Gå til hovedindholdet

Social dumping: Arbejdstilsynet afgav 19 reaktioner på landsdækkende fælles aktion

Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet har torsdag gennemført fælles aktioner mod social dumping i hele landet. Bl.a. fik 13 personer inddraget deres pas pga. manglende arbejdstilladelse.

29 arbejdssteder i Danmark fik torsdag den 30. januar 2025 besøg af Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og politiet, som gennemførte årets første landsdækkende myndighedsaktion mod social dumping.

På dagens aktioner, som primært var rettet mod byggepladser, afgav  Arbejdstilsynet 15 strakspåbud og to påbud med frist for brud på arbejdsmiljøloven. Desuden blev det konstateret, at to udenlandske virksomheder ikke var anmeldt korrekt i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT).

Tilsynschef i Arbejdstilsynet, Bjørn Wirlander, fortæller:

”Hovedfokus på denne landsdækkende aktion var byggeri og industri. Under den landsdækkende aktion blev der givet fire strakspåbud til virksomheder, der ikke har beskyttet deres medarbejdere tilstrækkeligt mod byggestøv. Tre virksomheder fik strakspåbud for nedstyrtningsfare fra stillads. Derudover var der 13 personer, der fik inddraget deres pas af politiet – lige som der var tre personer, der blev anholdt på grund af manglende arbejdstilladelse.”

Indsatsen mod social dumping skalsikre, at arbejde i Danmark foregår på ordentlige vilkår og efter danske regler. På fællesaktionerne kontrollerer myndighederne virksomhedernes arbejdsmiljø og skatteforhold, og om de udenlandske medarbejdere har arbejds- eller opholdstilladelse.

Sidst revideret: 6. februar 2025

Henter PDF