Vil du være med til at udvikle reglerne om arbejdsmiljø? Har du lyst til at arbejde i krydsfeltet mellem juridiske spidsfindigheder og politiske ønsker? Og vil du være med til at få juraen og de politiske ønsker til at virke ude i virksomhederne og for vores tilsynsførende? Så er det dig vi søger som vores nye kollega i Arbejdstilsynets kontor Jura og Forenkling.
En vigtig og meningsfuld samfundsopgave
Hvis du tænker, at Arbejdstilsynet er en spændende, juridisk arbejdsplads, så har du fuldstændig ret! Og vi tør godt love dig, at du som jurist hos os, bliver en del at et ambitiøst og juridisk fagligt miljø, hvor vi arbejder med mange forskellige retsområder, fra arbejdsmiljøret og forvaltningsret til strafferet og EU-ret. Sammen løser vi en bred pallette af meningsfulde, juridiske opgaver, som bidrager til at fremme et sikkert og sundt arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser.
Din hverdag som jurist
Vi søger lige nu en god kollega, som vi forestiller os, er en jurist, der selvstændigt og med sikker hånd kan løse nogle af kontorets forskelligartede juridiske opgaver som udarbejdelse af regler, regelfortolkning og generel juridisk understøttelse af resten af huset. Den pågældende stilling vil bl.a. have opgaver inden for social dumping og det internationale område, og vil derfor indebære samarbejde med kollegaer både inden og uden for Arbejdstilsynet.
Afhængig af dine kompetencer og udviklingsønsker, vil du kunne få opgaver som:
- At udarbejde lovforslag, bekendtgørelser og vejledninger på arbejdsmiljøområdet.
- At fortolke og besvare spørgsmål om arbejdsmiljøreglerne, f.eks. spørgsmål fra vores tilsynscentre, arbejdsmarkedets parter eller pressen.
- Ministerbetjening, herunder svar til Folketinget, samråd mv.
- Forvaltningsretlige opgaver, herunder at behandle anmodninger om aktindsigt.
Uanset hvor erfaren du er som jurist, sammensætter vi din opgaveportefølje og din kompetenceudvikling, så du løbende kan udvikle og dygtiggøre dig.
Om dig
Du vil lykkes bedst i rollen som jurist i Jura og Forenkling, hvis du kan nikke genkendende til flere af følgende udsagn:
- Du er cand.jur. eller har en anden relevant juridisk baggrund.
- Du er fagligt nysgerrig og har mod på at opsøge viden og bevæge dig ind på nye juridiske områder.
- Du har en god procesforståelse og interesserer dig for krydsfeltet mellem politik og jura.
- Du har en proaktiv og analytisk tilgang til arbejdet.
- Du er god til at samarbejde – også med personer, der har en anden faglighed end dig.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi håber, du har mulighed for at starte hos os den 1. oktober 2026.
Du bliver ansat som fuldmægtig på overenskomsten for akademikere i staten. Rette kandidat kan blive specialkonsulent.
Dit daglige arbejdssted vil være Landskronagade 33, 2100 København Ø.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Hvis du har lyst til at blive en del af vores hold, så send dit motiverede CV og dine eksamensbeviser til os senest mandag den 17. august 2026.
Vi har valgt at gøre ansøgningsprocessen enklere. Du skal derfor kun sende et motiveret CV. Det betyder, at du i dit CV indledningsvis kort beskriver din motivation for at søge stillingen, og hvordan dine kompetencer matcher opgaverne. Du skal derfor ikke sende en motiveret ansøgning.
Vi forventer at holde 1. samtaler den 20. august og 2. samtaler den 25. august 2026.
Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte kontorchef Sofie Bisbjerg på tlf. 7220 8740 eller mail sbi@at.dk.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Jóna Thomsen i Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriets Koncern HR på tlf. 7220 5272 fra 5. august.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen.