Gå til indhold

Temamøde: Styrk sikkerhedskulturen på tværs af sprog og kulturer

Temamøde for slagterier og virksomheder, der bearbejder eller forædler kød, fjerkræ eller fisk. Hvordan skaber du et godt samarbejde om et sikkert arbejdsmiljø, når du og dine kollegaer/medarbejdere taler forskellige sprog og ser forskelligt på sikkerhed. Det kan du blive klogere på til temamøde den 29. april kl. 8-12 hos Arbejdstilsynet i Kolding.

Mange slagterier og kød-, fjerkræ- og fiskebearbejdningsvirksomheder har medarbejdere fra hele verden – nogle steder op til 50 forskellige nationaliteter. Det er en styrke i forhold til at kunne rekruttere, men det kan være en udfordring, når medarbejderne taler forskellige sprog, og nogle kommer fra kulturer, hvor det fx ikke er kutyme at sige sin leder imod eller tale højt om problemer.

Dette temamøde er for dig, som er daglig leder eller medarbejderrepræsentant på et slagteri eller en virksomhed, som bearbejder eller forædler kød, fjerkræ eller fisk. På temamødet vil du få konkrete idéer og inspiration til, hvordan du og din virksomhed kan arbejde med sikkerhed, oplæring og samarbejde på tværs af sproglige og kulturelle forskelle. Som noget særligt vil du få præsenteret et nyt visuelt værktøj fra Arbejdstilsynet, der kan hjælpe alle på virksomheden med at tale om sikkerhed.

Det er gratis at deltage. Mødet er tilrettelagt efter, at ledelses- og medarbejderrepræsentanter deltager sammen, så I kan tage fælles inspiration og ideer med hjem til jeres arbejde med sikkerhed hos jeres virksomhed. 

Praktisk

29. april kl. 8-12. Der vil blive serveret morgenbrød og kaffe - samt en let frokost at gå hjem på.

Hvor?

Arbejdstilsynet, Tilsynscenter Syd
Eltangvej 232, 6000 Kolding

Hvordan melder jeg mig til?

Deltagelse er gratis og åbent for alle interesserede.

Program

  • Hvordan står det til i branchen: Oplæg fra Arbejdstilsynet
    Data, observationer og erfaringer fra branchen – med særligt fokus på de udfordringer og gode løsninger, virksomheder oplever i arbejdet med at styrke sikkerhedskulturen på tværs af nationaliteter.
  • Sådan går andre til arbejdsmiljøarbejdet: Virksomhedscases
    Oplæg fra slagterier, som deler deres erfaringer med oplæring og inddragelse af nye og ofte udenlandske medarbejdere.
  • Arbejdstilsynets visuelle værktøj: Få eksempel på praktisk anvendelse af vores værktøj til at skabe en god dialog og styrke samarbejdet om et sikkert arbejdsmiljø.
  • Sikkerhed i praksis: Hverdagens dilemmaer
    Drøftelse af dilemmaer fra hverdagen, hvor sikkerhed spiller en rolle. Del dine erfaringer, sikkerhedstips og lyt til andres gode råd.

Vi glæder os til dele en formiddag med inspiration, dialog og konkrete værktøjer, som I kan tage med hjem og bruge i jeres virksomhed. Sådan arbejder vi for at blive sikre sammen.