Det fysiske aktivitetsparadoks

Fysisk aktivitet i fritiden er forbundet med bedre helbred og lavere risiko for livsstilssygdomme. Fysisk krævende arbejde – fx tungt løfte- eller arbejde, hvor man er på benene hele dagen og arbejder i et højt tempo – kan derimod have den modsatte effekt og øge risikoen for sygdom og tidlig død. Forskningen viser, at er man aktiv i fritiden, har man lavere risiko for sygefravær, mens fysisk aktivitet på arbejdet øger risikoen.

Forskellen skyldes formentlig, at kroppen bliver påvirket forskelligt af fysisk aktivitet i fritiden og på arbejdet. En væsentlig forskel er, at man i fritiden i højere grad selv bestemmer typen af fysisk aktivitet, hvordan og hvornår man motionerer og holder pauser. Fysisk aktivitet i fritiden er fx løb, cykling og styrketræning og er typisk af højere intensitet, kortere varighed og ledsaget af tilstrækkelig restitution. Det styrker kroppen og forbedrer sundheden. 

I jobs med fysisk krævende arbejde er aktiviteten derimod ofte langvarig, ensformig og intensiv med begrænset mulighed for variation, pauser eller restitution. Man har typisk mindre kontrol over aktiviteten og kan fx ikke selv i samme grad bestemme, hvornår og hvor ofte man holder pauser. Det kan føre til kronisk belastning af kroppen, forhøjet blodtryk og inflammation, som øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme og andre helbredsproblemer. Her er variation i arbejdsopgaverne, restitution, hyppige pauser, skiftende stillinger og psykosociale faktorer som indflydelse på eget arbejde og social støtte fra leder og kolleger vigtigt for at passe på vores krop.