Arbejdstilsynet vejleder om, hvordan virksomheder kan leve op til reglerne, så arbejdsmiljøet på virksomhederne er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Vi formidler også viden og gode råd om, hvordan virksomheder kan forebygge arbejdsmiljøproblemer og forbedre arbejdsmiljøet på virksomheden. På den måde medvirker vi til at forebygge ulykker og sygdom i forbindelse med arbejdet og inspirerer til sikre og sunde arbejdsliv og attraktive arbejdspladser.
Arbejdstilsynets vejledning afspejler, at noget, der er forsvarligt på én virksomhed, kan være uforsvarligt på en anden, alt efter hvor, hvordan og hvor ofte arbejdet foregår. Arbejdstilsynets vejledning afspejler også, at arbejdsmiljøet udvikler sig, og at der løbende kommer ny viden til.
Et sikkert og sundt arbejdsmiljø skal forstås bredt. Derfor vejleder vi både om, hvordan man forebygger ulykker og sygdom, som indtræder her og nu i forbindelse med arbejdet, og hvordan man forebygger sygdom, som først opstår efter længere tids påvirkning eller i forbindelse med andre påvirkninger. Vi vejleder også om, hvordan et sikkert og sundt arbejdsmiljø kan fremme medarbejdernes fysiske, mentale og sociale sundhed og trivsel på arbejdspladsen.
Arbejdstilsynets viden og vejledning skal være hjælpsom, relevant og aktuel. Den skal hjælpe og understøtte dem, der har opgaver i forhold til et godt arbejdsmiljø, fx ledere og medarbejdere i virksomheder, arbejdsmarkedets organisationer, arbejdsmiljøprofessionelle og offentligheden generelt. På den måde skal vores viden og vejledning være med til at skabe sikre og sunde arbejdsliv for alle ude på arbejdspladserne.
Her på vores hjemmeside kan du søge både viden, inspiration og generel information tilpasset din rolle i en virksomhed. Du kan også holde dig løbende opdateret med ny information om arbejdsmiljø, lovgivning, kampagner og arrangementer. Vi udgiver løbende nyheder, som du også vil blive opdateret om, hvis du tilmelder dig vores nyhedsbrev.
Vores nyhedsbrev ’Overblik fra Arbejdstilsynet’ udkommer ca. 10 gange om året. Her får du relevante nyheder og værktøjer på arbejdsmiljøområdet, nyt om regler, ny forskning og arrangementer. Har du tilmeldt dig nyhedsbrevet, modtager du også lejlighedsvise temanyhedsbreve med aktuelle nyheder om lige præcis den eller de brancher, du har angivet, du interesserer dig for.
Med kampagner sætter vi særligt fokus på arbejdsmiljøet inden for bestemte områder. Fælles for vores kampagner er, at vi arbejder ud fra, at de er målrettet og relevante for de grupper, de henvender sig til.
Arbejdstilsynet er til stede på sociale medier med profiler på Facebook, Instagram og LinkedIn. Her får du nyheder og viden om arbejdsmiljø samt gode råd til, hvordan I på din arbejdsplads kan få et sikkert og sundt arbejdsliv. Du kan også følge vores arbejde og resultater med at flytte arbejdsmiljøet i den rigtige retning – og blive klogere på Arbejdstilsynet som en ambitiøs og attraktiv arbejdsplads.
Se vores retningslinje for, hvordan vi håndterer kommentarer på sociale medier her
Vi afholder løbende webinarer og informationsmøder om relevante temaer. Formålet med vores webinarer og informationsmøder er at skabe et rum for faglige og inspirerende oplæg ofte med plads til spørgsmål. Målgruppen for vores webinarer og informationsmøder spænder bredt og til forskellige brancher. Vi inviterer til webinarerne og informationsmøderne via vores profiler på sociale medier, vores nyhedsbrev og her på hjemmesiden.
I Arbejdstilsynets Call Center hjælper vi dig som medarbejder eller leder, der har specifikke spørgsmål til dit fysiske og psykiske arbejdsmiljø, en konkret sag eller generelle arbejdsmiljøregler.
Få mere viden om Call Centeret her
Hvis der er arbejdsmiljøproblemer på en byggeplads, og vi har givet påbud til en virksomhed i forbindelse med et helhedsorienteret bygge- og anlægstilsyn, kan vi vælge at følge op med dialogmøder. Vi holder dialogmøderne med de relevante aktører på hele byggepladsen, hvis der er arbejdsmiljøproblemer i fællesområderne. Vi holder dialogmøderne med bygherrer og projekterende virksomheder, hvis arbejdsmiljøproblemerne på byggepladsen fx hænger sammen med mangelfuld koordinering fra bygherrens side eller mangler i projektgrundlaget.
Som en del af handlingsplanen mod arbejdsulykker afholder vi målrettede virksomhedsforløb for deltagere fra relevante brancher. Formålet med forløbene er at etablere et rum for deltagerne, hvor de kan arbejde med handlinger og redskaber til forebyggelse for et sikkert og sundt arbejdsliv. På forløbene giver vi konkret inspiration og værktøjer til, hvordan de relevante deltagere arbejder med relevante problemstillinger, som er aktuelt for deres arbejde. Handlingsplanen mod arbejdsulykker gælder perioden 2024-2026.