Et godt arbejdsmiljø kan bl.a. betyde færre ulykker og mindre arbejdsrelateret sygdom, øget arbejdsglæde, motivation og produktivitet. Det systematiske arbejdsmiljøarbejde er lovpligtigt for alle virksomheder.
Systematisk arbejdsmiljøarbejde bidrager til et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Det handler om at have et systematisk, løbende fokus på arbejdsmiljø i den daglige ledelse, fx i forbindelse med den daglige opgaveløsning, 1:1-samtaler, afdelings-møder mv. Systematisk arbejdsmiljøarbejde kan bidrage til, at forebyggelse af ulykker, nedslidning og stress bliver en naturlig del af jeres arbejdsprocesser og opgaveløsning.
En central del af det systematiske arbejdsmiljøarbejde foregår i forbindelse med den daglige opgavevaretagelse, mens andre dele af arbejdsmiljøarbejdet er konkrete værktøjer, fx arbejdspladsvurdering (APV) og den årlige arbejdsmiljødrøftelse. Alle dele understøtter systematiseringen af arbejdsmiljøarbejdet.
Det systematiske arbejdsmiljøarbejde foregår i samarbejde mellem ledere og medarbejdere. Det handler bl.a. om planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet, oplæring og instruktion samt tilsyn med arbejdets udførelse. På virksomheder, der har en arbejdsmiljøorganisation (AMO), spiller arbejdsmiljøorganisationens medlemmer en central rolle i det systematiske arbejdsmiljøarbejde.
Det systematiske arbejdsmiljøarbejde kræver løbende opmærksomhed. Her kan du se, hvilke skridt der er nødvendige for at sikre, at arbejdsmiljøet er sundt og sikkert:
Virksomhedens systematiske arbejdsmiljøindsats er de sammenhængende systemer af politikker, planer og procedurer, der sikrer ledelsesengagement, medarbejderinvolvering og koordinering af virksomhedens samlede arbejdsmiljøindsats. Fx politikker for instruktion og vejledning, procedurer for involvering af medarbejderne, APV-arbejdet, udvikling af virksomhedens arbejdsmiljøkompetencer mv.