Hvad må unge i praktik arbejde med?
Det er elevernes alder, der bestemmer, hvilket arbejde de må udføre, når de er i praktik. Her kan du blive klogere på, hvad de må arbejde med.
Unge under 13 år
Unge under 13 år må under praktik på virksomheder ikke udføre arbejde, der svarer til arbejde for en arbejdsgiver i arbejdsmiljølovens forstand. De må kun udføre opgaver, der har præg af undervisning eller er særligt tilrettelagt.
Det kan være:
- Forløb, hvor arbejdet er specifikt udformet med henblik på praktik, som bærer præg af undervisning og har praktikanter som deltagere.
- Forløb, hvor aktiviteterne har arbejdslignende karakter, men hvor den unge ikke udfører arbejde, som ansatte ellers ville have udført. Fx hvor den unge bygger noget, der minder om det, virksomheden rent faktisk producerer.
- Rundvisning på arbejdspladser, hvor den unge ikke deltager aktivt i de egentlige arbejdsopgaver.
Unge, der er fyldt 13 år
Unge, der er fyldt 13 år, må under praktik på virksomheder udføre lettere arbejde, som 13-årige må udføre i et fritidsjob.
De må derudover også gerne udføre lignende lettere arbejde. Det vil sige, at arbejdet, som praktikanten udfører, skal ligne de former for arbejde, der fremgår af nedenstående liste. Det kan fx være opgaver hos en blomsterhandler, hvor praktikanten hjælper med at binde buketter.
Du kan finde en liste over, hvad der betegnes som lettere arbejde, og hvad 13-årige må arbejde med i bilag 7 i bekendtgørelse om unges arbejde.
Liste: lettere arbejde som unge på 13 år må udføre
Vær opmærksom på, at de særlige regler om maskiner, stoffer og materialer, der gælder for unge, der er 13-14 år, også gælder for 13-årige i praktik.
Unge, der er fyldt 14 år
Unge, der er fyldt 14 år, må udføre alle former for arbejde, når de er i praktik. Det betyder, at de må tilberede mad, hjælpe en mekaniker, være hjælper på et plejehjem og meget mere – og det skal ikke være et lettere arbejde.
De kan derfor udføre flere og andet arbejde end det, der er på listen med lettere arbejde. Arbejdet skal dog tilrettelægges, så der tages særligt hensyn til den unges manglende erfaring, manglende bevidsthed om risici samt det forhold, at de endnu ikke er fuldt udviklede. Der skal også tages særligt hensyn til de fysiske, biologiske, kemiske samt psykosociale påvirkninger, som kan påvirke den unge på kort og lang sigt.
Du skal dog være opmærksom på, at de generelle forbud for unge under 18 års arbejde med visse maskiner og stoffer mv., der findes i bekendtgørelse om unges arbejde, også gælder, når de unge er i praktik.
Læs mere i bekendtgørelsen om unges arbejde