Gå til indhold

Brug af personlige værnemidler

Du skal som medarbejder anvende egnede personlige værnemidler, herunder åndedrætsværn, når der er risiko for, at du kan blive udsat for asbeststøv.

Du skal anvende egnede personlige værnemidler både under asbestarbejde og under arbejde i øvrigt, hvor der er risiko for udsættelse for asbeststøv.

Det er almindeligvis ikke muligt at udføre et asbestarbejde helt uden risiko for udsættelse for asbeststøv, heller ikke selvom du anvender arbejdsmetoder og tekniske hjælpemidler, der begrænser støvudviklingen mest muligt, og der er opsat procesudsug til at fjerne luftforureningen. Fx vil nedrivning af asbestholdige bølgetagplader også nødvendiggøre, at du anvender personlige værnemidler.

Hvis din arbejdsgiver kan godtgøre, at der i den konkrete arbejdssituation ikke er risiko for udsættelse for asbeststøv, behøver du ikke anvende personlige værnemidler, men du skal stadig have udleveret et egnet åndedrætsværn. Disse situationer kan fx være ved anvendelse af procesudsug eller støvfrie arbejdsmetoder. Det betyder, at du også skal have udleveret et egnet åndedrætsværn, hvis du udfører asbestarbejde med lavt støvniveau.

Personlige værnemidler, som har været anvendt i et område, hvor der foregår et asbestarbejde, skal blive inden for området, og du skal rengøre dem for støv, før du tager dem af. Når adgang til et afskærmet arbejdsområde sker gennem en luftsluse, skal du rengøre værnemidlerne for støv og tage dem af i slusen.

Efter brug skal du kontrollere og rengøre værnemidlerne og siden anbringe dem på et nærmere angivet sted, fx i omklædningsrummet.

Når du kasserer personlige værnemidler, skal de i lukket emballage og bortskaffes som asbestholdigt affald.

Brug åndedrætsværn til det strengt nødvendige 

Åndedrætsværn skal du kun anvende til det strengt nødvendige. Det vil sige, at du så vidt muligt skal udføre arbejdet uden, at der bliver udviklet støv, eller der på anden måde er risiko for udsættelse for asbeststøv.

Det kan være generende at bære åndedrætsværn gennem længere tid. Du skal derfor holde pauser, under hensyntagen til de fysiske og psykiske belastninger som følge af arbejdets art, temperaturforhold eller lignende.

Anvend åndedrætsværn i begrænset omfang

Der er begrænsninger i den tid, du må arbejde med åndedrætsværn. Arbejde med luftforsynet åndedrætsværn eller filterende åndedrætsværn med turboenhed (turbomaske) må højst være 6 timer pr. dag.

Ved nedrivning må arbejde med luftforsynet åndedrætsværn eller filtrerende åndedrætsværn med turboenhed for den enkelte højst være 4 timer pr. dag.  Du skal holde pause af passende længde senest efter 2 timers uafbrudt arbejde.

Arbejde med filtrerende åndedrætsværn uden turboenhed (støvmaske) må for den enkelte højst være 3 timer pr. dag.

Anvend personlige værnemidler i form af beklædning

Personlige værnemidler i form af beklædning, herunder hovedbeklædning, kan enten være egnede støvafvisende engangsdragter med hætte eller støvafvisende overtræksdragter af stof.

Hvis du genbruger dragterne, skal de under vask være adskilt fra andet tøj og ved transport til vask være pakket i lukket emballage, der tydeligt er mærket med oplysning om, at indholdet kan afgive asbeststøv.