Koordinatorer af sikkerheds- og sundhedsarbejdet på store bygge- og anlægsprojekter skal gennemføre en særlig arbejdsmiljøuddannelse.
Arbejdsmiljøuddannelsen for koordinatorer henvender sig til personer, som i forvejen har sagkyndig viden om bygge- og anlægsområdet og praktisk erfaring i ledelse af bygge- og anlægsarbejde.
Formålet med uddannelsen er at klæde deltagerne på til at koordinere arbejdsmiljøarbejdet under projekteringen og i byggefasen. Undervisningen har bl.a. fokus på rollen som procesleder, principper for forebyggelse og løsning af de konkrete opgaver. Fx planlægning og koordinering af arbejdet i fællesområder, arbejde med planen for sikkerhed og sundhed (PSS), afholdelse af sikkerhedsmøder mv.
Det er bygherrens ansvar at sørge for, at den person, der skal koordinere arbejdsmiljøarbejdet på bygherrens vegne, har de rette kvalifikationer. Herunder den nødvendige uddannelse i arbejdsmiljø.
Arbejdsmiljøuddannelsen for koordinatorer er på 37 timer og strækker sig mindst over 4 dage. Som et led i uddannelsen skal deltagerne gennemføre en praktisk opgave. Tiden, der går med løsningen af opgaven, ligger uden for de 37 timer, der er afsat til kurset.
Når hele uddannelsen er gennemført, får deltageren et kursusbevis.
Udbydere af arbejdsmiljøuddannelsen for koordinatorer - fysisk og digitalt fremmøde