Arbejdstilsynets opgaver og strategi
Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. Arbejdstilsynets mål er at fremme et sikkert og sundt arbejdsliv for alle og flytte arbejdsmiljøet i den rigtige retning.
Arbejdstilsynets kerneopgaver
Arbejdstilsynet har tre kerneopgaver:
- Tilsyn: Arbejdstilsynet fører tilsyn med arbejdsmiljøet på virksomhederne.
- Kommunikation: Arbejdstilsynet formidler arbejdsmiljøfaglig viden og krav til et godt arbejdsmiljø, så virksomhederne bliver i stand til selv at forebygge og følge op på arbejdsmiljøproblemer.
- Regulering og arbejdsmiljøudvikling: Arbejdstilsynet udformer og tilpasser løbende målrettet og tidssvarende regulering på arbejdsmiljøområdet.
Arbejdsmiljøloven sætter rammen for Arbejdstilsynets arbejde og opgaver. I denne lov fremgår det også, at det er virksomhedernes ansvar at sørge for, at arbejdsforholdene på virksomhederne er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.
Arbejdstilsynets strategi 2023 og frem
Strategien indeholder et mål og fire ambitioner:
Mål: Et sikkert og sundt arbejdsliv for alle - vi flytter arbejdsmiljøet i den rigtige retning.
Ambitioner:
- Mest muligt arbejdsmiljø for pengene
- Gearet til arbejdsmarkedet i dag og i fremtiden
- En myndighed, der møder omverdenen med dialog og handlekraft
- En ambitiøs og attraktiv arbejdsplads
Arbejdstilsynets værdier
- EFFEKT - Vi gør en forskel for arbejdsmiljøet
- FAGLIGHED - Vi bringer vores faglighed i spil
- SAMARBEJDE - Vi bliver bedre sammen
- RESPEKT - Vi møder hinanden og vores omverden med tillid og respekt
Arbejdstilsynets organisation
Arbejdstilsynet består af en direktion og fire centre: Arbejdsmiljøfagligt Center, der bor på Østerbro i København, og tre tilsynscentre, der bor i henholdsvis Kolding (TC Syd), Hadsten (TC Nord) og København (TC Øst). Der er ca. 750 årsværk i Arbejdstilsynet, hvoraf hovedparten er ansat i tilsynscentrene.
Arbejdstilsynets samarbejde med andre myndigheder
For at nå vores mål på arbejdsmiljøområdet, har Arbejdstilsynet indgået samarbejdsaftaler med andre myndigheder. Samarbejdet er med til at forbedre vores muligheder for at skabe et sundt arbejdsmiljø på arbejdspladser i Danmark, samtidig med at Arbejdstilsynet kan hjælpe andre myndigheder i at løse deres opgaver. Det sikrer også, at Arbejdstilsynet lever op til vores forpligtelse om at indberette lovovertrædelser til relevante myndigheder.
Læs mere om Arbejdstilsynets procedure for at underrette andre myndigheder i forbindelse med tilsyn på arbejdspladser:
Sidst revideret: 26. juli 2024