Gå til indhold

Arbejdsmiljø fylder på danske arbejdspladser

Små arbejdspladser har ofte større fokus på forebyggelse inden for det psykiske og ergonomiske arbejdsmiljø end store arbejdspladser. Til gengæld har store arbejdspladser oftere politikker for at forebygge og håndtere krænkende handlinger, vold og trusler om vold.

Det viser resultaterne af den Nationale Overvågning af Arbejdsmiljøindsatsen i Virksomheder (NOA-V) fra 2024, som netop er offentliggjort. Her har 6.000 arbejdspladser delt viden om deres arbejdsmiljøindsats.

Undersøgelsen viser, at arbejdsmiljø generelt fylder på danske arbejdspladser. Der er dog forskelle på, hvilke forebyggende aktiviteter der fylder mest, fra store til småarbejdspladser.

”Det er meget positivt, at så mange arbejdspladser generelt har fokus på arbejdsmiljøet og på at sikre, at deres medarbejdere ikke bliver syge eller kommer til skade på arbejdet. Det er også vigtigt i forhold til at skabe attraktive arbejdspladser, der kan tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere,” siger vicedirektør i Arbejdstilsynet Lotte Manniche Groth-Andersen. 

Se nogle af de primære resultater her

Blandt de små arbejdspladser svarer 78 procent, at de i høj eller meget høj grad planlægger arbejdet, så der tages hensyn til den enkelte ansatte fx i forhold til alder, indsigt og arbejdsevne. Blandt store arbejdspladser er det 63 procent.

Samtidig er der for 67 procent af de små arbejdspladser også oftere fokus på, at medarbejderne skal opleve, at arbejdsmængde og tidspres skal være passende. Her svarer de, at de i høj eller meget høj grad har fokus på, at medarbejderne ikke oplever for stor arbejdsmængde eller tidspres, mens det for store arbejdspladser er 45 procent.

Omvendt svarer 86 procent af de store arbejdspladser, at de i høj eller meget høj grad har politikker og procedurer til at forebygge og håndtere krænkende handlinger herunder mobning. Til sammenligning svarer 52 procent af de små arbejdspladser det samme.

Spørgeskemaundersøgelsen ’National Overvågning af Arbejdsmiljøindsatsen i Virksomheder’ (NOA-V 2024) belyser danske virksomheders indsats på arbejdsmiljøområdet. Det er Arbejdstilsynet, der står bag undersøgelsen.

Se resultaterne af undersøgelsen her