Gå til indhold

Sikkerhed ved arbejde med formaldehyd

Formaldehyd er kræftfremkaldende ved langvarig udsættelse. Det er derfor vigtigt, at arbejde med formaldehyd sker uden risiko for udsættelse. Her kan I læse mere om, hvilke regler der gælder for arbejde med stoffer som formaldehyd.

Formaldehyd opløst i vand kaldes formalin, og det anvendes bl.a. til konservering af humant væv og biologisk materiale. Det anvendes fx i sundhedssektoren, indenfor biologisk forskning og i antimikrobielle midler i landbruget og i dambrug. Formaldehyd kan forekomme bl.a. i lim og limprodukter og kan derfor findes i fx spånplader og andre byggevarer. Formaldehyd dannes også naturligt og forekommer bl.a. i tobaksrøg.

Hvad siger reglerne?

Som ved alt arbejde, hvor der er risiko for at blive udsat for farlig kemi, skal I udarbejde en kemisk risikovurdering af de farlige stoffer og relevante arbejdsprocesser, I har i virksomheden. Formålet er at afdække, hvordan og i hvilket omfang medarbejdere kan blive udsat for farlig kemi, så I kan finde ud af, hvilke forebyggende foranstaltninger der er nødvendige for at fjerne eller forebygge risikoen. Det er arbejdsgiverens ansvar at vurdere, hvordan og i hvilket omfang medarbejderekan blive udsat for den farlige kemi. I skal bruge STOP-princippet, når I skal fjerne eller forebygge risikoen.

I risikovurderingen skal I tage højde for, at arbejde med formaldehyd er omfattet af kræftbekendtgørelsen, og at I derfor som udgangspunkt helt skal fjerne stoffet fra arbejdspladsen. Hvis det ikke er muligt, skal I begrænse udsættelsen til et minimum. Det gælder også, selvom I overholder grænseværdien for formaldehyd i arbejdsmiljøet.

I praksis betyder det, at hvis jeres arbejde med formaldehyd er nødvendigt, så skal det ske i afskærmede anlæg (fx i stinkskabe) eller med anden form for udsugning, der er tilstrækkelig til at sikre, at jeres medarbejdere ikke bliver udsat. 

Det er arbejdsgivers ansvar at finde de løsninger, som passer til de konkrete arbejdsprocesser. Det kan for eksempel være ved, at en undersøgelse af en vævsprøve eller andet biologisk materiale foregår i et stinkskab, hvor al luft suges ud af stinkskabet og føres væk. Arbejdsgiver er også ansvarlig for, at de ansatte instrueres på baggrund af den kemiske risikovurdering. Instruktionen kan ske mundtligt, men den skal understøttes af skriftligt materiale.

FÅ VIDEN

Krav til den kemiske risikovurdering

Læs mere om krav til den kemiske risikovurdering

STOP-PRINCIPPET

Beskyt dine medarbejdere mod kemiske stoffer

Læs om hvordan du kan forebygge risikoen for udsættelse for farlige kemiske stoffer