National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere 2021 – del II
Undersøgelsen ’National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere’ (NOA-L) 2021 giver et billede af arbejdsmiljøet i Danmark i første halvår 2021.
Undersøgelsen er gennemført af Arbejdstilsynet og afløser den tidligere undersøgelse ’Arbejdsmiljø og Helbred’, som blev gennemført af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø hvert andet år i perioden 2012-2018. Undersøgelsen er baseret på et spørgeskema, som er besvaret af ca. 30.000 lønmodtagere.
De resultater, der nu offentliggøres, viser lønmodtagernes svar på en række spørgsmål om støj og vibrationer, arbejdsulykker, påvirkninger i det psykiske arbejdsmiljø samt jobtilfredshed og selvrapporteret stress.
Rapporten er anden del af afrapporteringen af NOA-L. Den første rapport blev offentliggjort i februar 2022 og indeholdt resultater om det kemiske og biologiske arbejdsmiljø, ergonomisk arbejdsmiljø samt krænkende handlinger, vold og trusler.
Undersøgelsen indeholder derudover spørgsmål om lønmodtagernes helbred, arbejdsevne samt sund og sikker udførelse af arbejdet. Resultaterne heraf vil blive gjort tilgængelige på Arbejdstilsynets hjemmeside i løbet af 2022.
Undersøgelsens formål
Formålet med undersøgelsen er at belyse forekomst og udviklingen i væsentlige negative og positive faktorer i arbejdsmiljøet samt bidrage til datagrundlaget for forskning i arbejdsmiljøet. Undersøgelsen skal også anvendes til at følge op på de prioriterede nationale mål for arbejdsmiljøindsatsen i ’Trepartsaftale om prioriterede nationale mål for arbejdsmiljøindsatsen’ indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedet i december 2020. NOA-L vil blive gentaget hvert andet år.
Læs rapporten National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere NOA-L-2021
Datagrundlag i National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere. NOA-L 2021 - pdf