Gå til indhold

Hvordan passer jeg på mig selv i arbejds- og privatlivet?

Der er mange ting, der påvirker, om du har et godt arbejdsliv. Et er bl.a. alle rammerne og opgaverne på arbejdspladsen. Men hvordan du passer på dig selv, har også betydning for både dit arbejds- og privatliv.

Et godt arbejdsliv handler ikke kun om rammerne på din arbejdsplads, men også om at du passer på dig selv - både hjemme og på arbejdet. Din trivsel, sundhed og energi er vigtig for din livskvalitet og har en positiv betydning for din arbejdsplads.

Gode råd til at passe på dig selv på arbejdet 

Her kan du få gode råd til, hvordan du passer på dig selv på din arbejdsplads. 

Det kan du gøre ved at:

  • Følge instrukser og procedurer – læs og følg altid de instrukser og procedurer, der gælder for arbejdet. De er lavet for at sikre din og dine kollegers sikkerhed og sundhed.
  • Holde pauser – husk at holde regelmæssige pauser, så både hoved og krop får et pusterum.
  • Skifte arbejdsstilling – varier din arbejdsstilling i løbet af dagen for at undgå ensidige belastninger.
  • Bruge hjælpemidler – benyt de egnede tekniske hjælpemidler, der er til rådighed, når du løfter eller flytter ting. Det kan fx være et hjælpemiddel til at løfte, skubbe eller vende.
  • Bruge personlige værnemidler – husk at bruge de værnemidler, der er nødvendige for din sikkerhed og sundhed. Det kan fx være beskyttelsesbriller, handsker, høreværn eller masker.
  • Sige fra ved overbelastning – tal med din leder, hvis du oplever fysisk eller psykisk pres eller har brug for hjælp.
  • Tale om dine eventuelle faglige eller personlige udfordringer – del udfordringer med kolleger og leder, så I sammen kan finde løsninger.

Bliv klogere på, hvordan du bl.a kan passe på dig selv med mere viden om:

 

Gode råd til at passe på dig selv i arbejds- og privatlivet

Et godt arbejdsliv bliver også påvirket af, om du passer på dig selv. 

Pas på dig selv ved fx at:

  • Få tilstrækkelig søvn – prioritér din nattesøvn, så du er frisk til en ny dag. Sundhedsstyrelsen anbefaler voksne at sove mellem 7 og 9 timer. 
  • Spise sundt og varieret – giv kroppen energi med sund og nærende mad. Fødevarestyrelsen står bag de officielle kostråd.
  • Dyrke motion. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du som voksen bevæger dig 30 minutter dagligt. Det kan fx være gåture, cykling eller sport. Og at du laver aktiviteter, der styrker dine muskler mindst to gange om ugen, fx ved at bruge vægte eller din egen kropsvægt. Sundhedsstyrelsen anbefaler også, at du begrænser den tid, hvor du sidder stille.
  • Være opmærksom på dit eventuelle brug af tobaks- og nikotinprodukter. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke begynder at bruge nogen former for tobaks- og nikotinprodukter, og at du får hjælp til at stoppe igen, hvis du er begyndt.
  • Være opmærksom på dit alkoholforbrug. Sundhedsstyrelsens anbefaler højst at drikke 10 genstande om ugen og højst fire genstande på samme dag.
  • Slappe af og find ro – giv dig selv tid til at slappe af og lave aktiviteter, der gør dig glad. Du kan evt. finde en hobby.
  • Bruge tid med familie og venner – sociale relationer styrker dit mentale helbred.
  • Undgå for meget skærmtid – giv dine øjne og hjerne en pause fra skærmen indimellem. Sundhedsstyrelsen har gode råd til skærmbrug i fritiden.
  • Komme ud i naturen – frisk luft og grønne omgivelser er godt for hoved og krop.
  • Lytte til din krop – mærk efter, hvornår du har brug for hvile og restitution eller aktivitet.
  • Søge hjælp ved behov – tøv ikke med at søge hjælp, hvis du føler dig presset eller har det svært. Det er helt normalt at have brug for hjælp indimellem – tal med nogen, du stoler på, eller kontakt en professionel, hvis du har behov for det. Det kan fx være en ven, et familiemedlem, en kollega, din læge eller en psykolog.