Erfaringsopsamling om Arbejdsmiljøpuljen
Knap 1.500 mindre virksomheder fik i 2021 og 2022 tilskud fra Arbejdsmiljøpuljen til forebyggelse af nedslidning og arbejdsulykker på arbejdspladsen. I alt blev der uddelt næsten 130 mio. kr. Nu har NFA lavet en erfaringsopsamling om Arbejdsmiljøpuljen.
Det fremgår af erfaringsopsamlingen, at langt størstedelen af de virksomheder, som har fået projekttilskud fra puljen, angiver, at de har forbedret arbejdsmiljøet som følge af projektet. Samtidig forventer 85 pct. af virksomhederne at arbejde videre med elementer fra arbejdsmiljøpuljeprojektet, efter at selve projektet er afsluttet.
Erfaringsopsamlingen peger på, at arbejdsmiljørådgivere har spillet en væsentlig rolle både i forhold til at udbrede kendskabet til arbejdsmiljøpuljen, i forhold til at hjælpe virksomhederne med at søge puljemidler og i forhold til at gennemføre projekterne på arbejdspladserne.
Næsten 40 pct. af arbejdsmiljøpuljens midler blev tildelt branchen ’landbrug mv.’. Den store andel af puljemidler til landbrugsbranchen skyldes bl.a. særlige rådgiverkompetencer inden for branchen og muligheden for tilskud til tekniske hjælpemidler.
Disse og mange andre pointer kan du læse om i rapporten her:
Arbejdsmiljøpuljen - erfaringsopsamling 2024
Baggrund
Arbejdsmiljøpuljen blev etableret som led i aftalen om ret til seniorpension for nedslidte fra 2019. I 2021 og begyndelsen af 2022 var puljen målrettet projekter i små private virksomheder med op til 50 ansatte. I 2022 blev ansøgerkredsen udvidet til at omfatte virksomheder med op til 100 ansatte samt offentlige virksomheder med op til 50 ansatte.