Ekspertgruppen for Arbejdsulykker retter i 2026 fokus mod voldsulykker i social- og behandlingspsykiatrien. Vold og trusler er et alvorligt og stigende arbejdsmiljøproblem i Danmark.
Vold i social- og behandlingspsykiatrien adskiller sig fra mange andre arbejdsulykker ved, at skadevolderen er et menneske – et menneske, som medarbejderne skal pleje, støtte, behandle eller på anden vis interagere og samarbejde med. Riskoen for vold opstår i dette møde mellem medarbejderne og borgeren eller patienten. Grundlæggende er det ikke borgerens eller patientens intention at udøve vold, og langt det meste af tiden er samværet præget af ro og samarbejde, og borgeren eller patienten udgør ikke en fare for omgivelserne.
Netop derfor er volden særlig kompleks, når den opstår. Den kan udspringe af akutte situationer, hvor et menneske kommer i affekt, mister kontrol eller reagerer udadreagerende som følge af sygdom, krise eller frustration. Medarbejderne står her i et spændingsfelt og skal navigere i hensynet til egen og andres sikkerhed og opgaven med at yde omsorg og støtte mennesker i en sårbar livssituation. Det gør forebyggelse af vold i social- og behandlingspsykiatrien til en opgave, der ikke alene handler om fysiske foranstaltninger, men også om faglighed, relationer, organisering og arbejdsmiljø.
Formand for ekspertgruppen Dan Radmer Henriksen siger:
“Vi i ekspertgruppen ser frem til at dykke ned i emnet om voldsulykker i social- og behandlingspsykiatrien, da det berører noget så komplekst som samspillet mellem mennesker. Det er et følsomt og vigtigt tema og vi forestiller os, at vi kan komme til at rejse svære dilemmaer – fx mellem patienters frihed og personalets sikkerhed.”
For at nå i mål med ekspertgruppens arbejde er det vigtigt, at de bosteder og hospitaler, som ekspertgruppen kontakter siger ja til at deltage i en undersøgelse. Det er frivilligt at deltage i ekspertgruppens undersøgelser, og besøg aftales altid på forhånd. Formålet er udelukkende at lære af voldsulykkerne – ikke at placere skyld og ansvar.
“Vi er afhængige af, at personale og ledelse vil dele deres erfaringer med os. Vi ved, at nogle oplysninger kan være følsomme, men ingen vil blive udstillet, og ingen enkeltpersoner vil kunne genkendes i vores rapport,” siger Dan Radmer Henriksen.
I gennemsnit anmeldes der 5.770 arbejdsrelaterede voldsulykker om året, svarende til 16 om dagen. I perioden 2020–2024 er der desuden anmeldt fire arbejdsrelaterede dødsulykker, hvor tilskadekomne har været udsat for vold. Lidt over 20 pct. af alle voldsulykker sker i social- og behandlingspsykiatrien.