Skal I udføre asbestarbejde, hvor der forekommer asbeststøv i væsentlig omgang? Her kan I få viden om reglerne.
Ved asbestarbejde, hvor der forekommer asbeststøv i væsentligt omfang, skal arbejdsgiver sørger for at afskærme arbejdsområdet fra omgivelserne ved hjælp af et støvtæt telt eller lignende. Adgang til det afskærmede område skal ske gennem en luftsluse. Det afskærmede område skal have et undertryk, så spredning af støv til andre områder hindres, og den udsugede luft skal renses effektivt og føres til det fri.
Kravet til arbejdsgiver om at anvende denne metode til at hindre spredning af asbeststøv gælder for asbestarbejde, hvor der forekommer asbeststøv i væsentligt omfang. Det vil navnlig være ved nedrivning af asbestholdigt materiale, at der forekommer asbeststøv i væsentligt omfang, men kan også forekomme i forbindelse med andet asbestarbejde. Det kan fx være ved fjernelse af isoleringsmateriale, der er blevet væsentligt forurenet med asbeststøv.
Ved nedrivning af indvendigt anvendt asbest vil der som hovedregel forekomme asbeststøv i væsentligt omfang. Derfor skal der ved nedrivning af indvendigt anvendt asbest der etableres støvtæt afskærmning med sluse og undertryk på grund af støvudviklingen. Det betyder, at arbejdsområdet skal være afskærmet og med undertryk ved fx nedrivning af fliser opsat med asbestholdig fliseklæb, fjernelse af støbegulve, gulvspartel og teknisk isolering med asbest og bløde loftplader med asbest, som er sømmet op.
Ved nedrivning af asbestholdige tage og facader kan arbejdet i de fleste tilfælde udføres på en så støvsvag måde, at der ikke forekommer asbeststøv i væsentligt omfang. Det kan fx være ved nedrivning af asbestholdig cementskifer eller bølgeplader, når støvudviklingen begrænses ved befugtning.
Selvom der ikke forekommer asbeststøv i væsentligt omfang, kan det være nødvendigt at afskærme arbejdsområdet for at hindre spredning af støv til andre områder. Afskærmningen skal i så fald ikke nødvendigvis være ved hjælp af et støvtæt telt med sluse og undertryk.
I de tilfælde, hvor det fx er nødvendigt at anvende entreprenørmaskiner eller skærende værktøj for at fjerne et tag, hvor der er lagt tagpap oven på et gammelt tag, eller der af andre grunde forekommer asbeststøv i væsentligt omfang, skal der etableres støvtæt afskærmning med sluse og undertryk.