Der følger forskellige pligter med, når du som boligejer får håndværkere til at udføre asbestarbejde.
Selvom du som selvstændig, privat eller enkeltmandsvirksomhed ikke har ansatte, eller arbejdet ikke udføres som led i erhverv, har du stadigvæk forundersøgelsespligt i visse sammenhænge i forhold til asbest.
Det gælder ved nedrivning, reparation og vedligeholdelse af bl.a. bygninger opført før 1990, hvor du skal sikre dig, at det er fastslået, hvilke materialer der kan formodes at indeholde asbest, eventuelt ved at indhente oplysninger hos ejeren.
Som bygherre for arbejdsopgaver med renovering, ombygning, reparation og nedrivning o.l. af bygninger mv. opført før 1990 skal du sikre, at der gennemføres undersøgelser af bygningen for asbest.
Resultaterne af forundersøgelserne skal noteres, så det fremgår, hvor der findes asbest. Det gælder, når der må forventes mindst to virksomheder samtidigt på arbejdsopgaven.
En bygherre er den fysiske eller juridiske person (selskab) for hvis regning, der udføres et bygge- eller anlægsarbejde.
Helt overordnet omfatter bygherrens ansvar pligten til at planlægge og koordinere for sikkerhed og sundhed i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter, når der må forventes mindst 2 virksomheder i byggeperioden samtidig. Pligten gælder både i forhold til projektering og byggeproces og fremgår af Arbejdstilsynets bekendtgørelse om bygherrens pligter.
Reglerne gælder for bygherren, selvom bygherrens arbejdsmiljøkoordinator i mange tilfælde varetager opgaverne. Bygherren må derfor sikre sig, at koordinatoren varetager opgaverne som aftalt med bygherren og i overensstemmelse med reglerne.
Når du får udført asbestarbejde, har du som bygherre det, der juridisk kaldes et ”medvirkensansvar”.
Medvirkensansvaret betyder, at du har pligt til at medvirke til, at arbejdsgiverne for de håndværkerfirmaer der udfører arbejdet for dig, kan udføre bygge- og anlægsarbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det betyder, at du skal videregive relevant viden og information til håndværkerne, herunder om kendt asbest i din bygning.
Medvirkensansvaret angår alle bygherrer, herunder også private boligejere, og det gælder også, når der kun er én arbejdsgiver/håndværkervirksomhed involveret i arbejdsopgaven.