Farvel til smileyordningen: Nyt system skal skabe mere gennemsigtighed
Den 1. februar 2024 afskaffede Arbejdstilsynet smileyordningen. Det betyder, at virksomheder nu ikke længere vil blive tildelt en rød, gul eller grøn smiley efter et tilsynsbesøg fra Arbejdstilsynet. I stedet vil et nyt system skabe større gennemsigtighed og understøtte arbejdsmiljøindsatsen i virksomhederne.
Arbejdstilsynets smileyordning blev den 1. februar 2024 lukket, og til sommer vil et nyt system i stedet træde i kraft. Det nye system giver mulighed for at se, hvilke virksomheder der har haft tilsyn af Arbejdstilsynet, og hvilke virksomheder der har fået en afgørelse.
Arbejdstilsynets smileyordning blev indført for mere end 15 år siden. I den periode er Arbejdstilsynets tilsyn løbende blevet tilpasset, mens smileyordningen ikke på samme måde fulgte med tiden, og den gav derfor ikke et retvisende billede af virksomhedernes arbejdsmiljø.
Smileyordningen omfattede fx ikke alle virksomheder, der har fået besøg af Arbejdstilsynet, og en grøn smiley kunne misforstås som en blåstempling af virksomhedens arbejdsmiljø. Derfor blev det politisk besluttet, at smileyordningen skulle erstattes af et nyt system.
Hvad kan det nye system?
Det nye system skal omfatte alle danske og udenlandske virksomheder, som har haft et tilsynsbesøg inden for de seneste 6 måneder Det vil fremgå af systemet, hvilke virksomheder der har fået en afgørelse, samt hvilket arbejdsmiljøproblem afgørelsen handler om. Det nye system vil blive offentliggjort på Arbejdstilsynets hjemmeside i sommeren 2024.
Målet med det nye system er at skabe gennemsigtighed om arbejdsmiljøet på den enkelte virksomhed og motivere virksomheder til at arbejde med arbejdsmiljøet. Det nye system skal samtidig bidrage til det forebyggende arbejdsmiljøarbejde og dermed understøtte et sikkert og sundt arbejdsmiljø ude på arbejdspladserne.
Hvad sker der med kronesmiley?
I den tidligere smileyordning kunne virksomheder, som har et arbejdsmiljøcertifikat, få tildelt en kronesmiley. Dette symbol afskaffedes ligeledes med afskaffelsen af smileyordningen. Arbejdstilsynet vil fortsat sikre, at det bliver vist, hvilke virksomheder i Danmark som har et gældende arbejdsmiljøcertifikat. Disse virksomheder vil fra februar 2024 fremgå af en liste på vores hjemmeside.