stor arbejdsmængde og tidspres kan føre til stress og udbrændthed. Stress er ikke en sygdom i sig selv, men langvarig stress kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte. Stor arbejdsmængde og tidspres kan også øge risikoen for arbejdsulykker.
  • Vær også opmærksom på, om der stilles uklare eller modstridende krav til arbejdet. Uklare krav betyder, at I kan blive i tvivl om, hvad der forventes af jer – fx i forhold til, hvor meget I skal arbejde, kvaliteten af jeres arbejde og tidsfrister. Modstridende krav kan bringe jer i svære dilemmaer – fx hvis der stilles høje krav til kvaliteten af jeres arbejde samtidig med, at I skal løse opgaverne på kort tid.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Sørg for god planlægning, så medarbejderne kan udføre arbejdsopgaverne i en fornuftig rækkefølge og uden unødige afbrydelser.
  • Undgå lange perioder med stort tidspres. Brug fx vikarer eller anden form for aflastning i perioder med sygdom eller spidsbelastning. Sørg for, at det er muligt at åbne en ekstra kasse, når der er kø, og sørg også for, at der er mulighed for at holde jævnlige pauser.
  • Sørg for klare retningslinjer for, hvad I forventer af medarbejderne fx i forhold til arbejdsmængde og kvalitetsniveau, og instruer dem i, hvordan de skal prioritere, hvis de ikke kan nå det hele.
  • Sørg for at give konstruktiv feedback og anerkendelse i forhold til de opgaver, som de ansatte udfører.
  • Sørg for at medarbejderne trygt kan hente hjælp og sparring, hvis de oplever uklare eller modstridende krav. 
  • Sørg for, at kunderne ved, hvilke ydelser de kan forvente at få, og hvornår de kan forvente at få opgaverne løst.

Arbejdsrelateret stress – Publikation

Stor arbejdsmængde og tidspres - Temaside

Uklare krav og modstridende krav - Temaside

Luftkvalitet

Når I skal vurdere, om luftkvaliteten på jeres arbejdsplads er dårlig på grund af dårlig rengøring eller ventilation, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Hvis der lugter, og lugten bliver hængende i lokalerne, er luftkvaliteten dårlig. Tør eller tung luft kan også skyldes dårlig luftkvalitet. Høje temperaturer i lokalerne kan betyde, at I oplever luftkvaliteten som dårlig.
  • Dårlig luftkvalitet kan skyldes støv og dårlig rengøring, afgasning fra inventar og byggematerialer eller, at der er mange mennesker i lokalerne. Dårlig luftkvalitet kan også opstå på grund af fx printere og kopimaskiner.
  • Det kan være ubehageligt og give gener som irritation i øjne og slimhinder, kvalme, hovedpine og træthed at arbejde i rum med dårlig luftkvalitet. Personer med luftvejssygdomme som fx astma og bronkitis kan opleve, at deres symptomer bliver forværret af dårlig luftkvalitet.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Tag stilling til, hvor tit der skal gøres rent i lokalerne, så støv og snavs kan holdes på et lavt niveau. De fleste problemer med støv findes på steder med mange papirer eller tæpper.
    Meget inventar og rod i lokalerne øger støvproblemerne, fordi det gør det vanskeligere at gøre rent. I kan gøre det nemmere at gøre rent ved at rydde op. Ved ny- eller ombygning er det vigtigt at vælge indretning, møbler og materialer, der gør det nemt at gøre rent.
  • Sørg for at åbne vinduer og døre, så I kan lufte ud, når det er muligt – fx i pauser. Ventilation gennem vinduer og døre er mest egnet i relativt store rum, hvor der kun er få mennesker, og hvor den dårlige luftkvalitet ikke stammer fra fx forurenende arbejdsprocesser eller manglende rengøring.
  • I skal installere mekanisk ventilation, hvis I ikke kan forbedre luftkvaliteten tilstrækkeligt ved at lufte ud eller ved at ændre på brugen af lokalet. Erstatningsluften skal have en passende temperatur, og ventilationen må ikke give træk. Sørg for, at udeluften kommer fra områder, der er så rene som muligt.
  • Det er vigtigt, at der er en god balance mellem lokalernes størrelse, antallet af personer og ventilationen. Hvis den dårlige luftkvalitet skyldes, at der er mange mennesker i et lille rum, kan I fx forsøge at begrænse den tid, hvor de alle sammen opholder sig i rummet. I kan eventuelt få målt koncentrationen af CO2, der er en indikator på, om ventilationen er tilstrækkelig.
  • Hvis I bruger maskiner som fx netværksprintere og kopimaskiner, bør de altid stå i et separat rum og eventuelt have udsugning direkte på maskinen. Hvis nogle af jeres arbejdsprocesser afgiver generende eller skadelig luftforurening, er det nødvendigt med procesudsugning ved forureningskilden.

Rengøring og vedligeholdelse – At-vejledning A.1.4

Indeklima – Temaside

Temperatur

Når I skal vurdere, om varme, kulde eller træk er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Temperaturen i arbejdsrum bør holdes på 20-22 °C ved stillesiddende arbejde og må ikke overstige 25 °C, bortset fra perioder med varme- eller hedebølge.
  • Ved stillesiddende arbejde og ved let fysisk arbejde bør temperaturen ikke komme under 18 °C.
  • Kroppen reagerer på træk ved at spænde musklerne. Vær derfor opmærksom på, om der er træk eller fodkoldt i lokalet. 
  • Læg også mærke til, om temperaturen stiger meget i løbet af arbejdsdagen, da større ændringer i temperaturen kan føles ubehageligt.
  • Store temperaturforskelle mellem lokalerne kan give kondens, som kan føre til, at der dannes skimmelsvamp og bakterier, og I skal derfor være op­mærksomme på, om der fugtskjolder. Kondens opstår oftest i kældre, uopvarmede rum eller i rum dårligt isolerede ydervægge.
  • Det kan være ubehageligt og give gener som hovedpine, træthed og svimmelhed at arbejde i rum, hvor der er for varmt eller for koldt, eller hvor det trækker.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

  • Varme kan komme udefra – fx fra sol gennem store ruder eller fra store tagflader, som er dårligt isoleret. I kan forhindre varmen i at komme ind gennem vinduerne ved at sørge for, at der er solafskærmning. Hvis varmen kommer gennem vægge eller tage, må de isoleres bedre.
  • Varme kan også komme inde fra bygningen – fx fra lamper, mennesker og radiatorer samt fra de maskiner, I bruger som fx computere og fotokopimaskiner. Husk at skrue ned for radiatorerne, inden der bliver for varmt. Hvis termostaterne ikke virker, må de repareres. Husk, at et stort antal lyskilder kan være med til at varme rummet op. I kan også begrænse varmen ved at øge ventilationen. 
  • Kulde kan komme fra vinduer, døre og dårligt isolerede vægge. Hvis kulden kommer gennem væggene, må de isoleres bedre. Kuldenedfald og kuldestråling kan føles som træk. Utætte døre og vinduer giver ofte trækgener. Træk kan også stamme fra ventilationen. Flyt medarbejderne væk fra store kuldeflader som fx vindues- eller indgangspartier. Hvis vinduerne giver træk, kan I installere energiruder. Hvis dørene åbner direkte til det fri, kan det give fodkulde. Vindfang eller lufttæppe kan hjælpe på det. 
  • Hvis I har problemer med fugt, skal I undersøge, hvor den kommer fra, og I skal sørge for, at fugtkilden bliver stoppet. Når fugtkilden er stoppet, er det vigtigt at få udbedret skaden og udtørret rummet. Træ, pap og andet organisk materiale skal som oftest udskiftes, hvis det har været angrebet af skimmelsvamp. På massivt træ, betonoverflader o.l. kan en rensning være tilstrækkelig.

Indeklima - AT-vejledning A.1.2

Temperatur i arbejdsrum på faste arbejdssteder - AT-vejledning A.1.12

Indeklima – Temaside

Våde eller fugtige hænder

Når I skal vurdere, om vådt arbejde er et problem på jeres arbejdsplads, skal I særligt være opmærksomme på:

  • Der er tale om vådt arbejde, hvis I arbejder med vandtætte beskyttelseshandsker eller med hænderne i fugtigt miljø i mindst 2 timer i løbet af en arbejdsdag. Hyppig og intensiv håndvask er også vådt arbejde.
  • Vådt arbejde medfører risiko for eksem, fordi det udtørrer huden og ødelægger dens overflade. 
  • Risikoen for hudlidelser bliver større, hvis I bruger kemikalier som fx rengørings- og desinfektionsmidler i forbindelse med det våde arbejde.

Sådan arbejder I med at løse problemerne

Når I skal forebygge hudlidelser på grund af vådt arbejde, skal I følge STOP-princippet. Hvis I arbejder med kemikalier som fx rengørings- og desinfektionsmidler i forbindelse med det våde arbejde, skal det indgå i vurderingen. STOP står for Substitution, Tekniske foranstaltninger, Organisatoriske foranstaltninger og Personlige værnemidler:

  1. Det er generelt svært at erstatte vådt arbejde med noget andet uden samtidig at bruge flere kemikalier. Et eksempel på substitution er at bruge alkoholbaseret hånddesinfektion i stedet for håndvask med sæbe og vand, når hænderne ikke er våde eller synligt forurenede.  Hvis I bruger rengørings- eller desinfektionsmidler i forbindelse med det våde arbejde, kan de erstattes med produkter, som ikke indeholder parfume eller konserveringsmidler, som kan give allergi. (Substitution).
  2. Overvej, om I kan begrænse medarbejdernes udsættelse for vådt arbejde med tekniske foranstaltninger.  Brug fx rengøringsmaskiner eller andre rengøringsredskaber, der begrænser hudkontakten med vand. (Tekniske foranstaltninger).
  3. Begræns medarbejdernes risiko for hudlidelser ved at begrænse den tid, de er udsat for vådt arbejde. Det kan I fx gøre ved at holde passende pauser, hvis længde og antal afhænger af arbejdsbelastningen og generne. (Organisatoriske foranstaltninger).
  4. Hvis I ikke kan fjerne udsættelsen på anden måde, skal I stille egnede og effektive handsker til rådighed for medarbejderne. Vælg en handsketype, som passer til den konkrete arbejdsopgave og til varigheden af det våde arbejde. Handskeleverandøren kan hjælpe jer med at træffe det rigtige valg. Vær opmærksom på, at nogle mennesker kan få allergi af visse handsketyper som fx latexhandsker. Brug eventuelt en svedabsorberende inderhandske i forbindelse med længerevarende brug af gummihandsker eller skift handskerne ud undervejs til tørre handsker. Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret i at bruge handsker, så de opnår en tilstrækkelig beskyttelse mod hudlidelser. Hold løbende øje med, at medarbejderne følger instruktionen. (Personlige værnemidler).

Vådt arbejde - AT-vejledning 12.1.1

Hud og kemi - AT-vejledning 12.1.2

Kemisk arbejdsmiljø – Temaside

Farlige stoffer og materialer

Mange af de farlige stoffer og materialer, som I bruger på arbejdspladsen, har en faremærkning på etiketten. I kan bruge faremærkningen til at finde ud af, hvilke farer der er forbundet med produkterne.

Husk, at affald også kan indeholde farlige kemiske stoffer og materialer.

I forbindelse med kultur og sport skal I særligt være opmærksomme på, at:

  • Rengøringsmidler, desinfektionsmidler mv. kan indeholde stoffer, som virker irriterende eller ætsende på hud, øjne og luftveje. Andre stoffer i produkterne kan give irritationseksem og allergi, hvis I bruger dem ofte. Stofferne kan optages i kroppen, hvis I indånder dem eller får dem på huden. Rengøringsmidler kan også indeholde organiske opløsningsmidler, som kan give hjer­ne- og nerveskader og luftvejslidelser.
  • Bekæmpelsesmidler som fx plantebeskyttelsesmidler, som også kaldes pesticider eller sprøjtemidler, kan indeholde stoffer, som kan give luftvejslidelser, allergi og kræft. Stofferne kan både optages i kroppen gennem indånding og gennem huden.

For virksomheder, der arbejder med farlig kemi er det lovpligtigt at gennemføre en kemisk risikovurdering. Risikovurderingen skal dække den mulige udsættelse for farlig kemi i de arbejdsprocesser, produkterne indgår i.

Guide: Sådan gennemfører I en kemisk risikovurdering

Sådan arbejder I med at løse problemerne

Første skridt er, at I – på baggrund af den kemiske risikovurdering – skal vurdere, hvordan I kan undgå at blive udsat for farlige stoffer og materialer. Det er vigtigt, at I vælger foranstaltninger i den rigtige rækkefølge, så forebyggelsen bliver så effektiv som mulig. Det kaldes STOP-princippet – Substitution, Tekniske foranstaltninger, Organisatoriske foranstaltninger og Personlige værnemidler:

  1. Udskift farlige stoffer og materialer med nogen, der er ufarlige eller mindre farlige. Brug altid det mindst farlige produkt og den mindst farlige arbejdsmetode. (Substitution).
  2. Sørg for at indkapsle arbejdsprocessen, hvis det er muligt. Hvis det ikke er muligt, og I ikke kan undgå, at der frigives støv, aerosoler eller dampe til luften, skal I sørge for, at der er effektiv procesudsugning. (Tekniske foranstaltninger).
  3. Planlæg og tilrettelæg arbejdet, så I undgår eller begrænser udsættelsen for farlige stoffer og materialer – og sørg for, at stofferne ikke spredes. Det kan fx være ved at adskille eller afgrænse arbejdsområder, sørge for grundig rengøring og god hygiejne i forbindelse med håndtering af fx affald, klude, håndværktøj og engangshandsker. (Organisatoriske foranstaltninger).
  4. Hvis I ikke kan fjerne udsættelsen på anden måde, skal I bruge egnede personlige værnemidler, der beskytter mod de farlige stoffer og materialer, I kan blive udsat for. Hvis I arbejder med handsker, er det vigtigt, at det er den rigtige type handsker, og at I bruger dem rigtigt. Det vil sige, at handskerne er hele, rene og tørre indeni, og at I ikke bruger dem længere tid end højst nødvendigt. I kan bruge inderhandsker af bomuld for at undgå at få fugtige hænder i handskerne. Vær opmærksomme på, at opløsningsmidler og andre kemikalier kan gå igennem handskerne uden, at der er hul i dem. Spørg derfor leverandøren om, hvor lang gennembrudstiden er, så I kan vælge handsker, der passer til arbejdet. Hvis det er nødvendigt at bruge latexhandsker, skal de være uden pudder. (Personlige værnemidler).

Sørg for, at alle medarbejdere er instrueret i, hvordan de bruger de kemiske stoffer og materialer på den rigtige måde, og hvordan de beskytter sig mod udsættelse. Hold løbende øje med, at medarbejderne følger instruktionen.

Arbejde med stoffer og materialer - AT-vejledning C.1.3

Kemisk arbejdsmiljø – Temaside

Kræftrisikable stoffer og materialer – At-vejledning C.2.1

Indhold

Indhold

Sidst revideret: 16. januar 2024

Henter PDF