Geltapeprøverne fortæller kun, om der er asbestfibre på overfladen af det areal, som den enkelte geltapeprøve dækker. Prøven fortæller derfor ikke noget om, hvor støvet kommer fra eller om luftens indhold af asbeststøv. Fund af asbestfibre på en geltapeprøve kan derfor ikke bruges til at fortælle noget om overholdelse af grænseværdien for asbest i arbejdsmiljøet.
Der er ikke fastlagt en grænseværdi for asbestfibre på overflader. Det er derfor heller ikke et krav, at der slet ikke må være fund af asbestfibre på overflader før, at et asbestarbejde kan afsluttes. Fund af asbestfibre på overflader er derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for konsekvent at konkludere, at rengøringen er utilstrækkelig, eller at efterfølgende arbejde i området vil være forbundet med risiko for udsættelse for asbeststøv.
Fund af asbestfibre på overflader kan eventuelt følges op med luftmålinger for at undersøge, om grænseværdien for asbest i arbejdsmiljøet er overholdt.