Gå til indhold
Royal Copenhagen

85 pct. færre tunge løft øger medarbejdernes trivsel

Trivslen og arbejdsglæden er steget markant på Royal Copenhagens fabrik i Glostrup efter en fokuseret indsats på fabrikkens fysiske arbejdsmiljø, der bl.a. har fjernet hele 85 pct. af de tunge løft fra det daglige arbejde.

Korrekte arbejdsstillinger, skemalagt gymnastik og hjælpemidler, der afhjælper tunge løft, er blandt de tiltag, som har styrket det ergonomiske arbejdsmiljø i Royal Copenhagen.

Løft af tunge ting og dårlige arbejdsstillinger har ellers tidligere været et vilkår for virksomhedens produktion gennem sin 250 år gamle historie. 

Vi havde en udfordring med tunge løft. Vi skulle være flere om tingene, fordi formene var så tunge, og det ville vi gøre op med. Nu kan alle løft udføres af én mand, da vi har fået udviklet maskiner og andre redskaber til opgaven.

Henrik Toft Product Development Manager på Royal Copenhagens fabrik i Glostrup

Processen med at implementere god ergonomi i produktionen af det velkendte porcelæn har varet i tre år. Medarbejderne har i den periode gennemgående været involveret undervejs i alt fra kortlægning og udvikling til test af nye løsninger. I dag er god ergonomi blevet en fast del af fabrikkens hverdag, hvor de ansatte blandt andet bliver tilbudt skemalagt gymnastik og elastiktræning med instruktør.

“Den største forskel mærker man, når man møder medarbejderne. De mærker tydeligt en forbedring af deres fysiske trivsel, og det har sendt arbejdsglæden i vejret,” siger Henrik Toft. 

Bliv inspireret til, hvordan din virksomhed kan lave en lignende indsats

Du kan i filmen herunder se ansatte fortælle, hvordan Royal Copenhagen har arbejdet med at implementere et ergonomisk arbejdsmiljø på deres fabrik i Glostrup – og se, hvordan Susanne og hendes kolleger i dag arbejder med færre tunge løft. 

Royal Copenhagen vandt Arbejdsmiljøprisen 2024 for deres indsats. Filmen er udarbejdet i forbindelse med, at virksomheden blev nomineret til prisen.

INSPIRATION

Sådan reducerede Royal Copenhagen deres tunge løft

  • Identificerede virksomhedens tunge løft.
  • Afsatte en længere periode til en fokuseret indsats med at forbedre det ergonomiske arbejdsmiljø.
  • Inddragede medarbejderne i kortlægningen, udviklingen og test af nye løsninger.
  • Skabte fokus på korrekte arbejdsstillinger.
  • Har ergonomi som en del af de fabriksansattes hverdag, hvor de bliver tilbudt skemalagt gymnastik og elastiktræning med instruktør.