Sidst revideret: 26. april 2024
Om krænkende handlinger
Krænkende handlinger er en samlet betegnelse for mobning, seksuel chikane (sexchikane) og andre krænkelser fra kollegaer og ledere.
Der er ifølge arbejdsmiljøreglerne tale om krænkende handlinger, når en eller flere personer groft eller flere gange udsætter andre personer for adfærd, der af disse personer opfattes som nedværdigende.
Krænkende handlinger kan både være aktive handlinger og at undlade at handle. Krænkende handlinger i relation til arbejdet kan fx omfatte tilbageholdelse af nødvendig information, bagtalelse eller udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab.
Når Arbejdstilsynet her taler om krænkende handlinger i arbejdet mener vi handlinger, der foregår mellem medarbejdere, og mellem medarbejdere og deres ledere.
Krænkende handlinger der udøves af patienter, brugere, kunder, elever eller lignende, betegner Arbejdstilsynet som vold. Du kan læse mere her:
Chikane og anden krænkende adfærd fra borgere, kunder mv.
Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane mellem kolleger og mellem leder og medarbejder kan være såvel årsag til som symptom på stress.
Krænkende handlinger i form af mobning
Der er tale om mobning, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid - eller gentagne gange på grov vis - udsætter en eller flere andre personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende. De krænkende handlinger bliver dog først til mobning, når de personer, som de rettes mod, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt imod dem.
Det, der endvidere adskiller mobning fra andre måder at krænke på, er, at det altid er den eller de samme personer eller grupper af personer, der systematisk udsættes for de krænkende handlinger. Ligesom det ofte er den eller de samme personer, der udøver de krænkende handlinger.
Forebyggelsen af mobning på arbejdspladsen – en håndbog - pdf
Særligt om seksuel chikane
Krænkende handlinger kan også forekomme som seksuel chikane. Krænkende handlinger af seksuel karakter er al form for uønsket seksuel opmærksomhed og kan fx være:
- Uønskede seksuelle kommentarer om din krop, tøj eller livsstil
- Uønsket fysisk kontakt med seksuelle undertoner (fx klap, kys eller omfavnelse)
- Uønskede anmodninger om dates, selvom du allerede har sagt nej
Et godt psykisk arbejdsmiljø – forebyg seksuel chikane – Arbejdsmiljørådet – pdf
Hvor går grænsen?
For at forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen, er det vigtigt, at I får talt om grænser. Alle mennesker er forskellige, og vi har alle forskellige grænser for, hvad vi opfatter som seksuelt krænkende. Download dialogkortene og gør det nemmere at tale om og forebygge seksuel chikane.
Arbejdstilsynets hotline om krænkende handlinger
Hotlinen vejleder om forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger på arbejdspladsen. Du kan anonymt kontakte hotlinen på tlf.
Spørgsmål og svar
-
Er det jeg har oplevet en ”krænkende handling”?
Det kan være forskelligt fra person til person, fra situation til situation og fra arbejdsplads til arbejdsplads, hvad der opleves som acceptable omgangsformer, og hvad der opleves som seksuel chikane (sexchikane) og andre krænkende handlinger.
Seksuel chikane og andre krænkende handlinger er tabubelagt og kan være svært at tale om. Det der bare er for sjov for den ene, kan være grænseoverskridende for en anden. Alle har forskellige grænser.
Derfor kan det i nogle tilfælde være svært at identificere, hvornår der er tale om krænkende handlinger.
Det betyder, at det skal være ok at tale om og sige fra, når ens egne grænser bliver overskredet, eller man oplever, at en kollega får overskredet sine grænser. Ved at gøre det nemmere at sige fra, kan man sammen forebygge seksuel chikane og andre krænkende handlinger.
Arbejdstilsynet definerer krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane som ”… når en eller flere personer groft eller flere gange udsætter andre personer for adfærd, som af disse personer opfattes som nedværdigende.”
Denne definition fremgår af At-vejledning D.4.3.1 Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane. I Arbejdstilsynets definition er den udsattes oplevelse af handlingerne væsentlig. Om handlingerne er ulovlige jf. Arbejdsmiljøloven afhænger dog også af andre forhold. Om der er foregået noget ulovligt vil være en konkret vurdering i hver sag, men som det fremgår af definitionen handler det fx om, hvor længe situationen har stået på, hvor ofte man har været udsat for konkrete handlinger og hvor grove handlingerne har været.
-
Hvad kan du gøre, hvis du har været udsat for en krænkende handling?
Hvis man som ansat oplever seksuel chikane (sexchikane) eller andre krænkende handlinger, eller er vidne til det på sin arbejdsplads er det vigtigt, at man fortæller det til en person, som man har tillid til. Det kan være en leder, en kollega, en tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant.
Nogle arbejdspladser har retningslinjer, der bl.a. kan handle om, hvad man skal gøre, hvis man oplever eller er vidne til seksuel chikane eller andre krænkende handlinger. Det er desuden en god idé at skrive ned, hvilke handlinger det er, som man har oplevet som krænkende.
Man kan desuden kontakte Arbejdstilsynets hotline eller klage over arbejdsmiljøet til Arbejdstilsynet
Arbejdstilsynet har en særlig hotline for krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane. Her sidder kompetente medarbejdere med særlig erfaring med psykisk arbejdsmiljø, der via telefonisk rådgivning kan vejlede om blandt andet forebyggelse og håndtering af seksuel chikane.
Alle kan få hjælp her, hvad enten man selv har oplevet seksuel chikane eller andre krænkende handlinger, har været vidne eller man som arbejdsgiver, leder, arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentant ønsker gode råd og vejledning.
Hvis man oplever problemer, eller er vidne til seksuel chikane eller andre krænkende handlinger på arbejdspladsen har man også mulighed for at klage til Arbejdstilsynet. Det kan enten gøres via:
Klageformular på Arbejdstilsynets hjemmeside
eller ved at ringe til hotlinen, hvor der sidder medarbejdere klar til at hjælpe med at udfylde klageformularer:
-
Krænkende handlinger: Hvilke krav kan jeg stille til min arbejdsgiver?
Ifølge Arbejdsmiljøloven har arbejdsgiveren det overordnede ansvar for, at arbejdspladsen har et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Det betyder at du som arbejdsgiver skal iværksætte effektive forebyggende tiltag, så medarbejderne ikke bliver syge eller kommer til skade pga. krænkende handlinger.
Hvis arbejdsgiveren ikke råder over den viden og kunnen, der er nødvendig for at forebygge krænkende handlinger, der kan indebærer en risiko for sikkerhed eller sundhed, skal arbejdsgiveren sørge for at indhente den fornødne eksterne bistand.
Hvis der er konstateret problemer med krænkende handlinger på arbejdspladsen, har arbejdsgiveren ansvaret for at håndtere sager om krænkende handlinger. Derudover skal information om planlagte og trufne foranstaltninger skrives ind i arbejdspladsvurderingen (APV'en), som skal være tilgængelig for ledere og ansatte.
Arbejdsgiver skal sørge for, at der udarbejdes en skriftlig arbejdspladsvurdering. Arbejdspladsvurderingen skal omfatte en vurdering af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer, og der skal tages stilling til, hvordan problemerne løses.
Arbejdspladsens kultur og værdier er et fælles ansvar og skabes i samspil mellem ledelse og ansatte. Sammen kan I forebygge seksuel chikane (sexchikane) og andre krænkende handlinger ved at gøre det nemmere at sige fra og ved at tale om, hvad der er ordentlig adfærd og god omgangstone hos jer.
-
Hvem kan jeg kontakte, hvis virksomheden har problemer med krænkende handlinger og er omfattet af en partsaftale på området?
Der er indgået fem partsaftaler, som vedrører krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane (sexchikane) fra ledere, medarbejdere og andre ansatte.
Partsaftalerne er indgået indenfor områderne - industri, handel, finans, mejeri og det grønne område.
Hvis hele virksomheden eller en gruppe på virksomheden er omfattet af en aftale, fører Arbejdstilsynet ikke tilsyn med, om de ansatte udsættes for krænkende handlinger, og om virksomheden forebygger arbejdsmiljøproblemet tilstrækkeligt. Parterne bag aftalen overtager Arbejdstilsynets opgave med at sikre, at virksomheden overholder arbejdsmiljøreglerne vedrørende krænkende handlinger.
Her er partsaftalerne, som bl.a. beskriver hvem du kan kontakte for hjælp til en konkret sag:
Industri: Aftale mellem Dansk Industri og CO-industri - pdf
- ”Det er muligt at henvende sig anonymt til en af TekSams samarbejdskonsulenter. Det er så samarbejdskonsulentens opgave at vurdere situationen og sikre, at sagen behandles, når og hvis den er begrundet.”
Handel: Aftale mellem Dansk Erhverv og Handelskartellet - pdf
- ”Såvel ledelse som medarbejdere kan henvende sig til en af HAST- konsulenterne, og anmode om bistand. Det er så konsulenternes opgave at vurdere situationen og sikre, at sagen behandles, når og hvis den er begrundet.”
Finans: Aftale mellem Dansk Industri og CO-industri - pdf
- ”Hvis leder og medarbejder ikke selv kan løse problemet, drøftes det på næste ledelsesniveau. Fører drøftelsen ikke her til en løsning, kan personaleforeningen drøfte sagen med selskabets ledelse, jf. tillidsrepræsentantaftalen mellem FA og DFL. Løses sagen ikke på denne måde, kan enhver af overenskomstparterne tage den op til behandling efter aftalen om regler for behandling af faglig strid.”
- ”Det er muligt, at den enkelte medarbejder kan henvende sig anonymt til en af Mejeribrugets Samarbejdsforums samarbejdskonsulenter. Det er så samarbejdskonsulenternes opgave at vurdere situationen og sikre, at sagen behandles, når og hvis den er begrundet.”
- ”Det er muligt, at den enkelte medarbejder kan henvende sig anonymt til en af SAMGO's samarbejdskonsulenter. Det er samarbejdskonsulenternes opgave at vurdere situationen og sikre, at sagen behandles, når og hvis den er begrundet.”
Hvis du er i tvivl om, hvem du kan kontakte:
- Kontakt din fagforening, hvis du er medarbejder
- Kontakt din arbejdsgiverforening, hvis du er arbejdsgiver
Arbejdstilsynet kan ikke føre tilsyn eller kontrol med krænkende handlinger, medmindre det står klart, at en af de to parter bag aftalen ikke har tænkt sig at iværksætte fagretlig behandling. Hvis en af de to parter bag aftalen ikke har tænkt sig det, kan Arbejdstilsynet føre tilsyn med krænkende handlinger, ligesom en af parterne kan rette henvendelse til Arbejdstilsynet, hvis parten mener, at der fortsat er problemer med krænkende handlinger. Desuden har ansatte mulighed for at klage anonymt til Arbejdstilsynet.
-
Hvor kan jeg få hjælp, hvis jeg oplever krænkende handlinger, fx mobning eller seksuel chikane (sexchikane) på min arbejdsplads?
Du kan ringe anonymt til Arbejdstilsynets hotline om krænkende handlinger på telefon 70 12 12 88. I hotlinen kan du tale med tilsynsførende med særlig erfaring med psykisk arbejdsmiljø. Hotlinen giver råd og vejledning om forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger, hvad enten du selv har oplevet at blive krænket, du har været vidne til krænkende handlinger, eller du som arbejdsgiver, leder, arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentant ønsker gode råd og vejledning. Hotlinen kan også hjælpe dig med at klage til Arbejdstilsynet.
Hotline om krænkende handlinger, mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen
Klag over krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane
-
Hvornår kan Arbejdstilsynet gå ind i spørgsmål om krænkende handlinger?
Arbejdstilsynet kan undersøge krænkende handlinger på en arbejdsplads, når vi på et tilsynsbesøg får oplysninger om, at det forekommer på arbejdspladsen. Anledningen til tilsynsbesøget kan også være, at vi har modtaget en klage over krænkende handlinger på arbejdspladsen, men vi vil aldrig oplyse, at tilsynsbesøget finder sted på baggrund af en klage. Arbejdstilsynet kan udelukkende træffe afgørelse på baggrund af oplysninger, der kommer frem under besøget, og ikke på baggrund af oplysningerne i klagen.
Klag over krænkende handlinger - herunder mobning og seksuel chikane
Arbejdstilsynet tager altid udgangspunkt i, at medarbejdere eller ledere har oplevet sig krænket af konkrete handlinger. Den sammenhæng, som handlingerne indgår i, herunder det sociale miljø, kulturen og relationerne på arbejdspladsen kan afgøre, om handlinger opleves som krænkende. Fx kan brug af humor støtte de sociale relationer, hvis humoren anvendes i et generelt tillidsfuldt, støttende og retfærdigt miljø. Omvendt kan personrettet humor i et miljø præget af mangel på tillid være krænkende, fordi humoren forbindes med utryghed og en oplevelse af, at humoren bliver anvendt til at nedgøre personer.
De udsattes oplevelse af krænkende handlinger er således central, når Arbejdstilsynet undersøger krænkende handlinger, men vil aldrig kunne stå alene som dokumentation i en afgørelse fra Arbejdstilsynet. Arbejdstilsynet vil altid indhente udsagn fra flere forskellige personer, fx fra de implicerede, ledelsen, og evt. fra personer der har været i nærheden af det, der er sket. Desuden har Arbejdstilsynet ikke bare fokus på personernes oplevelse. Arbejdstilsynet har i høj grad fokus på det faktuelle: Hvad er det konkret, der er sket, og hvor tit? Arbejdstilsynet vurderer handlingernes grovhed, varighed og hyppighed. Arbejdstilsynet kan også inddrage virksomhedens egne skriftlige materialer som fx arbejdspladsvurdering (APV) og trivselsundersøgelser.
Arbejdstilsynet vil også undersøge, om de handlinger, som vi får beskrevet, kan være et led i legitim og sagligt begrundet udøvelse af ledelse, fx at medarbejdere får tildelt arbejdsopgaver og får feedback på udført arbejde. I de tilfælde vil der normalt ikke være tale om krænkende handlinger, medmindre medarbejdere bliver ydmyget, nedgjort eller råbt ad, når de får tildelt opgaver eller modtager feedback på deres arbejde.
Tilsyn med psykisk arbejdsmiljø
Er en hel virksomhed eller en gruppe på en virksomhed omfattet af en partsaftale om krænkende handlinger, fører Arbejdstilsynet ikke tilsyn med, om de ansatte udsættes for krænkende handlinger, og om virksomheden forebygger arbejdsmiljøproblemet tilstrækkeligt.
-
Kan vi få hjælp til at håndtere problemer med krænkende handlinger?
Ja, du kan kontakte Arbejdstilsynets hotline for krænkende handlinger, mobning og seksuel chikane, hvis du og din arbejdsplads ønsker vejledning, om hvordan I håndterer eller forebygger situationer med krænkende handlinger.
Ring på 70 12 12 88
mandag-onsdag kl. 8-15
torsdag kl. 8-18
fredag kl. 8-14.Læs mere om, hvad Arbejdstilsynets Hotline kan hjælpe dig med:
Hotline om krænkende handlinger, mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen