Som projekterende eller rådgiver har I et juridisk ansvar, når I skal udarbejde projektmateriale til et bygge- og anlægsarbejde.
Som projekterende eller rådgivende virksomhed er det jeres ansvar at lave projektmaterialet, så virksomheder og entreprenører kan planlægge, tilrettelægge og udføre arbejdet på byggepladsen på en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig måde.
I har som projekterende eller rådgiver et juridisk ansvar for, at projektmaterialet indeholder de nødvendige beskrivelser, så alle kan arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
I skal som projekterende og rådgiver sikre, at de udførende virksomheder og deres ansatte kan bruge egnede tekniske hjælpemidler, i de tilfælde hvor manuel håndtering kan betyde en fare for sikkerheden og sundheden. Som projekterende eller rådgiver skal I også sikre, at det er muligt ved en fremtidige vedligeholdelse af bygningen at anvende de nødvendige og egnede tekniske hjælpemidler.
Når I foretager arkitektoniske, tekniske og organisatoriske valg, skal I som projekterende tage hensyn til planlægningen af de forskellige arbejdssituationer eller arbejdsfaser, som bliver udført samtidigt eller
Som projekterende eller rådgiver skal I inddrage bygherrens koordinator for sikkerhed og sundhed, når projekteringen sættes i gang og løbende under projekteringen. Bygherrens koordinator skal inddrages for at bidrage til, at reglerne i arbejdsmiljølovgivningen kan overholdes i forbindelse med projektets gennemførelse og det gennemførte projekts vedligeholdelse. I skal desuden give koordinatoren den nødvendige adgang til projektmaterialet. Det gælder også ved projektering i byggefasen.
I har som projekterende eller rådgiver ansvar for at rådgive bygherren om, hvilke forundersøgelser bygherren bør lave af hensyn til sikkerheden og sundheden både når projektet bliver gennemført, og når det skal vedligeholdes. Det kan fx være i forbindelse med undersøgelser af forekomsten af asbest ved renoveringer eller forurenet jord ved gravearbejde.
Som projekterende eller rådgiver er det også jeres opgave at fortælle bygherren om de forpligtigelser, der gælder for bygherren efter arbejdsmiljøloven. Herunder, at bygherren skal fastlægge rammerne for de opgaver, som dennes arbejdsmiljøkoordinator skal udføre.
DEFINITIONER
Projekterende
Ved projekterende forstås den eller de virksomheder, der planlægger et bygge- og anlægsprojekt, dvs. udarbejder tegninger og foretager beregninger og materialevalg. Der er typisk tale om ingeniør- og arkitektvirksomheder, men entreprenører, leverandører, bygherrer m.fl. kan også være projekterende.
Rådgiver
En rådgiver er i denne sammenhæng typisk en ingeniør eller arkitekt, der yder faglig eller arbejdsmiljømæssig rådgivning til bygherren og hjælper med at omsætte ideer til konkrete løsninger.
Når I som projekterende virksomhed eller rådgiver udarbejder projektmateriale, skal I tage hensyn til en række forebyggelsesprincipper.
Som projekterende eller rådgiver skal I sørge for, at det til enhver tid er de mindst farlige og mindst generende stoffer og materialer, der bliver anvendt i projektet (substitution).
Ved funktionsbeskrivelser og udfaldskrav skal I som projekterende eller rådgivere ikke sætte kravene højere end nødvendigt, hvis det forudsætter brug af stoffer eller materialer, der kan være farlige, eller som kan forringe de ansattes sikkerhed eller sundhed.
I skal overveje, om kravene i stedet kan sættes ned og derved bruge mindre farlige stoffer. Som udgangspunkt må den projekterende ikke sætte kravene højere end det almindelige niveau i branchen, fx skal man ved malerarbejde normalt følge udfaldskravene i Malerfagligt Behandlingskatalog (MBK).
I projektmaterialet skal I som projekterende eller rådgiver skrive om særlige risici og andre særlige forhold - også i forbindelse med efterfølgende vedligeholdelse. Se mere i bekendtgørelsen om projekterendes og rådgiveres pligter, bilag 1.
I skal som projekterende eller rådgiver beskrive bygningens eller anlæggets karakteristika i det omfang, det har betydning for sikkerheden og sundheden ved vedligeholdelse eller reparation af den pågældende bygning eller anlæg. Beskrivelsen skal indeholde en liste over særlige forhold, som fremtidige arbejdsgivere, der skal udføre vedligeholdelse eller reparationsarbejde, skal være opmærksomme på i forhold til sikkerhed og sundhed.
Som projekterende eller rådgiver skal I give denne beskrivelse til bygherrens arbejdsmiljøkoordinator, så koordinator kan lave en journal. Journalen kan også være en del af den liste, som I skal lave. Det aftales mellem bygherren og jer som projekterende.