Arbejdstilsynet reviderer løbende grænseværdilisten med henblik på at sikre en regelmæssig vurdering af dansk fastsatte grænseværdier. Få et overblik over de fastsatte grænseværdier her.
De nationalt fastsatte grænseværdier gennemgås systematisk med henblik på at vurdere, om der er grundlag for at revidere dem.
Grænseværdier, der er fastsat af eller prioriteret til behandling af EU, indgår som udgangspunkt ikke i den løbende revision af grænseværdier. Nye grænseværdier fra EU implementeres i overensstemmelse med regeringens principper for minimumsimplementering fra det tidspunkt, som fremgår EU-reglerne.
Danmark har mere end 680 grænseværdier, og derfor er det nødvendigt at prioritere indsatsen. Grænseværdierne sorteres efter CLP-klassificering, og efter hvilke arbejdsmiljøfaglige regler stofferne er omfattet af. I prioriteringen lægges der vægt på at udpege stoffer eller materialer, som kan antages at have særlig relevans for det danske arbejdsmiljø.
Grænseværdier for stoffer, som primært anvendes som pesticid, og som er forbudt som plantebeskyttelsesmiddel i EU, bliver behandlet særskilt, idet Arbejdstilsynet vil undersøge, om det kan udelukkes, at disse stoffer befinder sig i det danske arbejdsmiljø.
Arbejdstilsynet vurderer, om der er grundlag for at foreslå justering af eksisterende danske grænseværdier. I denne vurdering indgår bl.a., om der findes anerkendt helbredsfagligt viden (fx i rapporter fra videnskabelige komitéer), viden om stoffernes anvendelse og andre EU-landes grænseværdier.
Arbejdstilsynet ønsker at sikre, at øvrig relevant viden om konkrete stoffer inddrages forud for offentlig høring om ændringer af grænseværdibekendtgørelsen. Derfor lægger Arbejdstilsynet de vurderede grænseværdier og grundlaget herfor på varslingslisten i ca. 3 måneder mhp. at skabe mulighed for, at øvrig viden kan inddrages forud for den egentlige offentlig høring om ændring af grænseværdibekendtgørelsen.