Som arbejdsgiver har du pligt til at sikre, at dine ansatte har egnede personlige værnemidler til rådighed, så de er beskyttet mod asbeststøv. Få viden om personlige værnemidler, og hvordan I anvender dem.
Det er almindeligvis ikke muligt at udføre et asbestarbejde helt uden risiko for at blive udsat for asbeststøv. Heller ikke selvom I anvender arbejdsmetoder og tekniske hjælpemidler, der begrænser støvudviklingen mest muligt, og luftforureningen fjernes med procesudsug. Derfor skal I anvende egnede personlige værnemidler under asbestarbejde og under arbejde i øvrigt, hvor der er risiko for at blive udsat for asbeststøv. Fx vil I skulle anvende personlige værnemidler ved nedrivning af asbestholdige bølgetagplader.
Hvis du som arbejdsgiver kan godtgøre, at der i den konkrete arbejdssituation ikke er risiko for, at de ansatte bliver udsat for asbeststøv, behøver de ansatte ikke anvende personlige værnemidler, men de skal stadig have udleveret et egnet åndedrætsværn. Disse situationer kan fx være ved at anvende procesudsug eller støvfrie arbejdsmetoder. Det betyder, at de ansatte også skal have udleveret et egnet åndedrætsværn, hvis de udfører asbestarbejde med lavt støvniveau.
Anvend ikke åndedrætsværn for længe. I skal kun bruge åndedrætsværn til det strengt nødvendige. Det vil sige, at I så vidt muligt skal udføre arbejdet uden, at der udvikles støv, eller hvor der på anden måde er risiko for, at I bliver udsat for asbeststøv. Det kan være generende at bære åndedrætsværn gennem længere tid, og I skal derfor holde pauser, der fastsættes under hensyntagen til de fysiske og psykiske belastninger som følge af arbejdets art, temperaturforhold eller lignende. Der er desuden begrænsninger i den tid, de ansatte må arbejde med åndedrætsværn:
I den øvrige arbejdstid må de ansatte udføre arbejde, der ikke kræver brug af åndedrætsværn.
Ved valg af åndedrætsværn skal I tage hensyn til mængden af asbeststøv i luften i arbejdsområdet og åndedrætsværnets beskyttelsesfaktor. Det har betydning for, hvilket åndedrætsværn der er egnet til arbejdet.
Filtrerende åndedrætsværn i form af ansigtsmasker (FFP1, FFP2 og FFP3) slutter ikke tæt til ansigtet og vil derfor sjældent være tilstrækkelige. Selv den højeste klasse, FFP3, kan kun forventes at have en beskyttelsesfaktor på 10 ved brug under arbejdet. Det betyder, at 10 pct. af asbeststøvet i luften vil slippe gennem eller uden om filteret.
Det er derfor nødvendigt at anvende et åndedrætsværn, der kan tilpasses, så det slutter tilstrækkeligt tæt til ansigtet. Det kan være et egnet, filtrerende åndedrætsværn med turboenhed eller et egnet luftforsynet åndedrætsværn. Pga. den strenge grænseværdi for asbest i arbejdsmiljøet må det forventes, at et åndedrætsværn med P2-filter sjældent er egnet til arbejdet.
Ved høje koncentrationer af asbeststøv, fx når der under nedrivning forekommer asbeststøv i væsentligt omfang, kan det være nødvendigt at anvende luftforsynet åndedrætsværn for at sikre tilstrækkelig beskyttelse.
Personlige værnemidler i form af beklædning, herunder hovedbeklædning, kan enten være egnede støvafvisende engangsdragter med hætte eller støvafvisende overtræksdragter af stof.
Hvis I genbruger dragterne, skal I vaske dem adskilt fra andet tøj. Ved transport til vask skal dragterne være pakket i lukket emballage, der tydeligt mærkes med oplysning om, at indholdet kan afgive asbeststøv.
Personlige værnemidler, som har været anvendt i et område, hvor der foregår et asbestarbejde, må ikke bæres uden for området, og I skal rengøre dem for støv, før I tager dem af. Når adgang til et afskærmet arbejdsområde sker gennem en luftsluse, skal I rengøre værnemidlerne for støv og tage dem af inde i slusen.
Efter brug skal værnemidlerne kontrolleres, rengøres og anbringes på et nærmere angivet sted, fx i omklædningsrummet. Når I kasserer personlige værnemidler, skal I samle dem i lukket emballage og bortskaffe dem som asbestholdigt affald.