Gå til indhold

Efter Black Friday: Sikkerhed for chauffører og bude får særlig opmærksomhed i den travle højsæson

Efter Black Friday sætter Arbejdstilsynet og beskæftigelsesminister Kaare Dybvad fokus på arbejdsmiljø for de chauffører og bude, der knokler for at levere danskernes pakker.

Vi klikker, de kører. Mens vi handler med et tryk på skærmen, kører chauffører og bude rundt på vejene for at få vores pakker frem til tiden. Siden corona har branchen været i vækst, og med den er også antallet af arbejdsulykker steget. Alene i år er der indtil videre anmeldt over 200 ulykker. Det er omkring 6 ulykker hver uge. 

Derfor gennemførte Arbejdstilsynet i dag et event for at sætte fokus på sikkerheden for chauffører og bude. Eventet ligger netop dagene efter Black Friday, hvor mængden af pakker er på sit højeste, og mange chauffører arbejder under ekstra stort tidspres.

Hurtig levering skal ikke ske på bekostning af sikkerheden

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad deltog i eventet og mødte sammen med Arbejdstilsynet og parterne  chauffører og bude på ruten og uddelte refleksveste som et synligt symbol på sikkerhed.
Eventet skal øge chaufførers og budes opmærksomhed på egen sikkerhed og samtidig sætte fokus på, at ulykker blandt chauffører og bude kan forebygges.

Chauffører landet over er hver dag med til at sikre, at danskerne får leveret deres pakker. Det er et vigtigt og krævende arbejde - især i pressede perioder som ved Black Friday. Ulykkesstatistikkerne i branchen viser desværre, at det ikke er uden risiko at arbejde som chauffør. Der er for mange ulykker, og derfor lancerer Arbejdstilsynet en indsats, der sætter fokus på sikkerhed og arbejdsmiljø,” siger beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek.

Behov for et fortsat stærkt fokus på sikkerhed 

I post- og kurerbranchen er der de sidste tre år i gennemsnit anmeldt 300 ulykker om året. Selvom ikke alle ulykker bliver anmeldt, viser statistikken tydeligt branchens behov for et fortsat stærkt fokus på sikkerhed. Det gælder både hos vognmænd, chauffører og bude, men også hos logistikvirksomhederne. 

Vognmand og chauffør kan styrke sikkerheden og forebygge ulykker ved at sørge for at chaufførerne undersøger aflæsningsstedet inden aflæsning og melde tilbage, hvis de løber ind i problemer. Men også ved at bruge refleksvest, sikkerhedssko og sørge for at have en sækkevogn eller trappekravler med, hvis pakkerne er tunge. Logistikvirksomheder kan styrke sikkerheden ved at sikre, at tunge og uhåndterbare pakker ikke kommer i små varebiler. De skal samtidig sørge for god ruteplanlægning og realistiske leveringstider. 

Læs mere om sikkert arbejde for chauffører og bude på at.dk/sikker-aflæsning