Gå til indhold

Arbejdstilsynets og Sikkerhedsstyrelsens regler om autorisation for nedrivning af asbest

Der er strenge arbejdsmiljøregler for udførelse af asbestarbejde. Her kan du læse om reglerne.

Det er ifølge arbejdsmiljøloven et krav, at nedrivning af asbestholdigt materiale kun må udføres af autoriserede virksomheder.

Desuden fremgår det af Arbejdstilsynets regler om asbest i arbejdsmiljøet, at kortvarig nedrivning af mindre karakter er undtaget fra kravet om autorisation. Det er fx nedtagning af enkelt asbestholdige tagplader, enkelte fliser fastgjort med asbestholdigt fliseklæb eller enkelte rørbøjninger med asbestholdig isolering.

Arbejdstilsynet har også regler om den fagligt ansvarliges uddannelse og kvalifikationer under autorisationsordningen. Derudover har Arbejdstilsynet regler om arbejdsmiljøfaglige uddannelser, hvorefter al nedrivning, der kræver autorisation, kun må udføres af personer, der har gennemgået en uddannelse i nedrivning af asbest og er i besiddelse af et uddannelsesbevis.

Sikkerhedsstyrelsen har regler om efter ansøgning at meddele virksomheder autorisation til nedrivning af asbestholdigt materiale. Der er regler om bl.a. Sikkerhedsstyrelsens procedurer for og behandling af ansøgning om autorisation og godkendelse som fagligt ansvarlig, afslag på ansøgning, dispensation, bortfald af autorisation/godkendelse som fagligt ansvarlig og tilbagekaldelse af autorisation. Der er også regler om den fagligt ansvarliges opgaver i en autoriseret virksomhed og dennes tilknytning til 
virksomheden.