Gå til indhold
Guide

Sådan gennemfører I en kemisk risikovurdering

3 af 7

Kemisk risikovurdering trin for trin

Hvis I bruger kemiske produkter i jeres arbejde, skal I begynde med at udarbejde en produktliste og indhente de nyeste sikkerhedsdatablade. De rummer en række oplysninger, som I skal bruge i risikovurderingen.

Det er leverandøren af de kemiske produkter, der skal udlevere sikkerhedsdatabladet, hvis produktet er faremærket. Der findes dog også farlige produkter, der ikke er faremærket, og hvor I selv skal bede om at få sikkerhedsdatabladet udleveret. I de tilfælde fremgår det af etiketten.

Når produktlisten er på plads, er tilgangen til risikovurderingen den samme, uanset om I bruger kemiske produkter i arbejdet eller har arbejdsprocesser, der kan udvikle farlig kemi.

I kan med fordel dele processen op i 3 trin:

  1. Kortlæg alle arbejdsprocesser, hvor I bruger kemiske produkter, eller hvor der udvikles farlig kemi.
  2. Vurder risikoen ved hver enkelt arbejdsproces: Hvor farlig er kemien? Hvordan sker udsættelsen?
  3. Vurder om jeres medarbejdere er godt nok beskyttet og undersøg, om I kan fjerne eller minimere risikoen.

TIP

Hvis I bruger kemiske produkter, så start med at rydde op i dem. Det vil gøre risikovurderingen mere overskuelig. Har I fx produkter, I ikke længere bruger? Har I flere produkter, som I bruger til det samme? Kan I erstatte nogle af de farlige produkter med mindre farlige?