Som leder har du ansvar for, hvordan chaufførernes arbejdsforhold er. Uanset om du er selvstændig vognmand med to ansatte, eller du er leder i en større virksomhed med egne chauffører.
Selvom der tit er fokus på at holde på kunderne, sikre god service og at godset kommer helt ud til kunden i god stand og til tiden, så skal sikkerheden for chaufførerne også være i top. Det er ikke kun dyrt for dig, hvis din chauffør kommer til skade ude på ruten, det har også konsekvenser for chaufføren, der risikerer alvorlige skader og lange sygemeldinger.
Chaufføren er ofte alene og må klare opgaver under de forhold, der er på af- og pålæsningsstedet. Derfor er samarbejde med og opbakning fra vognmanden, kørselsleder eller disponenten afgørende.
Som leder og vognmand har du ansvaret for at sikre, at dine ansatte kommer sikkert gennem dagen, og at dine kørselsledere/disponenter ved, hvordan de bedst muligt sikrer, at chaufførerne kommer sikkert hjem.
Der er mange gevinster ved at styrke sikkerheden. Det gælder ikke kun færre ulykker og mindre sygefravær blandt dine chauffører. En god sikkerhedskultur giver også tilfredse kunder og en bedre bundlinje, og så bliver det ofte nemmere ved at fastholde medarbejdere og rekruttere nye, når der er et godt arbejdsmiljø.
Der sker i gennemsnit 242 ulykker om året, hvor chauffører bliver klemt eller mast under af- eller pålæsning af gods. Det er mere end fire om ugen.
En af de faktorer, der bidrager til det høje antal ulykker, er forkert eller manglende vurdering af risici, når chaufførerne læsser af. Det kan være, fordi det skal gå hurtigt, fordi forholdene ikke er som forventet på aflæsningsstedet, eller fordi de rette tekniske hjælpemidler ikke er til rådighed i bilen.
Trinene henvender sig både til jer, der kører med tungt gods og jer, der kører varebiler. Mange sikkerhedstiltag for chauffører er nemlig de samme uanset bilens størrelse:
1. Sørg for god planlægning fra start til slut
God planlægning fra start til slut er en af de vigtigste tiltag for at forebygge ulykker, når chaufførerne står ude på aflæsningsstederne.
2. Giv dine chauffører klare retningslinjer
3. Sørg for hjælpemidler og sikkerhedsudstyr til dine chauffører
4. Klæd chaufførerne på til at risikovurdere situationen
5. Skab sikre forhold for chaufførerne på modtagervirksomhederne