Gå til indhold

Kunder og borgere på fritidsjobbet

Mange unge er i kontakt med kunder og borgere på deres fritidsjob. Her kan du få viden om, hvad du kan gøre for at møde dem på en god måde, og hvad du gør, hvis nogle opfører sig ubehageligt.

Arbejder du i en butik, i et supermarked, i en børnehave, på et plejehjem eller på en cafe, møder du sikkert mange kunder og borgere i løbet af dagen.

Det kan være spændende, sjovt og meget lærerigt at have et job, hvor du møder forskellige mennesker. Du lærer fx at håndtere forskellige typer mennesker og situationer, at løse problemer og være servicemindet. Og du får indsigt i deres behov og udfordringer. 

De fleste kunder og borgere er søde og venlige, nogle har travlt, og enkelte kan være svære at gøre tilfredse. Det er helt normalt. Her er gode råd til, hvordan du kan møde dem på en god måde.

Sådan møder du bedst kunder og borgere

  • Vær venlig og imødekommende. Et smil og et “hej” kan gøre underværker.
  • Lyt og vær hjælpsom. Når kunder og borgere føler sig hørt, bliver de ofte mere positive.
  • Bevar roen. Hvis en kunde eller borger virker irriteret, så prøv at holde hovedet koldt og tal stille og roligt.
  • Spørg, hvis du er i tvivl. Er du usikker på noget. Så spørg en kollega eller din leder. Det er helt okay ikke at have alle svar.
  • Tag det ikke personligt. Hvis en kunde eller borger er sur, handler det som regel ikke om dig – måske har de bare haft en dårlig dag.
  • Hold en god tone. Tal pænt, også selvom kunden eller borgeren ikke gør det. Du viser styrke ved at være professionel.

Hvis en kunde opfører sig ubehageligt

Nogle gange kan der være kunder og borgere, der skælder ud eller opfører sig ubehageligt – og det er aldrig i orden.

Kommer du i en situation, hvor du føler dig utryg eller usikker på, hvordan du skal takle en kunde?  Så hiv straks fat i din leder eller en kollega, der kan hjælpe dig. Du kan fx sige til kunden: ”Jeg er i tvivl om, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig, så jeg henter lige min leder eller kollega."

Har du oplevet, at der er en kunde, der har overskredet din grænse? Så fortæl det til din leder eller kollega. Sig det også gerne til dine forældre eller andre, du har tillid til, så de kan støtte dig.

Hvis du arbejder i kassen, er det en god ide at spørge din leder om, hvad du gør, hvis kunder bliver aggressive, eller der sker et røveri. Når du er under 18 år, må du ikke arbejde alene i situationer, der kan blive farlige for dig.

Det sker heldigvis sjældent, men hvis du bliver overfaldet eller er udsat for  et røveri, er det vigtigt, at du forsøger at bevare roen, og at du gør, som gerningsmanden siger. Kald på hjælp, hvis du kan, og kontakt straks bagefter hurtigst muligt din leder og tag i mod psykisk førstehjælp i form af omsorg og støtte.

Sig det til nogen

Her giver Freja fra Arbejdstilsynet dig gåde råd til, hvad du gør, hvis du møder ubehagelige kunder. Det vigtigste er at sige det til nogen.

Du er ikke alene

Du er ikke alene

Har du prøvet at stå over for en kunde, der opførte sig dårligt? Så er du ikke alene.

Her kan du læse om nogle af de joboplevelser med kunder, som unge fortalte Arbejdstilsynet om på Ungdommens Folkemøde.