G� til hovedindholdet

Kampagne: Digital chikane

Beskeder, kommentarspor og opkald skal ikke give ondt i maven – Taler I om digital chikane?

Beskeder, kommentarspor og opkald skal ikke give ondt i maven – Taler I om digital chikane?

Det er vigtigt at have klare retningslinjer for, hvem der gør hvad, hvis en medarbejder bliver forulempet digitalt. Læs mere om digital chikane her, og find hjælp til, hvordan du som arbejdsgiver kan forebygge og håndtere digital chikane.

Hvad er digital chikane?

I Arbejdstilsynet definerer vi digital chikane som psykisk vold. Det kan være trusler og anden krænkende adfærd som ubehagelige og nedsættende kommentarer, afpresning, offentlig udhængning, stalking og seksuel chikane. Digital chikane dækker over episoder, hvor ansatte blive udsat for chikanen via digitale medier som mail, telefon, hjemmesider og sociale medier. 

Digital chikane er arbejdsrelateret, når en person udsættes for chikane i forbindelse med arbejdet. Det gælder både i og uden for arbejdstiden og via arbejdspladsens eller medarbejderens egne kommunikationskanaler. Digital chikane kan være rettet mod enkelte medarbejdere eller hele arbejdspladsen.

Eksempler på arbejdsrelateret digital chikane

  • En dyrlæge får truende opkald fra en vred kunde.
  • En forældre overfuser og nedgør en lærer i et digital forum. 
  • En callcenter-medarbejder bliver stalket af en kunde digitalt.
  • En læser opretter en falsk profil på sociale medier og bruger en journalists identitet i debatfora.
  • En borger opsøger og chikanerer en sagsbehandlers familie på sociale medier.
  • En butiksmedarbejder får grænseoverskridende sms'er fra en kunde.

Medarbejderne må ikke stå alene med digital chikane. Det er arbejdsgiverens pligt at forebygge og håndtere arbejdsrelateret digital chikane, også når chikane foregår uden for arbejdstid.

Digital chikane er omfattet af arbejdsmiljøloven

Digital chikane skal forebygges og håndteres som et arbejdsmiljøproblem på lige fod med andre former for psykisk vold. Det betyder, at hvis der er risiko for arbejdsrelateret digital chikane, skal arbejdsgiver sørge for at reducere risikoen og alvorligheden af episoderne mest muligt.

Sådan kan du forebygge digital chikane som arbejdsgiver eller leder

  1. Tal åbent om digital chikane. Det er vigtigt, at arbejdspladsen har en fælles forståelse af, hvad digital chikane er.
  2. Hav en klar politik eller retningslinjer for, hvordan I håndterer digital chikane. Vær tydelig i fordelingen af ansvar og opgaver. 
  3. Udarbejd og oplys om forebyggende tiltag. Det kan være kompetencer i konfliktnedtrappende kommunikation.
  4. Sørg for, at alle medarbejdere ved, hvordan de kan dokumentere chikanen, fx ved at tage et skærmbillede.
  5. Kortlæg karakteren og omfanget af digital chikane. Spørg ind til digital chikane i jeres APV, og undersøg tidligere episoder. Det kan hjælpe jer med løbende at lave en risikovurdering og tilpasse jeres forebyggende arbejde.

Læs mere om, hvordan du kan forbygge digital chikane som arbejdsgiver og leder: 

Chikane og anden krænkende adfærd fra borgere og kunder

Find et redskab til at sætte gang i samtalen om digital chikane på arbejdspladsen:

Faktakort digital chikane - BFA Velfærd og Offentlig administration

 

Inspiration til at arbejde med digital chikane

I Faaborg Midtfyns Kommune har de indført en politik for, hvordan de kan forebygge og håndtere digital chikane:

"Vi har orden i penalhuset og har fået klare og tydelige retningslinjer for, hvem der gør hvad, når situationen opstår. Og vigtigst af alt, vi har fået løftet problemerne væk fra medarbejdernes skuldre og placeret ansvaret hos arbejdsgiveren," siger Line Moth, der er næstformand i Faaborg-Midtfyns HovedMedudvalg og initiativtager til kommunens nye politik til forebyggelse af digital chikane.

Du kan læse hele casen her: Voldsomudtryksform.dk

digital chikane case

Gode råd om håndtering til dig, som er arbejdsgiver eller leder

  1. Sørg for støtte til den udsatte medarbejder. Det kan være i form af psykisk førstehjælp, debriefing og opfølgning.
  2. Dokumenter episoden. Det kan være ved at gemme mails eller tage skærmbilleder. 
  3. Forsøg at stoppe chikanen. Det kan handle om at sige fra og sætte klare grænser over for den chikanerende, eller kontakte sociale medier og hjemmesider, hvis der er indhold, der skal fjernes.
  4. Hjælp med anmeldelse. Afhængigt af episodens karakter kan der være behov for at anmelde den til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Datatilsynet eller Politiet.
  5. Undersøge chikanen. Undersøg, hvad der er gået forud for chikanen, og om der er sket noget lignende tidligere.

Læs mere om, hvordan du som arbejdsgiver eller leder kan håndtere digital chikane:

Til dig som er arbejdsgiver eller leder

Gode råd om forebyggelse og håndtering til dig, som er medarbejder

  1. Sørg for at sikre bevis for den digitale chikane.
  2. Fortæl din leder om episoden.
  3. Tilbyd din støtte og hjælp til kolleger, der har været udsat for digital chikane.

Læs mere om, hvordan du som medarbejder kan forebygge og håndtere digital chikane:

Til dig der oplever/har oplevet chikane eller anden krænkende adfærd fra borgere og kunder

God håndtering af digital chikane skaber tryghed for medarbejderne, fordi de ved, at de ikke står alene. Det er samtidig en måde at opdage mønstre og dermed danne grundlag for en bedre forebyggelse.

Digital chikane kan have konsekvenser for både medarbejdere og arbejdsplads

Digital chikane kan, ligesom andre former for psykisk vold, have helbredsmæssige konsekvenser, og kan påvirke både den enkelte medarbejder og arbejdspladsen. 

Omfanget, varigheden og voldsomheden af digital chikane kan variere meget, og det påvirker den enkelte forskelligt. Typiske reaktioner på at være udsat for psykisk vold kan være hurtig hjertebanken, søvnproblemer, skyldfølelse, svækket selvtillid, koncentrationsbesvær og tendens til at isolere sig. 

På arbejdspladsen kan digital chikane blandt andet føre til lavere kvalitet i arbejdet, højere sygefravær og flere opsigelser.

 

Fakta om digital chikane

Data fra National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt lønmodtagere (NOA-L) viser, at ca. 28 % af de medarbejdere, der har været udsat for chikane af kunder, klienter, patienter, elever eller pårørende inden for de seneste 12 måneder, har oplevet chikane via sociale medier, telefon, SMS, brev eller e-mail.

National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere 2021

Digitalt Ansvars undersøgelse viser, at 9 pct. af de danskere, der er beskæftiget på det private arbejdsmarked, og som har digital kontakt med eksterne personer, har været udsat for digital chikane fra kunder, klienter, samarbejdspartnere el.lign.

Digital chikane på det private arbejdsmarked - Digitalt ansvar - pdf

Love og regler om digital chikane - BFA Velfærd og Offentlig administration

Henter PDF