Gå til indhold

Recirkulation af udsuget luft fra arbejdsprocesser

Udsuget luft fra arbejdsprocesser må kun recirkuleres, når det er forsvarligt og bestemte betingelser er opfyldt. Der er situationer, hvor recirkulation ikke er tilladt. Bliv klogere på betingelserne og forbud her.

Recirkulation på faste arbejdssteder

På faste arbejdssteder må den udsugede luft kun recirkuleres, når det er forsvarligt. Det vil sige, at arbejdsgiveren må føre den udsugede luft tilbage til arbejdsrummet eller andre lokaler, når en række betingelser opfyldes.

Procesudsuget vil sædvanligvis være sluttet til et fast installeret anlæg, men det er også muligt at anvende et mobilt procesudsug.

For at recirkulere luften skal følgende betingelser være opfyldt:

  1. Det skal kunne bevises, at den udsugede luft renses effektivt.
  2. Procesudsugningsanlægget skal være forsynet med en kontrolanordning, der giver signal ved utilstrækkelig rensning af den udsugede luft.
  3. Der skal tilføres en passende mængde frisk luft.

Hvis arbejdet er omfattet af kræftbekendtgørelsen, gælder følgende:

  • Udsuget luft, som indeholder fx kvartsstøv, træstøv og kræftfremkaldende slibestøv, må gerne recirkuleres, når betingelserne er opfyldt.
  • Udsuget luft, som indeholder fx stegeos, svejserøg eller kræftfremkaldende gasser og dampe, må ikke recirkuleres.

Recirkulation på byggepladser mv.

På bygge- og anlægspladser og andre skiftende arbejdssteder, skal unødig udsættelse for procesudviklet luftforurening også undgås. Hvis luftforureningen er kræftfremkaldende, skal den så vidt muligt fjernes effektivt med procesudsug. Procesudsuget vil sædvanligvis være mobilt.

På bygge- og anlægspladser og andre skiftende arbejdssteder må den udsugede luft gerne recirkuleres, når det er forsvarligt. Det vil sige, at den udsugede luft må føres tilbage til indendørs arbejdsområder, når I opfylder en række betingelser:

  1. Det skal kunne bevises, at den udsugede luft renses effektivt.
  2. Der skal være tilstrækkelig og forsvarlig luftfornyelse i arbejdsområdet.

Godtgør, at luften renses effektivt

Det er arbejdsgiverens ansvar at sikre, at det fremgår af den kemiske risikovurdering, hvorfor det er vurderet, at det er forsvarligt at recirkulere den udsugede luft.

Der skal være kendskab til den udsugede lufts sammensætning for at kunne vurdere, om den udsugede luft bliver renset effektivt. Det betyder, at arbejdsgiveren skal vide, hvilke partikler, gasser, dampe osv., der er til stede i den udsugede luft. Det er nødvendigt, at der er kendskab til luftens sammensætning for, at fabrikanten af jeres recirkulerende anlæg – eller andre – kan levere dokumentation for, at anlægget er egnet til den konkrete arbejdsproces.

Målinger af luftens indhold af farlige stoffer er et godt redskab til at vurdere, om anlægget renser luften effektivt. Men det er kun et krav, at arbejdsgiveren måler, hvis der er tvivl om, hvorvidt anlægget renser luften effektivt. Den udsugede luft er renset effektivt, når indholdet af farlige stoffer i den rensede luft er væsentligt lavere end grænseværdierne i arbejdsmiljøet.

Tilfør frisk luft

På faste arbejdssteder skal arbejdsgiveren sørge for, at der tilføres en passende mængde frisk luft. Når det vurderes, hvor meget en passende mængde luft er, skal arbejdsgiveren forholde sig til anlæggets kapacitet, arbejdsrummets størrelse og øvrige ventilationsforhold.

På bygge- og anlægspladser og andre skiftende arbejdssteder skal arbejdsgiveren sørge for, at der er tilstrækkelig og forsvarlig luftfornyelse. Afhængigt af arbejdets omfang kan arbejdsgiveren sikre dette ved at etablere naturlig ventilation gennem vinduer eller tilføre frisk luft med mekanisk ventilation.

Efterse og vedligehold anlægget

Arbejdsgiveren skal bruge, efterse og vedligeholde arbejdspladsens recirkulerende anlæg efter fabrikantens anvisninger. Det indebærer at skifte filtrene i tide og jævnligt, fx at det ved filterskift kontrolleres, at anlægget virker efter hensigten.

Arbejdsgiveren skal sørge for, at en sagkyndig person ved passende eftersyn undersøger, om det recirkulerende anlæg til stadighed er i forsvarlig stand. Eftersynet skal gennemføres mindst hver 12. måned, medmindre brugen af anlægget eller fabrikantens anvisninger angiver noget andet.

Overvåg anlægget

Procesudsug, der fjerner forurenet luft, skal være forsynet med en kontrolanordning, der giver signal ved fald i mængden af udsuget luft til et utilstrækkeligt niveau.

På faste arbejdssteder skal arbejdsgiveren desuden sikre, at fast installerede, recirkulerende procesudsugningsanlæg er forsynet med en kontrolanordning, der giver signal ved utilstrækkelig rensning af den udsugede luft. Kontrolanordningen skal angive utilstrækkelig funktion med tydeligt signal, visuelt (fx rødt rotorblink) og/eller akustisk (fx sirene).

Hvis anlægget ikke renser den udsugede luft effektivt, skal det recirkulerende anlæg tages ud af drift. Arbejdsgiveren skal underrette medarbejderne om den øgede risiko, som det indebærer, og medarbejderne må kun beskæftiges ved anlægget i det omfang, det er nødvendigt for at genoprette normale forhold, og kun hvis de anvender egnede personlige værnemidler.

Brug af støvsugere som recirkulerende procesudsugningsanlæg

På bygge- og anlægspladser og andre skiftende arbejdssteder kan støvsugere anvendes som mobile procesudsug, der recirkulerer den udsugede luft. Støvsugeren skal være egnet til formålet. Det betyder, at den både skal være egnet til at fjerne luftforurening og til at rense (filtrere) udsuget luft, før den føres tilbage til arbejdsområdet.

Hvis den udsugede luft indeholder fx kvartsstøv, træstøv, asbeststøv eller andet muligt kræftfremkaldende byggestøv, kan en støvsuger være egnet til at rense luften, hvis den er en såkaldt ”dust extractor” af støvklasse H indrettet efter standarden DS/EN 60335-2-69. Hvis den udsugede luft kun indeholder støv (faste partikler), der ikke er kræftfremkaldende, kan en støvsuger af støvklasse M eller evt. L anvendes.  Støvsugeren skal bruges, efterses og vedligeholdes efter fabrikantens anvisninger.

Hvis man på faste arbejdssteder udfører kortvarigt arbejde af mindre karakter, fx tilskærer eller sliber enkelte emner af træ, kan det være en god og fleksibel løsning at anvende en egnet støvsuger som procesudsug. En støvsuger vil sædvanligvis ikke være egnet under produktionslignende forhold. Beskyttelsesniveauet skal være mindst lige så højt som ved lignende bygge- og anlægsarbejde.