Gå til hovedindholdet

Jeg mærker et fælles mål om et godt arbejdsmiljø

Ina har af flere omgange stødt på og hørt godt om Arbejdstilsynet. Derfor var der ingen tvivl om, at Ina ville være med til at arbejde for et godt arbejdsmiljø ude i virksomhederne på kemi-området.

Det var på ingen måde tvivl, der fyldte i Ina, da hun fik muligheden for at arbejde i Arbejdstilsynet. Hun har nemlig ved flere lejligheder hørt meget godt om Arbejdstilsynet.

"Jeg vil gerne være med til at løfte de mange spændende dagsordener, der allerede er i Arbejdstilsynet, men jeg glæder mig også til, at vi i kemi-kontoret og på tværs af Arbejdstilsynet skal arbejde med, hvor vi skal hen fremadrettet, så vi har mulighed for at præge de dagsordener, der rykker arbejdsmiljøet i den rigtige retning."

På tværs af alle kontorene i Arbejdstilsynet mærker Ina også en helt særlig energi af faglighed og et fælles mål.

"Der er virkelig mange dygtige kollegaer i Arbejdstilsynet, og den faglige stolthed skinner virkelig igennem. Der er en indstilling til, at vi alle sammen arbejder for et godt og sikkert arbejdsmiljø, og den fælles mission skinner igennem uanset, om man sidder med kemifaglige opgaver, psykisk arbejdsmiljø eller noget helt andet."

"Jeg vil gerne være med til at løfte de mange spændende dagsordener, der er i Arbejdstilsynet, så vi kan bidrage til, at virksomhederne sikrer et godt arbejdsmiljø. "

- Ina Josefine Jochimsen, kontorchef i Kemi

Ansvar for godt arbejdsmiljø på kemi-området

Det er en vigtig opgave i kemi-kontoret at forenkle og ensrette reglerne, så det er nemmere for virksomhederne at forstå og efterleve dem. Samtidig sørger kemi-kontoret også for vejledning omkring indeklima samt sikrer, at reglerne tager højde for nye arbejdsmetoder og måder at indrette virksomhed og arbejdsliv på. Kemi-kontoret dækker derfor et stort område, som Ina skal sætte sig ind i.

"Som chef i kemi-kontoret har min læringskurve været stejl, for jeg har hurtigt skulle sætte mig ind i tingene, når jeg fx har skulle godkende ministerbetjeninger. Jeg ved også, at jeg kun lige har kradset i overfladen på de mange forskellige områder, der er inden for kemi, men på den korte tid, jeg har været i Arbejdstilsynet, er jeg allerede blevet bekræftet i, at der er mange spændende opgaver, som jeg glæder mig meget til at få mere indsigt i."

Det er også tydeligt for Ina, at den viden kemi-kontoret sidder med kan ændre noget ude omkring i virksomhederne og skabe et bedre arbejdsmiljø for de ansatte. Det er derfor også vigtigt for Ina, at samarbejdet med og viden ude fra tilsynet indgår i kemi-kontorets strategiske udviklingsarbejde på de relevante områder.

Gode kollegaer og arbejdsvilkår

Selvom Ina ikke har arbejdet længe i arbejdstilsynet, så mærker hun allerede, hvor stærkt kollegaskabet er i Arbejdstilsynet. Det kan være svært at starte et nyt sted med nye kollegaer og opgaver, men både kollegaerne i kemi-kontoret og chefkollegaerne har hjulpet Ina til en god start.

"Alle har været så gode til at hjælpe mig med at give indsigt i alt det, jeg skal vide om Arbejdstilsynet som organisation og navnlig på kemi-området, men der er selvfølgelig også ting, jeg slet ikke ved, at jeg skal vide noget om. Der er meget at lære, men med god hjælp fra alle, jeg har mødt indtil videre, har det været nemt at starte i Arbejdstilsynet."

Ina Josefine Jochimsen

Sidst revideret: 30. april 2024

Henter PDF