Gå til hovedindholdet

Indretning af kontor

Der er mange faktorer, der har betydning for, om en kontorarbejdsplads er indrettet hensigtsmæssigt, så medarbejderne kan udføre deres arbejde uden risiko for helbred og sikkerhed. På denne side er der et overblik over reglerne og en række gode råd.

Fysiske krav til arbejdsrum

Når du arbejder på kontor, er der nogle fysiske krav til det rum, du sidder i, der skal være overholdt. Det gælder, at:

  • Højden til loftet bør være mindst 2,5 meter, og gulvarealet minimum 7 m2.
  • Der skal være 12 m3 luft i arbejdsrummet per person.
  • En tilstrækkelig tilgang af dagslys og udsyn til omgivelserne bør tilstræbes.

I forbindelse med kontoret, skal du som medarbejder ifølge arbejdsmiljøloven have adgang til følgende faciliteter:

  • Toilet og håndvask.
  • Spiseplads, hvis der er spisepauser under arbejdet, og forsvarlig opbevaring af medbragt mad og drikke.
  • Garderobe.
  • Mulighed for at låse sine ting inde, fx skuffe eller skab. 

Gode råd til indretning af kontor

  • Udnyt pladsen bedst muligt. Undgå et overmøbleret kontor, og flyt på de ting, som evt. står i vejen. 
  • Planlæg større udskiftninger af udstyr nøje og prøv forskellige typer, før I vælger.
  • Køb energibesparende udstyr, som afgiver mindre varme og støj.
  • Søg viden hos ledelsen og arbejdsmiljøorganisationen.
  • Variation i arbejdsstilling er lige så vigtigt som de rigtige møbler.

Krav til arbejdsbordet

Bordets dybde skal være så stor, at en computerskærm kan anbringes i passende synsafstand, og der er plads til at hvile eller støtte hænder og underarme foran tastaturet. Bordpladen skal reflektere mindst muligt.

Der skal være tilstrækkelig plads til, at du kan bruge hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser. Hensigtsmæssige arbejdsstillinger og -bevægelser forudsætter, at sidde- og arbejdshøjde kan tilpasses individuelt til dig og dine arbejdsopgaverne.
Arbejdsbordet skal derfor være indrettet, så sidde- og arbejdshøjde passer til dig, og til de arbejdsopgaver, der udføres.

Ifølge Arbejdstilsynet bør der ikke være under 110 cm fra forkanten af arbejdsbord, bånd e.l. og til nærmeste inventar/væg.

Sådan indstiller du dit arbejdsbord :

  • Indstil først stolen korrekt.
  • Lad dine arme hænge afslappet ned langs kroppen uden løftede skuldre.
  • Bøj albuerne og flyt armene ind over bordet. Bordet skal nu støtte dine underarme.

Gode råd om arbejdsborde

  • Det er ikke et krav, at arbejdsbordet til skærmarbejdet skal kunne indstilles i højden. Men det vil ofte være den bedste løsning for at opnå variation i arbejdsstillingen.
  • Er der flere, der benytter samme arbejdsbord, er det som regel nødvendigt at kunne justere arbejdsbordets højde.
  • Lad være med at bruge pladsen under arbejdsbordet til opbevaring. Det kan betyde, at du ubevidst undgår at varierer dine stillinger, fordi du ikke kan komme til.

Krav til arbejdsstolen

Ligesom arbejdsbordet er der en række krav til din arbejdsstol. Stolen skal være stabil og sikre dig bevægelsesfrihed og en hensigtsmæssig arbejdsstilling. Både stolesædet og stoleryg skal kunne indstilles i højden. Stoleryggen skal kunne skråtstilles.

En god stol giver mulighed for, at variere sædehældning og sædedybde, og at sæde og ryglæn kan justeres hver for sig. Der skal stilles en egnet fodskammel til rådighed, hvis du ønsker det.

Sådan indstiller du din arbejdsstol:

  • Sæt dig tilbage på stolen, så 2/3 af dine lår understøttes af sædet. Det svarer cirka til, at din knytnæve lige kan være mellem dine knæhaser og sædets forkant.
  • Indstil ryglænet, så det støtter i lænden.
  • Indstil stolen i en højde svarende til længden af dit underben, målt ud fra sædets forkant. Hvis sædet skråtstilles, skal bordhøjden øges med 7-10 cm. Du må derfor tage stilling til, hvordan du ønsker sædet, inden bordhøjden indstilles.

Gode råd om arbejdsstole

  • Fjern eventuelle armlæn på stolen, hvis de gør det svært at få stolen helt ind til bordet.
  • 5 hjul på stolen giver den største stabilitet.
  • Vælg en ru overflade på stolen, så du ikke glider – læg evt. et stykke uld eller bomuld over sædet.

Spørgsmål og svar

  • Hvor meget plads skal der være pr. ansat i et arbejdsrum?

    Der skal være så meget plads, at arbejdet kan foregå forsvarligt

    I et arbejdsrum skal der være plads til de tekniske hjælpemidler, materialer og det inventar, der findes i arbejdsrummet. Der skal også være plads til det antal personer, der normalt færdes eller opholder sig der.

    Krav til et arbejdsrum

    • Rummets gulvareal, højde og indhold skal være afpasset efter arbejdets art, så arbejdet kan foregå forsvarligt.
    • Normalt skal et arbejdsrum have en arbejdshøjde på 2,5 meter og minimum være 7 m2.
    • Det vil normalt være tilstrækkeligt, hvis der er 12 m3 luft i arbejdsrummet pr. ansat.

    Undtagelser

    Arbejdets art kan gøre det nødvendigt med mere end 12 m3 luft pr. ansat. Det samme gælder, hvis andre opholder sig i rummet, som fx klienter eller kunder.

    I særlige tilfælde accepterer vi et mindre rumfang pr. ansat. Det gør vi fx, hvis der er mekanisk ventilation i rummet. Vi accepterer dog ikke, at der er mindre end 8 m3 luft pr. ansat.

    Teknisk udstyr

    Mængden af pc-udstyr i et arbejdsrum bør indgå i en samlet vurdering af, hvor meget plads og luft der skal være i rummet.

    Elektronisk udstyr afgiver varme (en pc afgiver mindst ligeså meget varme som en person, der sidder stille) og kan afgive dampe til omgivelserne.

    For at løse disse problemer kan I enten gøre rummet større eller øge ventilationen (eller begge dele).

    Læs mere

    Indretning af arbejdssteder - AT-vejledning A.0.2

    Arbejdsrum på faste arbejdssteder - AT-vejledning A.1.11

  • Hvor varmt må der være i kontoret?

    Lamper, mennesker og maskiner kan få temperaturen til at stige

    Hvis det er svært at holde temperaturen i lokalet under 25 grader i de perioder, hvor temperaturen udenfor ikke er specielt høj, vil lokalet ofte være for varmt under en hedebølge.

    For høje temperaturer kan bl.a. skyldes belysningen, mange mennesker i lokalet, maskiner og skærme eller solskin gennem store vinduer, der ikke er afskærmede.

    Når temperaturen kommer over 25 grader

    Vi accepterer, at temperaturen kan komme over 25 grader i lokalet, når det er meget varmt udenfor. Men meget høje temperaturer kan give gener og være en helbredsrisiko. Derfor bør I tage nogle forholdsregler.

    Temperatur i arbejdsrum på faste arbejdssteder - AT-vejledning A.1.12

    Hvis du bliver utilpas

    Bliver du utilpas og dårlig på arbejdspladsen, må du gå hjem som ved al anden sygdom.

  • Kan jeg få betalt mine skærmbriller?

    Ja, du kan få betalt dine skærmbriller, hvis de er nødvendige for, at du kan arbejde, og dit arbejde ved skærm opfylder bestemte kriterier

    I bekendtgørelsen om skærmarbejde står der, hvilke kriterier, der skal være opfyldt, for at arbejdsgiveren har pligt til at betale for dine skærmbriller. Det er bl.a. en betingelse, at dit arbejde ved skærm foregår regelmæssigt og i en ikke ubetydelig del af din normale arbejdstid.

    Læs mere

    Skærmarbejde - AT-vejledning D.2.3

Sidst revideret: 25. april 2024

Henter PDF