Gå til hovedindholdet

Ellens interesse for beskæftigelsespolitik har ført hende til jobbet i Arbejdstilsynet

Da Ellen Fiona Reilly skulle vælge et studiejob var det vigtigt for hende at følge sin interesse for beskæftigelsespolitik. Derfor faldt valget på stillingen som studentermedhjælper i Arbejdstilsynets Direktionssekretariat, der bl.a. arbejder med strategiudvikling og implementering af politiske aftaler.

En god balance mellem studie og arbejde

Interessen for beskæftigelsespolitik begyndte at spire frem allerede i tidligere jobs, som Ellen har haft i løbet af sit studie i statskundskab ved Københavns Universitet. I hendes seneste job hos Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune fik hun lyst til at udforske sin interesse yderligere, hvilket ledte hende til Arbejdstilsynet.

"I Arbejdstilsynet kan jeg bruge min interesse for det politiske og samtidig have en rigtig god balance mellem studie og arbejde. Mine arbejdsopgaver er meget forskellige, og jeg møder nye slags opgaver, hver gang jeg er på kontoret."

I hjertet af kontoret sidder Ellen i dag med bl.a. intern kommunikation, praktiske ad hoc-opgaver og direktionsbetjening. 

Arbejdstilsynet er et rigtig godt match for Ellen, og hun er positiv over de nye perspektiver, hun får som studerende:

"Som en del af min opstart skal jeg med på et tilsyn, hvilket giver mig mulighed for at få et indblik i en af Arbejdstilsynets kerneopgaver. Samtidigt kommer jeg ud i virkeligheden og ser, hvilken effekt de politiske aftaler har for virksomhederne."

I løbet af sin ansættelse er Ellen blevet bevidst om, at Arbejdstilsynets opgaver er meget bredere, end folk tror:

"Når jeg fortæller andre, at jeg arbejder for Arbejdstilsynet, tror de fleste, at jeg er tilsynsførende, men der er så meget mere end blot tilsyn her."

 

"Et studiejob kan hjælpe mig til at blive skarpere på, hvad jeg vil efter studiet. "

- Ellen Fiona Reilly, student i Direktionssekretariatet

God stemning og uformel sparring

Ud over de alsidige opgaver er der også altid god stemning på Ellens kontor, hvilket bidrager positivt til hendes arbejdsdag:

"Det er selvfølgelig meget motiverende at møde ind på en arbejdsplads, hvor man har det godt."
Kollegaerne går meget op i, om Ellen trives med mængden af opgaver, og de er altid klar til at sparre med hende om opgaverne:
"Der er altid åbent for, at jeg løbende kan få sparring. Det gør mig tryg, når jeg ved, at det jeg laver lever op til forventningerne."

 

Ellene studentermedhjælp i direktionssekretariatet

Sidst revideret: 26. marts 2024

Henter PDF