Sidst revideret: 7. oktober 2024
Hvornår er nedrivning af asbest undtaget fra autorisationskravet?
Kun autoriserede virksomheder må fra 1. januar 2025 nedrive asbestholdigt materiale.
Udgangspunktet for autorisationsordningen er, at nedrivning af asbestholdigt materiale kun må udføres af virksomheder, der er autoriseret til det. Dog må ikke-autoriserede virksomheder og private udføre kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter. Det følger af § 7, stk. 2, i bekendtgørelse om asbest i arbejdsmiljøet.
Formuleringen ”kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter” skal læses som et samlet udtryk for, hvornår et konkret nedrivningsarbejde kan udføres uden autorisation.
Kravet om autorisation kan ikke omgås ved at opdele en samlet arbejdsopgave i flere enkeltstående, ikke-autorisationskrævende nedrivninger.
I asbestbekendtgørelsen er der givet tre eksempler på kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter, nemlig nedtagning af
- enkelte asbestholdige tagplader,
- enkelte fliser fastgjort med asbestholdig fliseklæb eller
- enkelte rørbøjninger med asbestholdig isolering
Hensigten med eksemplerne er at give en indikation af varigheden og karakteren af det arbejde, der kan udføres uden autorisation, og som man kan sammenholde et konkret arbejde med.
Det er med eksemplerne hensigten at give en vis fleksibilitet i vurderingen af et konkret arbejde.
Det betyder, at nedrivning af 4-6 asbestholdige bølgeplader i forbindelse med montering af et tagvindue godt kan være et arbejde, der er undtaget fra kravet om autorisation på betingelse af, at det er kortvarigt og af mindre karakter. Hvis arbejdet, fx på grund af pladernes stand eller antal, ikke er kortvarigt og af mindre karakter, er arbejdet ikke undtaget fra kravet om autorisation. Derfor vil man ikke uden autorisation kunne nedrive fx 8-12 plader i forbindelse med montering af to tagvinduer.
At nedtage to rørbøjninger med asbestholdig isolering uden indgreb i isoleringsmaterialet, dvs. nedtage rør og isoleringsmateriale som helhed, kan også være et arbejde, der er undtaget fra kravet om autorisation. Derimod, hvis det for at fjerne asbestholdig isolering fx er nødvendigt at skære i materialet, er arbejdet ikke undtaget fra kravet om autorisation. Derfor vil man ikke uden autorisation kunne fjerne asbestholdig isolering om et rør for at reparere et rørbrud.