Fjernvarmerør er præisolerede rør med et medierør til transport af varmt vand fra fjernvarmeværket til slutbrugeren. Medierøret er et stålrør, der er omgivet af isoleringsskum af polyurethan (PU) og en beskyttelseseskappe af polyethylenplast.
Fjernvarmerør leveres i lige længder og som rørbøjninger, og når fjernvarmerør skal lægges, svejses medierørenes frie ender sammen, og der monteres en muffe hen over samlingen. Hulrummet isoleres ved opskumning af polyurethan.
De særlige sundhedsfarer, der er ved arbejdet, skyldes dels brugen af polyurethan, og dels at der svejses på stålrør. Ved svejsning på stålrør opstår svejserøg, som i sig selv er sundhedsfarlig.
For at undgå sekundær udsættelse for isocyanater skal PU-skum fjernes fra fjernvarmerøret, inden der svejses.
Både arbejde med opskumning af polyurethan og svejsning på stålrør kræver en særlig uddannelse. Arbejdsgiveren eller selvstændige, der selv bruger produkterne eller svejser, skal også have gennemgået uddannelserne, inden arbejdet påbegyndes.
Læs om uddannelse til arbejdet med isocyanater
Arbejdsgiverens ansvar
Arbejdsgiveren har ansvar for at sikre, at arbejdet med fjernvarmerør foregår sikkert og sundhedsmæssigt forsvarligt.
Arbejdsgiveren skal sørge for, at fabrikantens skriftlige anvisninger for arbejde med fjernvarmerør er på dansk og tilgængelig på arbejdsstedet.
Arbejdsgiveren skal sikre, at medarbejderne får en effektiv oplæring og instruktion i, hvordan de skal anvende eller beskytte sig mod isocyanater, så arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Oplæringen og instruktionen skal også indeholde oplysninger om, at det isocyanatholdige opskumningsprodukt indeholder isocyanater samt udhærdningstiden for produktet. Derudover skal medarbejderne også informeres om, hvilke personlige værnemidler der skal bruges.
Endvidere skal oplæringen og instruktionen omfatte oplysninger om, at der ved ophedning, brand mv. frigives isocyanater.