Gå til hovedindholdet

Arbejdstilsynet vil styrke udenlandske medarbejderes viden om regler og rettigheder, når de arbejder i Danmark

Arbejdstilsynet har netop lanceret en ny guide på websitet Workplace Denmark, som skal gøre det nemmere for udenlandske medarbejdere at orientere sig om deres rettigheder og søge indflydelse på deres arbejdsmiljø.

Mange udlændinge arbejder i brancher, hvor det er særlig vigtigt at have fokus på sundhed og sikkerhed i arbejdet. Men på samme tid kan der være mange barrierer for netop denne gruppe - både i form af sprogvanskeligheder og manglende viden om regler og rettigheder. 

Arbejdstilsynet har derfor udviklet en ny guide på workplacedenmark.dk, der skal styrke udenlandske medarbejderes viden på området og klæde dem bedre på til at samarbejde med arbejdsgiverne om et godt arbejdsmiljø.

Guiden har særligt fokus på, hvilke forventninger, man som medarbejder kan have til et sundt og sikkert arbejdsmiljø på arbejdspladserne i Danmark, og hvilke krav man kan stille. Guiden fortæller fx, at man som medarbejder skal have ordentlig instruktion og adgang til de nødvendige personlige værnemidler – og hvad man gør, hvis forholdene ikke er i orden, dér hvor man er.

Del af politisk aftale

Indsatsen udspringer af en politisk aftale om social dumping fra maj 2024. Udenlandske arbejdstagere, der er udsat for grov udnyttelse eller social dumping, har ofte begrænset viden om regler og rettigheder på det danske arbejdsmarked. På den baggrund blev det besluttet, at Arbejdstilsynet skal styrke kommunikationen om deres rettigheder på websitet Workplace Denmark. Samtidig igangsættes en kampagne på de sociale medier, som skal sætte fokus på vigtigheden af, at man som udenlandsk medarbejder kender sine rettigheder.

Workplace Denmark er det nationale website for udenlandske virksomheder og ansatte, der arbejder midlertidigt i Danmark. Websitet har bidrag fra relevante danske myndigheder og arbejdsmarkedets parter. Ud over arbejdsmiljø rummer websitet information om løn og arbejdsvilkår, forbud mod forskelsbehandling og meget mere.

Læs mere

Du kan finde den nye guide her:

Til dig der arbejder i Danmark 

Du kan også følge kampagnen på Arbejdstilsynets sociale medier:

LinkedIn

Instagram

Facebook

Sidst revideret: 2. december 2024

Henter PDF