Et godt psykisk arbejdsmiljø kommer ikke af sig selv, det kræver, at I har en systematisk indsats på flere niveauer, og at I følger op. Det er ledelsen, som har ansvaret, men ledelsen kan ikke skabe et godt psykisk arbejdsmiljø alene. Det er en fælles opgave, som ledelse og medarbejdere samarbejder om. I styrker samarbejdet, når I er nysgerrige på og respekterer forskellige synspunkter.
Det psykiske arbejdsmiljø er et samspil mellem forskellige elementer
Hvad er et godt psykisk arbejdsmiljø?
Hvad der skaber trivsel i hverdagen, kan være meget forskelligt, og det ændrer sig hele tiden. Alligevel er der nogle typiske fællestræk.
Det, som ofte går igen er:
- En god balance mellem krav, rammer og forudsætninger.
- En fælles forståelse af de opgaver, som ledere og medarbejdere skal løse og samarbejde om.
- Meningsfulde arbejdsopgaver.
- Indflydelse og engagement i arbejdet.
- Støtte og anerkendelse fra ledere og kolleger.
- En tryg arbejdskultur, hvor medarbejdere kan være kritiske, komme med idéer og tale åbent om udfordringer og fejl.
- Information om større forandringer og medarbejderinddragelse i forandringsprocesser.
Et godt psykisk arbejdsmiljø er bl.a. positivt for ledere og medarbejderes mentale sundhed. Mental sundhed handler om, at den enkelte kan bruge sine evner, klare hverdagens udfordringer og bidrage til fællesskaber.
Hvad gør I, når I oplever problemer i det psykiske arbejdsmiljø?
Et dårligt psykisk arbejdsmiljø kan give stress og påvirke vores fysiske og psykiske helbred. Særligt hvis det står på i længere tid, kan det føre til sygdom. Arbejdsgiveren har pligt til at sørge for, at medarbejdere og ledere ikke bliver syge eller kommer til skade på grund af et dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Medarbejdere på samme arbejdsplads kan reagere forskelligt på de samme problemer i arbejdsmiljøet. Reaktionen vil bl.a. afhænge af, hvilken livssituation den enkelte befinder sig i, og hvilke forudsætninger den enkelte og personerne tæt på har til at håndtere problemerne i arbejdsmiljøet.
Hvis I har problemer i det psykiske arbejdsmiljø, er det vigtigt, at:
- Ledelse og medarbejdere samarbejder for at afdække, hvad problemerne konkret handler om, hvilken betydning de har, og hvordan de viser sig i det daglige arbejde. Det er vigtigt, at medarbejderne deltager aktivt i afdækningen, da de har en vigtig viden om problemerne gennem deres opgaveløsning.
- Ledelsen sørger for, at der bliver udarbejdet en handlingsplan til løsning af problemerne.
- Ledelse og medarbejdere samarbejder om at lave handlingsplanen. Det er vigtigt at både medarbejdere og ledelse har tillid til, at handlingsplanen kan løse problemerne.
- Handlingsplanen tager udgangspunkt i jeres konkrete arbejdsopgaver og i de særlige udfordringer, I har i jeres psykiske arbejdsmiljø. Afhængigt af problemernes karakter kan det være nødvendigt at forbedre det konkrete samarbejde mellem ledelse og medarbejdere; organiseringen af arbejdet og samarbejdet i en gruppe eller afdeling. Eller fokusere på at styrke medarbejderes eller lederes individuelle færdigheder, ressourcer og kompetencer til at udføre arbejdet og samarbejde.
- Hvis I har væsentlige problemer med samarbejdsrelationerne, kan det være nødvendigt at starte med at iværksætte en proces, der styrker relationerne.
- Det er klart, hvem der har ansvaret for hvad, og hvordan der løbende vil blive fulgt op på iværksatte tiltag.
- Ledere og medarbejdere bakker op og har mulighed for at justere initiativer, der bliver iværksat. Det sikrer fortsat aktiv deltagelse.
- Ledelsen kommunikerer løbende til hele organisationen om handlingsplanen.
- Initiativerne i handlingsplanen bliver evalueret.