Nej, børn må ikke arbejde som skuespillere 31 timer om ugen
Arbejdstilsynet har den 1. januar 2025 overtaget opgaven med at godkende arbejdstilladelser til børn under 13 år, der udfører arbejde inde for underholdning og kultur. Det er en misforståelse, at Arbejdstilsynet vil godkende, at børn ned til 7 år må arbejde 31 timer om ugen som fx skuespillere.
Børn under 13 år må som udgangspunkt ikke arbejde for en arbejdsgiver. De kan dog i nogle tilfælde få tilladelse til erhvervsmæssigt at medvirke i kulturelle aktiviteter. Det kan fx være sportsaktiviteter, opvisninger, teaterforestillinger, koncerter, cirkusforestillinger, radio og tv, filmoptagelser og reklamefilm.
Fra den 1. januar 2025 skal der søges om tilladelse til at beskæftige et barn under 13 år med kulturelle eller lignende aktiviteter hos Arbejdstilsynet. Arbejdstilsynet fører også tilsyn med, at arbejdsmiljøforholdene på virksomheden er i orden. Disse tilsyn er som udgangspunkt uanmeldt.
"Børn må ikke arbejde i Danmark. Når Arbejdstilsynet undtagelsesvis kan give tilladelse til, at et barn arbejder i kultur- og underholdningsbranchen, er det naturligvis med øje for barnets udvikling og trivsel– og muligheden for, at barnet kan passe sin skolegang. Derfor vil der blive lagt vægt på, hvor mange timer barnet skal bruge på fx et filmset eller i et teater. 31 timer om ugen over en længere periode for et barn, der går i skole, vil ikke være inden for rammerne"
Når ansøgningerne bliver vurderet af Arbejdstilsynet, vil de blive vurderet i deres helhed. Det betyder, at der vil blive lagt vægt på barnets alder, antal timer barnet skal arbejde, adgang til pauser og hvilerum, tilstedeværelse af voksenpædagoger, adgang til at få undervisning, adgang til at deltage i sociale og familiemæssige begivenheder mv. Derfor kan der godt gives tilladelse til en enkelt uges tv-optagelser, der svarer til barnets skoletid, hvis optagelserne fx foregår i en ferie.
"Det er positivt, at branchen selv har udarbejdet egne retningslinjer for børns arbejde i underholdningsbranchen. Det medvirker til at styrke den fælles forpligtigelse, alle aktører har for at sikre, at børn har gode arbejdsvilkår under fx optagelser. Arbejdstilsynet har dog ikke godkendt branchens retningslinjer. Og det er heller ikke de retningslinjer, som vi sagsbehandler efter. Det er derfor ikke korrekt, at børn nu må arbejde 31 timer om ugen som skuespillere. Det skal være sundt og sikkert for alle at gå på arbejde – også for børn under 13 år, der undtagelsesvist arbejder i kultur- og underholdningsbranchen"
Såfremt man er bekendt med arbejde, der kan være i strid med reglerne, bedes man kontakte Arbejdstilsynet via klageformular til Arbejdstilsynets Call Center eller ved at ringe 70 12 12 88.