Anders på 21 år arbejder i supermarkedet Meny og er Danmarks måske yngste arbejdsmiljørepræsentant. Her kan du blive klogere på hans rolle.
Anders kan godt lide at prøve nye ting, så da han blev spurgt, om han ville være arbejdsmiljørepræsentant, var svaret ja. Anders har nu været arbejdsmiljørepræsentant i et år, hvor han indgår i en gruppe, der har ansvar for at tjekke op på arbejdsmiljøet i flere butikker, fortæller han:
Vi tager på rundture og spørger ind til medarbejdernes arbejdsmiljø – både det fysiske og psykiske. Vi spørger fx ind til deres trivsel, og om indeklimaet er ok. Vi tjekker også, om stolene i kassen kan køre op og ned, og om der er tjek på stiger og brandslukkere. Det kan handle om mange ting.
”Vi tager på rundture og spørger ind til medarbejdernes arbejdsmiljø – både det fysiske og psykiske. Vi spørger fx ind til deres trivsel, og om indeklimaet er ok. Vi tjekker også, om stolene i kassen kan køre op og ned, og om der er tjek på stiger og brandslukkere. Det kan handle om mange ting.”
Trods sin unge alder ved Anders rigtig meget om arbejdet i en butik. Han har nemlig arbejdet i supermarkedet Meny, siden han var 15 år, og blev sidste år uddannet salgsassistent.
”Det bedste ved jobbet er kollegerne og den frihed, jeg får til at løse mine opgaver. Vi har et godt sammenhold, og vi er gode venner,” siger Anders
Som arbejdsmiljørepræsentant bliver Anders kontaktet, hvis der er udfordringer med arbejdsmiljøet:
”Mine kolleger kan ringe til mig eller komme til mig på arbejdet om både stort og småt. Så finder vi en løsning på det.”
Oplever du problemer med dit arbejdsmiljø, har Anders en klart opfordring til dig:
Tag fat på din leder eller din arbejdsmiljørepræsentant i stedet for at holde inde med det. Så kan vi få løst problemerne. Det er nemlig ikke altid, vi ved, der er et problem, hvis vi ikke er opmærksom på det.