Ændring af bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser) og bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser
Arbejdstilsynet har ændret bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser) og bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser. Ændringen betyder bl.a., at der nu er stillet uddannelseskrav til personer, der overvåger arbejdet med isocyanater, og krav om fornyelse af uddannelsen hvert 5. år.
På baggrund af at EU’s kemikalieforordning (REACH-forordningen) har ændret reglerne om obligatoriske minimumskrav til uddannelse ved arbejde med diisocyanater, har Arbejdstilsynet nu ændret bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser) og bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser.
De nye EU-regler stiller enkelte strengere krav end de gældende danske regler, der derfor er blevet bragt på niveau med forordningens minimumskrav. Det betyder bl.a., at der fra den 24. august 2023 er et uddannelseskrav til de personer, der overvåger arbejde med isocyanater, samt et krav om at personer der udfører eller overvåger arbejde med isocyanater, som indebærer en øget risiko for udsættelse, skal have gennemført en supplerende uddannelse.
Derudover indføres der som noget nyt et krav om, at den arbejdsmiljøfaglige uddannelse skal fornyes mindst hvert femte år. De personer der allerede har gennemført uddannelsen, når de nye regler træder i kraft, skal først forny deres uddannelse i 2028, uanset hvor gammel uddannelsen er.
Kravet om fornyelse af den arbejdsmiljøfaglige uddannelse gælder kun for personer, der udfører eller overvåger arbejde med isocyanater.
Bekendtgørelserne træder i kraft den 15. april 2023.
Læs mere om de ændrede regler
Uddannelse ved arbejde med isocyanater
Læs bekendtgørelserne
Arbejdsmiljøfaglige uddannelser - Ændringsbekendtgørelse 358 - 2023 - Retsinformation
Arbejdsmiljøfaglige uddannelser - Ændringsbekendtgørelse 1869 - 2023 - Retsinformation