Resumé
Virksomheden var tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1 samt bekendtgørelse om bygge-og anlægsarbejde § 37, stk. 1 ved at arbejdet ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, da en indlejet ansat i juni 2019, under arbejdet med at lægge gulvisolering på 4. sal i en bygning, skulle hente isoleringsmateriale, som lå placeret i en teleskoplifts materialekurv, som var opstillet langs bygningens facade, og derfor trådte ud på materialekurven, hvorved han faldt 12,25 meter ned mellem bygningen og materialekurven og pådrog sig alvorlig personskade.
Virksomheden påstod frifindelse bl.a. med henvisning til, at arbejdet var planlagt og tilrettelagt således, at ansatte skulle bære isoleringsmaterialet op i bygningen via dennes indvendige trapper, og at den anvendte teleskoplæsser havde stået på en nærliggende byggeplads og således ikke var tiltænkt brugt til det konkrete arbejde. Desuden henviste virksomheden til, at ansatte var instrueret heri, og at der var ført tilsyn, hvorunder arbejdet var blevet udført som planlagt.
Byretten fandt virksomheden skyldig og idømte en bøde på 105.000 kr. Byretten lagde til grund, at arbejdet ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, da der ikke var truffet effektive foranstaltninger til at forebygge nedstyrtning, og at den anvendte fremgangsmåde medførte, at den indlejede ansatte faldt ca. 12 meter ned og pådrog sig alvorlig personskade. Byretten lagde vægt på, at transporten af flamingoisoleringsplader med teleskoplift må have strakt sig over nogen tid, og sammenholdt med arbejdsprocessens karakter og antal ansatte der deltog i arbejdet, mente byretten, at der ikke var grundlag for at se anvendelsen af teleskopliften som en pludselig indskydelse fra en enkelt ansat eller en kortvarig handling. Byretten anså det herefter bevist, at virksomheden ikke havde ført det fornødne tilsyn med arbejdets sikkerhedsmæssige udførelse. Der var således ikke grundlag for at fritage virksomheden for strafansvar efter arbejdsmiljølovens § 83, stk. 3.
Landsretten frifandt virksomheden. Landsretten tiltrådte, at arbejdet ikke var udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, hvilket førte til, at den ansatte faldt og pådrog sig alvorlig personskade.
Landsretten vurderede imidlertid, at det efter bevisførelsen var usikkert, hvordan den ansatte skaffede sig adgang til teleskopliften, der ikke befandt sig på byggepladsen, men i en bygning et andet sted. Ligeledes var det usikkert hvor længe, det havde taget at klargøre liften til arbejdet og køre den hen til ulykkesstedet, og hvor lang tid inden ulykken, de ansatte havde anvendt teleskopliften til at løfte isoleringsmateriale. Landsretten vurderede, at der derfor kan have været tale om et forholdsvis kortvarigt forløb.
Landsretten lagde samtidig til grund, at den ansatte var i færd med at lægge gulv i en bygning i 4. sals højde, hvor dørhåndtagene på de udadvendte døre i bygningen var fjernet, ligesom der var sikkerhedsanordninger på vinduerne, hvorfor arbejdsopgaven ikke var forbundet med fare for nedstyrtning. Endvidere lagde landsretten vægt på vidneforklaringen fra virksomhedens byggeleder, om, at arbejdet var planlagt og tilrettelagt således, at isoleringsmaterialet skulle bæres op til arbejdsstedet på 4. sal via bygningens indvendige trapper, og at de ansatte var instrueret heri, samt at virksomheden jævnligt havde ført tilsyn med arbejdet, hvorunder det var forløbet som planlagt, herunder uden brug af teleskopliften. Landsretten fandt det herefter ikke bevist, at virksomheden havde tilsidesat sine pligter efter arbejdsmiljølovens kapitel 4, hvorfor der ikke var grundlag for at pålægge virksomheden strafansvar efter arbejdsmiljølovens § 86, jf. § 83, stk. 3.
Domsudskrift
Udskrift af dombogen for retten i Viborg
Dom afsagt den 28. januar 2022.
Anklagemyndigheden
mod
T A/S
Anklageskrift er modtaget den 21. april 2021.
T A/S er tiltalt for overtrædelse af
beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 om lov om arbejdsmiljø § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 4, nr. 1, jf. stk. 5, nr. 4, jf. stk. 6, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 37, stk. 1 og bekendtgørelse nr. 1234 af 15. november 2018 om arbejdets udførelse § 30, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 21, stk. 1, ved at arbejdet den 25. juni 2019 på byggepladsen Adresse A ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet indlejede ansatte Ansat B arbejdede med at lægge gulvisolering inde i en bygning på en etage i en højde af ca. 12,25 meter over terræn, uden at være effektivt sikret mod nedstyrtning, da han, for at hente materialer til gulvisolering, trådte ud fra bygningen og ud på en materialekurv, der var hævet 12,25 meter over terræn og opstillet langs bygningens facade, hvorved den indlejede ansatte faldt ca. 12,25 meter ned mellem bygningen og materialekurven ned på underliggende betongulv og pådrog sig alvorlig personskade.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne Vidne 1, politibetjent Vidne 2 og Vidne 3.
Forklaringerne er lydoptaget.
Vidne 1 har forklaret, at han er uddannet tømrer og har været ansat ved T A/S i 20 til 21 år. Han har de seneste 10 år fungeret som formand og som byggeleder.
Han var formand på byggepladsen på Adresse A. Arbejdet, der skulle udføres, bestod i, at der skulle lægges flamingoisolering i gulvene i bygningen, og det var det eneste arbejde, der på det tidpunkt skulle udføres. T A/S var således eneste entreprenør på pladsen med omkring fem til seks mand. Nogle af dem skulle lægge flamingoisoleringen, og andre skulle sørge for, at isoleringen kom op. I den periode var han formand på 2 til 3 byggepladser, og han var der flere gange om dagen. Han husker ikke, hvor lang tid arbejdet have pågået, men det var nok fire dage til en uge i en arbejdsproces, der sammenlagt ville strække sig over et par uger.
Ansat B var indlejet arbejdskraft på opgaven og han startede to dage inde i arbejdsforløbet. Hans arbejdsopgave bestod i, at han skulle lægge isolering, hvilket der var to til tre mand, der skulle. Han husker ikke, hvem der arbejdede sammen, men alle var indlejet fra samme firma. Ansat B var blevet instrueret i lægningen af isoleringen af de to andre som sidemandsoplæring. Han instruerede Ansat B om sikkerheden på pladsen, herunder om brugen af sav og lignende. Det var dog erfarne polske arbejdere, der var på pladsen.
Materialerne skulle bæres op i bygningen, hvilket to til tre medarbejdere var instrueret om. Det var ikke en del af processen, at teleskopliften skulle anvendes til at bringe flamingopladerne op til lejlighederne, således at de kunne trækkes ind i lejligheden. Teleskopliften stod slet ikke på pladsen, men på en anden plads omkring 200 meter væk.
Han var på pladsen om morgenen, hvor han konstaterede, at arbejdet foregik som det skulle, hvilket også var tilfældet til frokost, hvor han igen var forbi. Nøglen til teleskopliften var hos den, der skulle bruge den, uden han kan komme det nærmere. Ansat B var instrueret i at lægge gulvet og isoleringen heri, samt om, at han skulle blive der, hvilket han, sammen med Formand C havde instrueret om. Teleskopliften havde ikke de andre dage været anvendt på pladsen. Han havde selv fjernet håndtagene på dørene i lejlighederne for at undgå, at der kunne åbnes udadtil.
I forbindelse med ulykken blev han orienteret om, at Ansat B var kravlet ud af et vindue. Det blev ikke omtalt, hvem der havde bragt teleskopliften til bygningen, eller hvem, der havde monteret kurven, der stod et andet sted end teleskopliften. Der var på det tidspunkt tre personer på etagen og to, der skulle bære flamingoplader op.
Sikkerhedsinstruksen er afstemt efter opgaven, og gennemgangen heraf sker gennem en polsk formand.
Han husker afhøringen, der foregik telefonisk den 9. oktober 2019. Foreholdt at han på spørgsmålet om, hvornår Ansat B havde fået instruktion i sikkerheden, skulle have forklaret, at "skadelidte ikke havde fået nogen konkret instruktion i sikkerheden. Afhørte vidste ikke præcist, hvilken instruks skadelidte havde fået, da det hovedsageligt var den polske formand Formand C, der havde den direkte kontakt med de polsktalende arbejdere", har han nok forklaret sådan, men det passer ikke, idet der var blevet instrueret. Han kan nok også have forklaret, at Ansat B ikke havde modtaget anden instruktion, end sidemandsoplæring, men det passer ikke. Han husker det ikke konkret, men mener det ikke. Teleskopliften har ikke været omtalt i oplæringen, da han ikke mente eller regnede med, at den ville blive brugt. Det er kun maskinførerne, der har nøgler til teleskopliften.
Forevist foto af kæden på kurven forbundet med rampen samt den fundne bristede kabelstrip, kender han ikke til det, og kan ikke forklare formålet hermed. Som nævnt, var kurven ikke monteret på teleskopliften i hallen. Kurven sikres med hejs, men stripsenes funktion kan han ikke forklare, og de anvender ikke sådanne på pladsen.
Forespurgt af Tiltaltes repræsentant D har han forklaret, at der ikke var nogen direkte besked om, at teleskoplifte ikke skulle bruges, da det ikke lå inden for den instruktion, der var givet om, at flamingopladerne skulle bæres op.
Han havde taget dørhåndtagene af og lagt dem i sin bil. Der er generelt ingen problemer med sikkerheden, og man får det udstyr, der er nødvendigt. Han havde stoppet brugen af teleskopliften, hvis han havde set det.
Politibetjent Vidne 2 har forklaret, at han blev sendt til en arbejdsulykke på en byggeplads den 25. juni 2019 hen på eftermiddagen. I første omgang var meldingen, at en person skulle være faldet fra et stillads. Han vidste ikke, at der på Adresse A var en byggeplads. De måtte endvidere lede efter ulykkesstedet, som de først fandt, da et par bygningsarbejdere sendte dem i den rigtige retning. På stedet konstaterede de en svært tilskadekommen person liggende på jorden. At han var svært tilskadekommen var tydeligt på den måde, hvorpå han lå, og da de kom tæt på, konstaterede vidnet, at personen var fjern i blikket. Personens arm og håndled virkede helt deform, og han konstaterede hurtigt, at der i hvert fald var et brud, ligesom den ene side af personens hoved var trykket ind. Personen lå på nogle fliser foran teleskopliften, der havde en kurv monteret og som stod i 4. sals højde. Personen lå i en lige linje under kurven, der var i en position omkring en halv meter fra murværket og placeret ud for et vindue. Han husker, at de tilstedeværende ikke var særligt meddelsomme, hvilket undrede ham, men en del har nok haft med sproglige vanskeligheder at gøre.
Efter Ansat B var nødflyttet i forbindelse med behandlingen på stedet og kurven var sænket, bistod han og kollegaen med undersøgelsen på stedet. Stedet blev derfor afspærret og kortvarigt undersøgt, Han mener, at der var én til stede, der kunne sænke kurven og trække armen, hvorpå kurven var monteret, ind, således at behandlingen ikke skulle foregå under kurven. Han ved ikke, hvem det var, men den pågældende trak samtidig teleskopliftens arm ind. Teleskopliften blev ikke i den forbindelse undersøgt for eventuelle funktionsfejl.
Forespurgt af Tiltaltes repræsentant D har han forklaret, at der var lås på vinduerne. Dørene blev ikke på det tidspunkt gennemgået og kontrolleret.
Vidne 3 har forklaret, at han var på byggepladsen i forbindelse med arbejdsulykken. Han har været ansat som tilsynsførende ved Arbejdstilsynet i 10 år og fører tilsyn med byggepladser.
Dagen efter arbejdsulykken var der to mand på stedet med henblik på undersøgelse. Han mener, at Vidne 4 fra T A/S enten var på stedet eller kom, mens han var der. Han konstaterede, at der ved bygningen stod en teleskoplift med en materialekurv med materialer tæt på bygningen, og der var tale om, at en indlejet medarbejder var faldet ned i forbindelse med arbejdet med kurven. Det blev oplyst, at der blev taget materialer ind i bygningen fra kurven, og medarbejderen var faldet ned i forbindelse med, at han var gået ud gennem dørpartiet og ud på materialekurven. Metoden med at bringe materialer op til en etage i en bygning kan som sådan være forsvarlig, men da skal kurven være placeret helt tæt på bygningen og ikke, som tilfældet var, skævt. Konkret var det efter stedets indretning ikke muligt at placere kurven således, at brugen var forsvarlig. Samtidig skal teleskopliften holdes stabil. Fronten på materialekurven havde en hængslet dæksplade, der skal være i vandret position ved aflæsning. Han ved ikke, hvilken funktion de fundne strips havde, men dækspladen var klappen ned.
Såfremt der havde været tilsyn på pladsen, var arbejdet blevet stoppet.
Vidne 4 oplyste, at der var en række pladsformænd, der instruerer om sikkerhed og andet gennem en polsk formand. Vidne 4 kendte ikke den konkrete instruks. Han talte ikke med nogen pladsformænd.
Højden til materialekurven er målt fra terræn til kurven, og det blev målt til 12,25 meter. Materialerne stod lidt væk. Der er ikke tale om tunge materialer, men det var nødvendigt at komme ud i kurven for at få materialerne ind. Der var ikke nogen der direkte sagde, at der var tale om den måde, arbejdet skulle udføres på.
På grund af overtrædelsens karakter, herunder at der var anvendt en materialekurv, der ikke er egnet til personer, sammenholdt med ulykken, er der tale om en alvorlig overtrædelse.
Der er sket dokumentation af Formand Cs forklaring til politiet den 11. oktober 2019, jf. retsplejelovens § 871, stk. 5. Af forklaringen fremgår:
"...
Er du indlejet af T A/S? Ja, gennem firmaet Firma E.
Hvad er din rolle i relation til T A/S? Afhørte er ansat/indlejet som polsk formand. Han har primært kontakt til resten af de polske arbejdere og hjælper med introduktionen til sikkerheden og byggepladsen generelt, når der starter nye folk. Endvidere hjælper han med at oversætte for de danske formænd i forhold til arbejdsopgaver mm. Udover nævnte, arbejder han også på lige fod med de andre arbejdere på byggepladsen.
Kan du bekræfte, at du fungerede som oversætter for skadelidte, og herved oversætter hvilket arbejde de ansatte skal udføre, og hvordan det skal udføres sikkert? Afhørte bekræftede, at han oversatte for de polske ansatte på stedet i forhold til de opgaver der skulle laves. Han havde talt med skadelidte om morgenen på dagen for ulykken, men indholdet af samtalen var ikke af faglig karakter. Da ulykken indtraf, var afhørte et andet sted på byggepladsen. Afhørte havde ikke forklaret skadelidte, hvordan arbejdet med gulvlægning skulle foretages, da skadelidte allerede var blevet instrueret af de øvrige mere erfarne kollegaer.
Har skadelidte fået oplyst, hvordan det konkrete arbejde skulle udføres sikkert? Afhørte vidste ikke, hvem der havde instrueret skadelidte i gulvlægningen. I forhold til sikkerheden forbundet med at lægge gulv, var der ikke specielle særlige forhold der her gjorde sig gældende, hvorfor afhørte ikke havde drøftet dette med skadelidte.
Havde arbejdsgiver/ledelsesrepræsentanten fra T A/S pålagt skadelidte at anvende materialekurven? Afhørte var ikke bekendt med at nogen havde pålagt skadelidte at benytte materialekurven.
Hvem stod for at instruere skadelidte? Afhørte vidste ikke hvem der havde instrueret skadelidte på dagen, men afhørte havde selv instrueret ham i generel sikkerhed på pladsen. Han havde ikke instrueret ham i brug af teleskoplæsseren i forhold til at transportere gulvisolering op. Udover nævnte, var det også meningen, at de ældre kollegaer hjalp yngre og viste dem hvad der var god skik.
Hvordan er skadelidte instrueret i at udføre arbejdet? Skadelidte var instrueret af de øvrige kollegaer i at lægge gulv.
Hvornår har skadelidte senest fået instruktion i sikkerheden forud for ulykken? Afhørte vidste ikke præcist, hvornår skadelidte havde fået instruktion heri, men mente at have instrueret ham i generel sikkerhed ca. en uge før ulykken. Afhørte oplyste, at han selv havde instrueret skadelidte få dage efter at skadelidte var startet på byggepladsen, hvilket afhørte anslog til at være et par uger før ulykken.
Hvad havde arbejdsgiver gjort for at sikre, at de ansatte havde fået den fornødne instruktion og forstået instruktionen? Afhørte vidste, hvornår der kom nye polsktalende folk/ansatte til arbejdspladsen, hvorfor han altid, inden for de første par dage, sørgede for at tage fat i dem og give dem en introduktion i sikkerheden på stedet.
Hvordan blev der ført tilsyn med, at de ansatte overholdte ledelsens instruktioner? Afhørte og de øvrigt formænd holdt øje med at de ansatte arbejdede sikkert og forsvarligt på daglig basis.
Hvem har førte tilsyn? Afhørte vidste ikke, hvem, ud over ham selv og de øvrige formænd, der havde ført tilsyn.
..."
Det fremgår af anmeldelsesrapporten, at skaden er sket og anmeldelsen blev modtaget den 25. juni 2019, kl. 16.47. Om sagens genstand er anført:
"...
Forurettede (polsk bygningsarbejder) faldt 15 meter ned fra vindue i 4. sals højde. Forurettede forsøgte at hoppe fra en terrassedør til teleskoplæssers platform, men faldt i forsøget. Forurettede faldt direkte ned på fliserne og pådrog sig alvorlig hovedtraume, indre blødninger, brækket hånd og arm, knust hofte mv. Forurettede indbragt med lægehelikopter til
Akutafsnittet Sygehus F i kritisk tilstand.
..."
Videre fremgår af anmeldelsesrapporten blandt andet:
"...
Ved ankomst til stedet kl. 16.51 traf vi nogle bygningsarbejdere, som viste patruljen vej. Vi så, at der holdt en teleskoplæsser med udskudt materialekurv. Kurven var ca. placeret 5 meter over niveau. På fliserne va. under kurven lå en mandsperson. Mandspersonen var svært tilskadekommen og fremstod ukontaktbar. Han havde synlige skader i form af brækket hånd og arm samt alvorlig hovedtraume, idet mandspersonens ene side af ansigtet fremstod deform og med åben brud omkring tindingen.
Den tilskadekomne bar ikke sikkerhedshjelm og der fandtes ingen sikkerhedshjelm i nærheden af personens findeposition.
...
Lægehelikopter ankom til stedet kl. 17.30 og fløj herefter den tilskadekomne polske bygningsarbejder direkte til akutmodtagelsen Sygehus F. Det blev af læge på stedet oplyst, at tilskadekomne havde pådraget sig alvorlig hovedtraume, brækket hånd og arm samt knust sin ene hofte. Desuden havde han indre blødninger.
Gerningsstedet er en byggeplads i centrum af Byen G. På byggepladsen opføres etageejendom. Selve gerningsstedet består af teleskoplæsser af mærket JLG samt dennes materialekurv. Gerningsstedet består desuden af et vindue på 4. sal i etageejendommen. Vinduet måler ca. 1x2 meter og er inddelt i to fag.
Gerningsstedsundersøgelsen viste, at teleskoplæsseren stod med front mod etageejendommens ene facade i en afstand af ca. 2 meter til teleskoplæsserens materialekurv. Teleskoplæsseren var slukket og materialekurven var hævet i en afstand af ca. 5 meter over flisernes niveau. Støttebenene på teleskoplæsseren var placeret i sandet. I materialekurven var der sundolit flamingoisolering.
Under undersøgelsen forsøgte vi at sænke materialekurven af sikkerhedsmæssige årsager, således den kom ned i ca. 1 meters højde over niveau.
Undersøgelsen af selve materialekurven viste, at sikkerhedslågen målte ca. 15 cm. i højden. Lågen var lagt ned og var påmonteret to kæder i begge sider. På kæden på venstre side af sikkerhedslågen sad der et mindre kabelstrips. Kabelstripset sad ud for kurvens midterste sikkerhedsramme og fremstod ikke "låst".
På fliserne ca. 30 cm. fra materialekurven lå et kabelstrips af samme mærke. Kabelstripset fremstod låst, men knækket. Selve bruddet fremstod friskt.
Ved undersøgelse af vinduet på etageejendommens 4. sal, hvor forurettede angiveligt skulle være hoppet ud, fremstod vinduet åben i ca. 45 grader. Vinduet er konstrueret med sikkerhedslås i begge sider. Undersøgelsen viste, at sikkerhedslåsen i højre side var konstrueret med sikkerhedsrigel. Ved undersøgelse kunne vinduet kun åbnes ca. 10 cm., hvorefter man fysisk skulle påvirke riglen for at åbne vinduet yderligere.
Undersøgelsen viste, at ingen af de tilstedeværende bygningsarbejdere bar sikkerhedshjelme.
..."
Der er forevist fotomappe med foto optaget på ulykkesstedet den 25. juni 2019.
Arbejdstilsynet sendte den 1. juli 2019 afgørelse om strakspåbud, der tidligere den 26. juni 2019 var varslet over for T A/S, og i forlængelse af besøgsrapport af 27. juni 2019. Af påbuddet, der indeholder billeder fra stedet, fremgår blandt andet:
"...
Begrundelse for påbuddet
Det er Arbejdstilsynets vurdering, at arbejdet med optagning af polystyren gulvisolering til døråbningen i bygningens facade, 12,25 m. over det omgivende underlag ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet
- der ikke var truffet nogen form for foranstaltninger til sikring mod nedstyrtning ned imellem døråbningen og materialekurven.
- materialekurven på teleskoplæsseren ikke var opstillet parallel med bygningens facade, fordi der var en forskel imellem højre hjørne af kurven og venstre hjørne af kurven på 42 cm. ind til facaden.
- der var en overhængende, betydelig fare for at falde 12,25 m. ned og ramme det omgivende underlag af betonfliser.
- skadelidte falder 12,25 m. ned og kommer meget alvorligt til skade.
Sagens oplysninger
Arbejdstilsynet har besøgt ovennævnte virksomhed i forbindelse med en arbejdsulykke sket den 25. juni på byggepladsen Adresse A.
Ved ulykken kommer den indlejede polak Ansat B meget alvorligt til skade, da han falder ned fra en døråbning i bygningens facade. Faldet sker ned imellem bygningens facade og fronten af en materialekurv.
Arbejdstilsynet kunne konstatere,
- at der på terræn ved facaden af bygningen var opstillet en teleskoplæsser med en ca. 2,4 m. bred og 1,25 m. dyb materialekurv.
- at materialekurven på teleskoplæsseren ikke var opstillet parallelt med bygningens facade, fordi der var en forskel imellem højre hjørne af kurven og venstre hjørne af kurven på 42 cm. til facaden som mindstemål, (afstanden forøges hvis kurven var placeret længere væk fra facaden).
- at der i kurvens højre side var opstablet pakker med gulvisolering af polystyren, (flamingo), der dækkede det halve af kurvens bund.
- at der under bunden af kurven hang en hængslet jernplade, og hvorfra der var ført en jernkæde op til hver side af kurven
- at jernpladen var ca. 20 cm. bred og 2,4 cm. lang.
Arbejdstilsynet fik oplyst af Vidne 4,
- at Ansat B er ansat hos Firma E, Adresse H.
- at der er indlejet 3-4 personer fra Firma E til T A/S til at udlægge gulvisolering i etagebyggeriet på byggepladsen.
- at T A/S har formænd på byggepladsen, der instruerer og fører tilsyn med arbejdets kvalitet og at arbejdet udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
..."
Det blev den 8. juli 2019 af T A/S meddelt Arbejdstilsynet, at påbuddet var opfyldt ved aflåsning af indgangsdøre og oplysning til alle på pladsen for ophejsning af materialer.
Af notat af 5. marts 2020 fremgår, at der i T A/S i 2. kvartal 2019 var ansat 41 personer.
Arbejdstilsynet afgav den 12. marts 2020 indstilling om tiltale for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.
Tiltalte er tidligere straffet ved bødeforelæg af 2. januar 2019 med en bøde på 87.500,00 kr. for overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, ved at være ansvarlig for udførelse af arbejde i 4,6 meters højde uden behørig sikring mod nedstyrtning.
Rettens begrundelse og afgørelse
Det lægges til grund, at arbejdet med at bringe flamingoisoleringsplader til lejlighederne blev udført således, at der i en materialekurv, der var monteret på en teleskoplift, blev stablet flamingoisoleringsplader, hvorefter kurven blev løftet op til den etage i bygningen, hvor pladerne skulle anvendes. Det lægges endvidere til grund, at det ikke var muligt at placere teleskopliften på en sådan måde, at materialekurven kunne være helt tæt på bygningen, hvorfor der var et gab mellem facade og materialekurv, der stod skråt i forhold til facaden. Dette nødvendiggjorde, at en person skulle over i materialekurven for at få flamingoisoleringspladerne ind i lejligheden, uagtet en materialekurv ikke må anvendes af personer. Af de fremlagte foto fremgår endvidere, at rampen foran på materialekurven var holdt oppe af en kæde, der delvis var fastgjort med plastikstrips, og at den var klappet helt ned, og ikke blot i vandret position, som ved aflæsning under almindelig brug.
Den anvendte fremgangsmåde, der medførte, at Ansat B den 25. juni 2019 faldt de ca. 12 meter ned på det underliggende beton og pådrog sig svære kvæstelser i forbindelse med, at han trådte ud i materialekurven, er ikke sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlig, idet der under arbejdet ikke var truffet effektive foranstaltninger til at forebygge nedstyrtning og fald i forbindelse med arbejdets udførelse.
Det lægges i øvrigt til grund, at anvendelsen af teleskoplift til at transportere flamingoisolerings-plader op til de etager, hvor der skulle lægges gulvisolering, må have strakt sig over nogen tid, idet den, efter Vidne 1s forklaring, skulle være kørt til stedet fra nabobyggepladsen, ligesom materialekurven, der efter den samme forklaring stod et andet sted, skulle monteres, før arbejdet med at læsse flamingoisoleringsplader i materialekurven og køre teleskopliften til bygningen, kunne gennemføres. Efter arbejdsprocessens karakter, sammenholdt med oplysningen om, hvor mange der var beskæftiget med at lægge gulve i bygningen, er der ikke grundlag for at anse brugen af teleskopliften som en pludselig indskydelse fra en enkelt medarbejder hos T A/S.
Idet arbejdsprocessen med anvendelsen af teleskopliften påmonteret en materialekurv til at bringe flamingoisoleringsplader op til lejlighederne som beskrevet ovenfor, således ikke kan betegnes som en spontan og kortvarig handling, er det bevist, at T A/S ikke har ført det fornødne tilsyn med arbejdets sikkerhedsmæssigt forsvarlige udførelse, hvorfor T A/ S derfor er skyldig i den rejste tiltale.
Straffen fastsættes til en bøde på 105.000,00 kr., jf. beskæftigelsesministeriet lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 om lov om arbejdsmiljø § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 4, nr. 1, jf. stk. 5, nr. 4, jf. stk. 6, jf. § 86, jf. § 38, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde § 73, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 37, stk. 1 og bekendtgørelse nr. 1234 af 15. november 2018 om arbejdets udførelse § 30, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 21, stk. 1.
Ved straffens fastsættelse er der lagt vægt på, at overtrædelsen medførte alvorlig personskade, på virksomhedens størrelse samt på, at virksomheden tidligere er dømt for lignende overtrædelse.
Thi kendes for ret
T A/S skal betale en bøde på 105.000 kr.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Udskrift af Vestre landsrets dom
Dom afsagt den 21. marts 2023 af Vestre Landsrets 8. afdeling i ankesag V.L. S–0414–22.
Anklagemyndigheden
mod
TA/S
Retten i Viborg har den 28. januar 2022 afsagt dom i 1. instans.
Påstande
Tiltalte, T A/S, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Anklagemyndigheden har påstået den del af tiltalen, der vedrører bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde, henført under de samme bestemmelser i den nugældende bekendtgørelse nr. 2107 af 24. november 2021 om bygge- og anlægsarbejde.
Anklagemyndigheden har endvidere påstået den del af tiltalen, der vedrører lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017 af lov om arbejdsmiljø, henført under de samme bestemmelser i den nugældende lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021 af lov om arbejdsmiljø.
Supplerende oplysninger
Der er for landsretten fremlagt et luftfoto fra Danmarks Miljøportal, der viser området, hvor ulykken fandt sted.
Forklaringer
Vidnerne byggeleder Vidne 1, politibetjent Vidne 2 og tilsynsførende ved Arbejdstilsynet Vidne 3 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Tiltaltes partsrepræsentant, Vidne 4, har endvidere afgivet forklaring for landsretten.
Vidne 4 har forklaret, at der er en eller flere formænd på selskabets byggepladser. Formændene har ansvaret for at føre tilsyn med arbejdet. I det konkrete tilfælde var det Vidne 1, der var formand og førte tilsyn med arbejdet.
Han er forvirret over gengivelsen af hans udtalelser om tilsyn i Arbejdstilsynets rapport, ekstrakten side 58 ff. Han er enig i det, der står anført sidst i rapporten om, at Vidne 1 førte tilsyn med arbejdet. De omhandlede medarbejderes opgave var alene at lægge gulv. Der var andre medarbejdere, der skulle sørge for at bringe materialerne til arbejdsstedet.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at den sidemandsoplæring af Ansat B, som han har forklaret om i byretten, blev udført af to andre polske medarbejdere. Han havde også selv vist Ansat B og de andre medarbejdere, hvordan de skulle udføre gulvarbejdet. Medarbejderne var instrueret om, at isoleringsmaterialet skulle bæres op ad trapperne indvendigt i bygningen. Han havde selv givet Ansat B og de øvrige medarbejdere denne instruktion. Han gav instruktionen på engelsk. Formand C, der var formand for de polske medarbejdere, var også til stede. Formand C kunne tale flydende engelsk og kunne oversætte det, vidnet sagde, til polsk.
Arbejdet var tilrettelagt sådan, at nogle medarbejdere skulle lægge gulvet, mens andre skulle bære materialerne op til arbejdsstedet. Ansat B skulle kun lægge gulv og havde ikke noget at gøre med at bære byggematerialer. Den anvendte gulvisolering er vist på billederne i ekstraktens side 41.
Teleskopliften stod i den største bygning med det sorte tag vist midt på luftfotoet. Materialekurven stod et andet sted. Han har ingen idé om, hvorfor medarbejderne hentede teleskopliften.
Han førte nok tilsyn på byggepladsen 3-4 gange dagligt. Han kontrollerede ved disse lejligheder, om arbejdet blev udført, som det skulle.
Foreholdt afhøringsrapport af 9. oktober 2019, ekstrakten side 95, 2. punkt ”Hvem havde sat skadelidte i gang med opgaven? Det vidste afhørte ikke. Han havde ikke været på byggepladsen op til ulykken den dag” mener han ikke, at han har forklaret sådan til politiet. Nye medarbejdere bliver altid sat ind opgaven, og han var med til at give instruktionen til medarbejderne. Foreholdt samme rapport, samme side, 7. punkt ”Var ledelsen bekendt … Afhørte var den pågældende dag på en anden byggeplads”, mener han ikke, at han har forklaret sådan til politiet. Han var på byggepladsen hver dag. Der har ikke være snak med polakkerne om teleskopliften. Foreholdt samme rapport, samme side, 4. punkt ”Var det planlagt … hvis de kom forbi og så det” har forklaret, at han sagde, at medarbejderne skulle overholde reglerne. Det er ikke lovligt at bruge teleskopliften. Han kan ikke være på alle byggepladser fra morgenstunden.
Det er en maskinfører, der har nøglen til teleskopliften. Der er kun én nøgle, og der ikke andre end maskinføreren, der har nøglen. Der bruges en universalnøgle til en teleskoplift af det pågældende mærke. Nøgler til tilsvarende maskiner kan derfor også anvendes til liften.
Han blev kaldt til byggepladsen efter ulykken. Han viste politimanden, at han havde taget dørhåndtagene af. Han kender ikke til, at der har været divergerende opfattelser af, om Ansat B var kommet ud til materialekurven ad en dør eller ad et vindue.
Han forklarede arbejdsopgaverne for de polske medarbejdere på engelsk samtidig med, at han viste, hvordan arbejdet skulle udføres. Den polske formand oversatte så til polsk.
Foreholdt afhøringsrapport af 9. oktober 2019, ekstraktens side 96, 1., 3. og 4. punkt ”Har skadelidte fået oplyst … sidemandsoplæring hertil”, ”Hvem stod for at instruere … den store uddannelse eller lignende” og ”Hvordan er skadelidte instrueret … hvordan arbejdet skulle udføres”, må han havde forklaret sådan, når det står i afhøringsrapporten. Han kan dog ikke huske, hvad han fortalte politiet, da det er 4 år siden. Foreholdt 5. punkt på samme side ”Hvornår har skadelidte senest fået instruktion i sikkerhed … den polske formand Formand C der havde den direkte kontakt med de polsktalende medarbejdere” fastholder han, at han selv var med til at instruere medarbejderne. Foreholdt 6. punkt på samme side ”Hvad har arbejdsgiver … vidste det ikke med sikkerhed” kan han ikke huske at have forklaret sådan. Han har som tidligere forklaret givet instruktion til medarbejderne.
Arbejdet med gulvisolering havde været i gang i fire dage til en uge, da ulykken fandt sted. Han kom på tilsyn flere gange om dagen. De enkelte tilsyn varede en halv til en hel time. Medarbejderne havde ved disse tilsyn båret materialerne op ad trapperne og havde ikke anvendt teleskopliften. Det isoleringsmateriale, som skulle bæres op, var placeret ved indgangsdøren til bygningen. Han vurderer, at det har taget 2-5 minutter at hente teleskopliften. Han havde ikke forestillet sig, at medarbejderne kunne finde på at anvende liften.
Vidne 2 har supplerende forklaret, at Ansat B ikke var kontaktbar, da vidnet ankom til stedet. Ansat B var svært tilskadekommen. Han lå bl.a. med et stift blik, og han svarede ikke på vidnets spørgsmål. Han gispede efter vejret, og hans arm lå i en ikke naturlig position. Vidnet opfattede Ansat Bs tilstand som kritisk. Det så ud som om, at Ansat B havde fået et tryk på den ene side af hovedet. Han husker det sådan, at hovedet var ”fladere” på den side, og at der var blod.
Det åbne vindue, som er vist på det øverste billede i ekstrakten side 41, var åbent, da han ankom til ulykkesstedet. Teleskopliftens kurv var oppe i samme højde som det åbne vindue. Han husker ikke, om liften var placeret ved det åbne vindue eller ved døren ved siden af. Isoleringsmaterialet stod også på liften, da han ankom. Han kæmpede noget med at finde nogen, der kunne få materialekurven ned, så redningsarbejdet på uheldsstedet kunne ske sikkert.
Han husker ikke, hvorfra han fik den oplysning, der anført under det øverste billede i ekstraktens side 41.
Forevist billedet i ekstraktens side 67 har han forklaret, at der ikke var nogen på ulykkesstedet, der oplyste, at Ansat B skulle være kommet ud ad den markerede dør. Han forstod det sådan, at Ansat B var kravlet ud ad det åbne vindue. Han fik det forklaret sådan, at Ansat B var trådt ud på klappen vist på billedet nederst i ekstraktens side 42, og at klappen så forsvandt under hans fødder. Vidnets undersøgelse viste, at der var placeret strips ved en kæde, der havde forbindelse til klappen. Han kan ikke sige, hvilken funktion disse strips havde.
Vidne 3 har supplerende forklaret, at det var Vidne 4, der oplyste, at Ansat B var gået ud ad dørpartiet. Vidne 4 var den eneste, som han talte med på byggepladsen på ulykkesdagen. Materialekurven var ikke placeret under det åbne vindue vist på det øverste billede i ekstraktens side 41. Det skal nok passe, at materialekurven var blevet flyttet ned i forbindelse med arbejdet på ulykkesstedet. Selve teleskopliften var dog ikke flyttet. Som den var placeret, ville den kun kunne løfte materialekurven op til døren og ikke til vinduet.
Der er forsvarligt at gå ud på en materialekurv for at hente byggematerialer. Det kræver dog, at materialekurven er stabil og placeret helt tæt på muren. Han kan kun gisne om, hvad de fundne strips er blevet brugt til. Han så ikke nogen formænd på pladsen, da han var på byggepladsen sidst på eftermiddagen på ulykkesdagen. Det kan være, at de var gået hjem på det tidspunkt.
Angivelsen ”[nej]” som svar på spørgsmål 22 i Arbejdstilsynets rapport i ekstraktens side 61 dækker over, at der ikke var ført tilsyn med det konkrete arbejde. Ingen har set dem tage materialer ind på den måde. Det anførte om tilsyn længere nede i teksten angår et generelt tilsyn på byggepladsen.
Landsrettens begrundelse og resultat
Efter bevisførelsen tiltræder landsretten, at det omhandlede arbejde med at transportere isoleringsmateriale til arbejdsstedet på 4. sal i bygningen med teleskoplift ikke blev udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, idet der ikke var truffet effektive foranstaltninger mod nedstyrtning. Det tiltrædes endvidere, at dette medførte, at Ansat B faldt omkring 12 meter ned og derved pådrog sig alvorlig personskade.
Spørgsmålet er herefter, om T A/S er straffeligt ansvarlig for den anførte overtrædelse af arbejdsmiljøreglerne, jf. arbejdsmiljølovens § 86, jf. § 83, stk. 3.
Det er efter bevisførelsen usikkert, hvordan medarbejderne fik adgang til teleskopliften, der ikke befandt sig på byggepladsen, men stod i en bygning et andet sted, og hvor længe det tog at få den klargjort med materialekurven og kørt til hen til ulykkesstedet. Det er ligeledes usikkert, i hvor lang tid inden ulykken medarbejderne havde anvendt liften til at løfte isoleringsmateriale. Der kan således have været tale om et forholdsvist kortvarigt forløb.
Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at Ansat B på ulykkestidspunktet var beskæftiget med at lægge gulv indvendigt i bygningen på 4. sal, og at dørhåndtagene på de udadvendte døre oppe i bygningen var fjernet, og at der var sikkerhedsanordninger på vinduerne. Der var således ikke tale om en arbejdsopgave, der var forbundet med fare for nedstyrtning.
Der er efter bevisførelsen ikke grundlag for at tilsidesætte byggeleder Vidne 1s forklaring om instruktionen af medarbejderne og det førte tilsyn med arbejdets udførelse. Landsretten lægger således til grund, at det omhandlede arbejde var planlagt og tilrettelagt sådan, at isoleringsmaterialet skulle bæres op til arbejdsstedet på 4. sal via de indvendige trapper i bygningen, og at medarbejderne var instrueret herom. Det lægges endvidere til grund, at Vidne 1 jævnligt førte tilsyn med arbejdet, der havde været i gang i flere dage, og at arbejdet ved disse lejligheder – herunder ved det seneste tilsyn ved frokosttid på ulykkesdagen – blev udført som planlagt, og at teleskopliften ikke blev anvendt.
Det er herefter ikke bevist, at T A/S har tilsidesat selskabets pligter efter arbejdsmiljølovens kapitel 4. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge selskabet strafansvar, jf. arbejdsmiljølovens § 86, jf. § 83, stk. 3.
Landsretten frifinder derfor tiltalte, T A/S.
Thi kendes for ret
Tiltalte, T A/S, frifindes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter, dog er vederlaget til den valgte forsvarer for landsretten statskassen uvedkommende.