Nye tal: Stigning i anmeldte psykiske sygdomme i 2023
Nye tal fra Arbejdstilsynet viser, at der i 2023 var 4.728 anmeldelser af psykisk sygdom. Det svarer til 29 % af alle anmeldte erhvervssygdomme og er en stigning på 5 % sammenlignet med tal fra 2019. Samtidig er antallet af muskelskeletsygdomme faldet og ligger på 4.721 eller 29 % af alle anmeldte erhvervssygdomme.
I 2023 anmeldte danske læger samlet set 16.328 erhvervssygdomme. Det er et fald på 5 %, hvis man sammenligner med tallene inden covid-19. Anmeldelserne dækker over forskellige typer af erhvervssygdomme. De to mest anmeldte erhvervssygdomme er psykiske sygdomme og muskelskeletsygdomme, men på listen findes også øresygdomme, hudsygdomme og luftvejssygdomme.
Arbejdstilsynets undersøgelse 'National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere (NOA-L)’ fra 2023 viser, at der er væsentlige udfordringer på de danske arbejdspladser i forhold til stress og krænkende handlinger.
"Tallene fra undersøgelsen og stigningen i anmeldelser peger på de alvorlige udfordringer med bl.a. stress, som gør sig gældende på de danske arbejdspladser. Arbejdstilsynet har og vil fortsat have fokus på udfordringerne med det psykiske arbejdsmiljø i vores møde med virksomhederne,"
Fald i anmeldelser af muskelskeletsygdomme
Selvom antallet af anmeldelser af muskelskeletsygdomme siden 2019 er faldet, er det uvist om det skyldes effekter af bedre forebyggelse på området, eller blot er et resultat af, at færre end tidligere anmelder erhvervssygdomme. Muskelskeletsygdomme kan desuden ofte skyldes påvirkninger, der er stået på over længere tid. Der er dog ingen tvivl om, at det ergonomiske arbejdsmiljø stadig har enorm betydning for lønmodtageres sundhed og trivsel.
"Muskelskeletsygdomme kan forårsage en enorm indgriben i lønmodtagerens arbejds- og privatliv. Derfor har Arbejdstilsynet fortsat stor opmærksomhed på området,"