Gå til indhold

Forebyg smerter i muskler og led med systematisk arbejdsmiljøarbejde

For at forebygge risikoen for smerter i muskler og led ved fysisk arbejde skal arbejdsgiver sikre, at arbejdet løbende bliver afdækket og risikovurderet. Det skal gøres med fokus på planlægning og tilrettelæggelse, instruktion og oplæring, tekniske hjælpemidler, arbejdsstedets indretning og variation og pauser.

Planlægning og tilrettelæggelse

Arbejdsgiver skal planlægge og tilrettelægge arbejdet, så det er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Planlægning og tilrettelæggelse handler om, hvordan I organiserer arbejdet, herunder ansvarsfordeling, arbejdsgange, arbejdsmetoder og arbejdsprocesser.

Arbejdsgiveren skal lave en helhedsvurdering af arbejdet og arbejdsmiljøet for at vurdere, hvilke tiltag der skal være i forhold til det fysiske arbejde. Arbejdsgiver skal løbende følge op på, om planlægningen og tilrettelæggelsen af arbejdet er hensigtsmæssig, og om der er taget højde for uventede situationer, der kan være særligt belastende.

Arbejdet skal tilrettelægges, så både varigheden af arbejde med den samme uhensigtsmæssige fysiske belastning, og arbejde generelt med mange uhensigtsmæssige fysiske belastninger begrænses. Arbejdet skal planlægges, så medarbejderen kan veksle mellem forskellige arbejdsopgaver, der belaster kroppen forskelligt, og indlægge passende pauser.

Som medarbejder skal du samarbejde om arbejdsmiljøarbejdet og medvirke til, at arbejdsforholdene er fuldt forsvarlige inden for dit arbejdsområde.

Sig til, hvis noget ikke er i orden

Hvis du som medarbejder opdager fejl eller mangler i arbejdsmiljøet, som kan have betydning for din eller dine kollegers sikkerhed eller sundhed, skal du fortælle det til din arbejdsmiljørepræsentant, arbejdsleder eller arbejdsgiver.

Instruktion og oplæring

Arbejdsgiver skal sørge for, at medarbejderne får tilstrækkelig og hensigtsmæssig oplæring og instruktion, så de kan udføre det fysiske arbejde på en forsvarlig måde.

Medarbejderne skal blandt andet oplæres i god arbejdsteknik og brugen af egnede tekniske hjælpemidler. Medarbejderne skal have alle oplysninger, der er nødvendige for at udføre arbejdet sikkert og korrekt.

Som medarbejder skal du følge den oplæring og instruktion, du har fået.

Tekniske hjælpemidler

Arbejdsgiver skal sørge for, at I har de egnede tekniske hjælpemidler og arbejdsudstyr til rådighed, at mængden passer til jeres behov, og at udstyret virker og er vedligeholdt.

Når arbejdsgiver skal vurdere, om et teknisk hjælpemiddel er egnet, og om det skal stilles til rådighed for medarbejderne, er det vigtigt at være opmærksom på, om hjælpemidlet passer til arbejdsopgaven, til de steder, hvor arbejdet foregår, og til den medarbejder, der udfører opgaven.

Læs mere om sikker brug af tekniske hjælpemidler.

Som medarbejder skal du bruge de tekniske hjælpemidler korrekt til dine forskellige opgaver, så du bliver aflastet mest og bedst muligt.

Arbejdsstedets indretning

Arbejdsgiver skal sikre, at arbejdsstedet er hensigtsmæssigt indrettet. Arbejdsstationer skal som hovedregel kunne tilpasses til de medarbejdere, der bruger dem.

Vælg derfor så vidt muligt fleksibelt inventar, der kan justeres, så medarbejderne har mulighed for at variere deres arbejdsstillinger. Fx kan justerbare borde, der kan indstilles til både siddende og stående arbejde, hjælpe med at tilpasse arbejdsstillingen til forskellige opgaver.

Læs mere om faste arbejdssteders indretning.

Som medarbejder kan/skal du bruge de muligheder du har, for at variere dine arbejdsstillinger og -bevægelser - fx ved at indstille justerbart inventar til din krop og dine opgaver.

Variation og pauser

Arbejdsgiver skal tilrettelægge og fordele fysiske arbejdsopgaver, så medarbejderne får passende afbræk i arbejdet – enten i form af andet arbejde eller pauser.

Det kan fx gøres ved, at give medarbejderne mulighed for at skifte mellem forskellige opgaver, der har forskellige fysiske belastninger. Hvis det ikke er muligt at sørge for tilstrækkelig variation af arbejdsopgaver, skal medarbejderne have passende pauser, hvor musklerne og kredsløbet kan hvile. Fx bør der være siddepladser ved stående og gående arbejde, så man kan sidde ned i pauserne.

Som medarbejder skal du holde passende pauser og så vidt muligt skifte mellem arbejdsopgaver, så du ikke arbejder med den samme fysiske belastning for længe ad gangen. Hvis I arbejder i en gruppe, er det en god ide at rotere imellem de forskellige opgaver.