Gå til indhold

Aflæsning af råjord med tiptrailer - Teknisk hjælpemiddel – Arbejdsgiveransvar (Instruktion) – Erfaring – Strafudmåling (dødsulykke, sagsbehandlingstid)

Østre Landsrets dom afsagt den 23. februar 2024 af 17. afdeling i ankesag nr. S-0814-23

Resumé

En vognmandsvirksomhed var tiltalt for to forhold i forbindelse med en ulykke, som skete på privat grund i maj 2020, hvor en udenforstående mistede livet, da en tiptrailer, som var læsset med råjord, væltede. Virksomheden var tiltalt for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 45, stk. 1 og bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 9, stk. 1 og stk. 2, ligesom både virksomheden og en af virksomheden ansat chauffør, var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 241, 1. pkt. (uagtsomt manddrab).

Selskabet påstod frifindelse med henvisning til, at den ansatte var en meget rutineret chauffør, og at virksomheden havde opfyldt sine pligter om planlægning, instruktion og tilsyn.

Byretten fandt virksomheden skyldig i begge forhold. Byretten fandt det bevist, at den ansatte påbegyndte aflæsning af råjorden, uagtet at lastbilen og tiptraileren befandt sig på et ikke-plant og ikke-bæredygtigt underlag, og der ikke var sket sikring mod, at råjorden kunne glide ned, og uagtet at der opholdt sig to personer ved siden af tiptraileren.

Byretten lagde vægt på, at virksomheden ikke havde instrueret den ansatte i brug af tiptraileren eller gennemgået dennes brugsvejledning med ham, og at tiptraileren netop væltede, fordi den ansatte ikke fulgte brugsvejledningen i tilstrækkelig grad. Det kunne ikke føre til andet resultat, at den ansatte havde en vis erfaring i brug af en tiptrailer.

Byretten lagde endvidere til grund, at chaufføren var ansat hos virksomheden på ulykkestidspunktet, og at der var tale om en sædvanlig arbejdsopgave, som blev udført indenfor ansættelsesforholdet.

Byretten idømte virksomheden en bøde på 80.000 kr., og udmålte ikke en tillægsbøde for overtrædelse af straffelovens § 241, 1. pkt. Retten lagde ved strafudmålingen vægt på forholdets karakter og den omstændighed, at der var gået meget lang tid fra forholdet blev begået, hvilket ikke skyldtes tiltaltes forhold. Byretten fandt også den ansatte chauffør skyldig i overtrædelse af straffelovens § 241, 1. pkt. og idømte denne 10 dagbøder af 300 kr.

Det var alene virksomheden, der ankede dommen.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at bøden blev forhøjet til 30 dagbøder på hver 5.000 kr. (i alt 150.000 kr.), jf. straffelovens § 51, stk. 1, og § 88, stk. 3. Landsretten refererede til forholdenes meget alvorlige karakter, herunder dødsfaldet. Der var efter en samlet vurdering af sagens karakter, kompleksitet og forløb ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte bøden på grund af lang sagsbehandlingstid. Som følge heraf blev tiltalte også dømt til at betale sagens omkostninger for byretten.

Udskrift af dombogen for retten på Frederiksberg

Dom afsagt den 22. februar 2023

Anklagemyndigheden

mod

T1 og

T2 A/S

Sagens baggrund og parternes påstande

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 1. februar 2021.

T2 A/S er tiltalt for overtrædelse af

1.

arbejdsmiljøloven § 82, stk. 1, nr. 1 og stk. 2, jf. stk. 5, nr. 3, jf. stk. 6, jf. § 86, jf. § 45, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 med senere ændringer om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 23, stk. 1, nr. 1l, jf. stk. 3, og § 9, stk. 1 og stk. 2,

ved den 20. maj 2020 ca. kl. 14.00 på arbejdsstedet Adresse A, at have været ansvarlig for at den ansatte, chauffør T1, udførte arbejde med aflæsning af jord ved brug af et teknisk hjælpemiddel, et tippelad med reg. nr. Registreringsnummer B, der var tilkoblet lastbil Registreringsnummer C, uden at det tekniske hjælpemiddel blev anvendt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt og uden at forskrevne sikkerhedsforanstaltninger blev iagttaget, og anvendelsen ikke skete under de betingelser, den er beregnet til, så begrænsninger der følger heraf blev overskredet til fare for sikkerheden, idet T1 påbegyndte aflæsning, uagtet at der befandt sig flere personer i umiddelbar nærhed af køretøjet, herunder Person D og Vidne 2, og uagtet at køretøjet befandt på ikke-plant eller ikke-bæredygtigt underlag, ligesom aflæsningen ikke blev indstillet, da jorden ikke gled af tippeladet, hvilket resulterede i, at tippeladet væltede ned over Person D med sådanne skader til følge, at han blev erklæret død på stedet samme dag kl. 14.50, samtidig med at der fremkaldtes fare for skade på Vidne 2.

2.

tiltalte T2 A/S

uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241, 1. pkt., jf. § 306,
ved den 20. maj 2020 ca. kl. 14.00 som juridisk person at have været at ansvarlig for, at den ansatte, chauffør T1, uagtsomt forvoldte den 81-årige Person D’s død, idet T1 udførte arbejde med aflæsning af jord under i de forhold 1 beskrevne omstændigheder, hvilket resulterede i, at tippeladet væltede ned over Person D med sådanne skader til følge, at Person D blev erklæret død på stedet samme dag kl. 14.50.

3.

tiltalte T1

uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241, 1. pkt.,
ved den 20. maj 2020 ca. kl. 14.00 på adressen Adresse A uagtsomt at have forvoldt Person D’s død, idet tiltalte, som befandt sig i førerhuset på lastbil Registreringsnummer C, påbegyndte aflæsning af ca. 30 ton jord fra tippelad med reg. nr. Registreringsnummer B, uagtet at flere personer, herunder Person D, befandt sig i umiddelbar nærhed af køretøjet, og uagtet at køretøjet befandt sig på et ikke-plant eller ikke-bæredygtigt underlag, ligesom tiltalte undlod at indstille aflæsningen, da jorden ikke gled af tippeladet, hvilket resulterede i, at tippeladet væltede ned over Person D med sådanne skader til følge, at Person D blev erklæret død på stedet samme dag kl. 14.50.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Tiltalte T1 har nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.

Tiltalte T2 A/S har nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af tiltalte T1 og for tiltalte T2 A/S’ direktør Vidne 3 samt vidnerne Vidne 2, Vidne 4, Vidne 5 og Vidne 6.

Tiltalte T1 har til retsbogen afgivet følgende forklaring: 

".....
Tiltalte T1 forklarede, at han har været chauffør i 35-36 år. Han har været fragtmand og han har kørt olie, entreprenørkørsel m.m.

Han har kørt i nogle år med tiptrailer, omkring 2-3 år. Den pågældende tiptrailer var lejet hos Udlejer E. Han havde kørt med traileren i uger til måneder forud for ulykken.

Den 20. maj 2020 havde tiltalte fået den opgave, at han skulle levere et læs jord til en have i et parcelhuskvarter. Han havde selv fyldt jorden på traileren. Det var hård, ren jord uden brokker i. Det har ingen betydning for opgavens udførelse, hvilken jord der var tale om. På Adresse A skønnede tiltalte, at forholdene var i orden til at tippe jorden af. Jorden skulle bruges inde i haven, og den skulle derfor så langt som muligt ind i haven. Tiltalte bakkede ind. Der var en brolægger, som var i gang med at reparere indkørsel og fortov. Brolæggeren måtte flytte på nogle fliser, for at tiltalte kunne komme til. Tiltalte var inde og kigge på grunden, for at vurdere forholdene, herunder, om han kunne bakke ind. Han vurderede også underlaget, som han mente kunne bære læsset. Det havde været tørt i noget tid. Brolæggeren og Person D stod skråt ud for førerhuset, da han bakkede ind og tippede ladet. Tiltalte sad på førersædet. Da ladet var halvvejs oppe, kunne han se, at det kørte ud til siden. Han råbte til brolæggeren og Person D, som stod og snakkede, at de skulle se at komme væk. Brolæggeren kom væk, men det gjorde Person D ikke. Det gik hurtigere, end han havde regnet med.

Tiltalte var ikke ude på grunden efter at han havde kørt lastbilen i stilling til tipning, og inden han tippede ladet.

Tiltalte kunne se Person D og brolæggeren ud af venstre siderude, de stod skråt bagved førerhuset.

Opgaven var en opgave ligesom alt andet, og han havde udført tilsvarende opgaver flere gange tidligere. Han havde fået opgaven af Person F, som er ansat hos Person G. Det var T2 A/S der fik opgaven, hvor han er ansat, fordi T2 A/S udfører flere opgaver for Person G.

Tiltalte har været ansat hos T2 A/S i 4-5 år. De har løbende talt om sikkerhed, hvor der har været problemer med udførelse af nogle opgaver. Han havde ikke fået særlig instruktion i håndtering af tiplad, da han havde erfaring i forvejen. Brugsvejledningen havde han kigget lidt i nogle dage forinden, da han holdt stille et sted og ventede. Brugsvejledningen ligger i bilen.

Han har ikke talt med nogen i T2 A/S om brugsvejledningen. Han husker ikke nogen detaljer fra brugsvejledningen. Han ved, at man skal være sikker på, at vogntoget holder lige, og at der ikke er nogen i nærheden af tipområdet. Det er ikke noget, han havde talt med T2 A/S om i forvejen. Det er vigtigt at vogntoget holder lige i længderetningen, og det gjorde det også. Bundforholdene skal også være stabile, så ikke vognen sætter sig og vælter. Der må ikke være personer, indenfor ladets længde. Han tænkte ikke nærmere over, at der stod nogle personer, hvor de stod, før ladet begyndte at gå ud over.

Foreholdt fotos, bilag 23-3, foto 1, forklarede tiltalte, at højre forhjul holdt på et vejbump, men det havde ingen betydning, for lastbilen regulerer sig op så den holder lige. Det havde heller ingen betydning for tippeladet. Tippeladet holdt i niveau i forhold til lastbilen.

Om foto 2.3 forklarede tiltalte, at Person D og brolæggeren stod lige der ved "P2". De stod lige op ad hækken ind til naboen.

Der nåede at komme jord ud af ladet, inden det væltede. Måske 2 m3 ud af de samlede ca. 22 m3. Det var da stemplet var halvvejs oppe, at ladet begyndte at vælte til siden. På foto 2.3 mener tiltalte også, at stemplet var halvvejs oppe, men han er ikke sikker. Han nåede at se i spejlet, at jorden var begyndt at komme ud, inden ulykken skete. Ladet skal temmelig højt op, når det er råjord, som skal læsses af. Tiltalte råbte til de to, fordi han skønnede, at de var indenfor tippeladets sikkerhedsradius. Han kan ikke sige, hvorfor han ikke i forvejen havde sikret sig, at de ikke stod indenfor denne radius.

Foreholdt bilag 16, foto 1, forklarede tiltalte, at der er tale om normal råjord. Om foto 12 forklarede tiltalte, at han skønnede, at dette underlag var tilstrækkeligt ok til at udføre opgaven.

Tiltalte får løn for sit arbejde af T2 A/S, som også ejer køretøjet.

På spørgsmål fra forsvareren forklarede tiltalte, at han i den forudgående måned havde haft opgaver med tiptraileren, men at han også havde andre opgaver ind imellem. De havde talt om, at man skal huske at holde lige, men han havde stor erfaring i at håndtere en tiptrailer. Han har alle de nødvendige uddannelser i at køre med tiptrailer, også med jord i.

Da han læssede jord i traileren, var denne tom, tør og ren. Person G havde tidligere anvist tiltalte den bunke råjord, som han skulle hente fra. Råjord er ren jord uden brokker og sten i.

Foreholdt bilag 16, foto 11, forklarede tiltalte, at den jord, der ses på fotoet, er råjord med jordklumper i. Der var ingen brokker i jorden, men der kan godt have været nogle store sten i jorden.

Da han læssede jorden på, kunne han inde i bilen se læssets vægt ud fra blandt andet akseltrykket. Der var ikke tale om overlæs. Det var fint vejr med sol, og det var tørt.

På grunden orienterede tiltalte sig, inden han bakkede vogntoget ind. Underlaget/jorden var plan, og det havde ikke regnet i lang tid, så der var tørt, og han vurderede, at køreplader ikke var nødvendige. Underlaget var ikke ujævnt eller skrånende. Det var heller ikke blødt eller ujævnt og eftergivende. Tiltalte fandt underlaget godt nok til at bakke ind og læsse af. Han bakkede ind og læssede af i en sammenhængende bevægelse. Han talte ikke med Person D og brolæggeren. Jorden lå inde midt på ladet.

På spørgsmål fra T2 A/S' forsvarer forklarede tiltalte, at han kørte for Person G, som er kunde hos T2 A/S. Tiltalte var blevet ringet op samme dag af Person G’s firma til at udføre opgaven. Han havde udført opgaver for kunden Person G i omkring 14 dage forinden.

Det sker jævnligt, at tippelad vælter. Han har fået at vide, at han ikke må tippe i nærheden af andre lastbiler pga. risikoen for at vælte.

Tiltalte var ikke presset på tid i forbindelse med opgaven. Tiltalte ved godt, at han altid skal tjekke, at underlaget er i orden, og at vogntoget er lige, og at der ikke er nogen i nærheden. Det behøver hans arbejdsgiver ikke fortælle ham, hver gang han skal lave sådan en opgave.

Når først ladet er begyndt at køre ud til siden, vil den vælte, uanset om man begynder at sænke ladet. Det går hurtigt.

Brolæggeren og Person D stod ved siden af hinanden. Tiltalte råbte til de to, så snart han kunne se i spejlet, at det så mærkeligt ud.

Da tiltalte læssede jorden, tænkte han ikke, at det kunne blive problematisk, at læsse det af.

….."

Tiltalte T2 A/S v. direktør Vidne 3 har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

".....
Tiltalte T2 A/S ved direktør Vidne 3 forklarede, at han er ejer af T2 A/S. Han har haft virksomheden i 17-18 år. De kører entreprenøropgaver, jord og grus m.m. Person G er kunde. Typisk bestilles en opgave dagen før, så chaufføren kan instrueres i opgaven. Derefter bruger chaufføren bilen til de opgaver der er i løbet af dagen.

T1 har været ansat hos T2 A/S i 4-5 år af to omgange. Chaufførerne bliver instrueret i blandt andet, hvordan de kører med sten, grus og jord. Jord er noget, hvor man skal passe på. Det kan være vådt og klæbrigt, især fra november til april. Ladet skal være rent og pænt, for at jorden kan glide af. Denne type ulykker sker derfor ofte ved aflæsning af jord. På landsplan vælter mindst et vognlæs om ugen. Omkring sikkerhed taler de i virksomheden også om, at vægtgrænserne ikke må overskrides, og at læsset skal ligge lige. I lastbilen kan man se vægten indenfor få hundrede kilo, og man kan se, hvor trykket ligger, på hvilke aksler. De taler også om, at der ikke må være personer eller andre lastbiler indenfor området. Disse instrukser taler de især om ved en medarbejders ansættelse. Vidnet har også talt med T1 herom. Disse forhold omkring tiptrailere er børnelærdom, som ikke er nødvendigt at gentage ofte overfor erfarne medarbejdere. Vidnet har ikke talt med T1 om brugsvejledninger til tiptraileren. Vidnet mener ikke, at vejledningen er meget værd, da den ikke giver tilstrækkelig forståelse for opgaverne.

Foreholdt vejledningen, bilag 29.11, punkt 1, forklarede vidnet, at der ikke var en fjerde aksel på den vogn, som T1 kørte med den pågældende dag. Vidnet har ikke gennemgået vejledningen med T1.

Vedrørende vejledningens punkt 11 forklarede vidnet, at T1 ikke var en ny fører, og han havde kørt med tippevognen i ca. 1 måned, og at han havde stor forudgående erfaring i at køre med tilsvarende tippevogne.

Vidnet havde ikke talt med T1 om denne konkrete opgave, ligesom han heller ikke havde været på aflæsningsstedet forud for aflæsningen.

På spørgsmål fra forsvareren forklarede vidnet, at T2 A/S har 25-30 biler kørende, som flytter op til et par hundrede tons om dagen. I snit kører hver vogn 5-6 ture om dagen. De har ca. 5 tiptrailere. Vidnet har ikke mulighed for at tjekke alle aftipningssteder. Vidnet har tidligere kun haft en arbejdsulykke i virksomheden. Det var en medarbejder, der brækkede sit håndled. Mange af de ansatte har været i virksomheden i mange år. Der er ca. 28 ansatte i T2 A/S. Forvognen, som T1 kørte med den pågældende dag, tilhører T2 A/S, og tipladet var lejet.

Vidnet vil ikke have, at der aflæsses i nærheden af andre lastbiler, hvilket han har orienteret sine ansatte om.

På spørgsmål fra T1’s forsvarer forklarede vidnet, at han aldrig har haft nogen påtaler om T1’s håndtering af opgaverne og udstyret.

….."

Vidne 2 har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

".....
Vidnet forklarede, at han er brolægger, og at han den pågældende dag var på stedet og i gang med at lægge fliser på grunden. Der kom en vognmand med noget jord. Han spurgte vidnet, om han skulle lægge jorden på vejen, men vidnet spurgte, om det var muligt at lægge det på grunden. Vognmanden bakkede ind på grunden og begyndte at tippe ladet. Der kom ikke noget jord ud, og først da ladet var hævet meget højt, kom jorden ud. Efter vidnets opfattelse, var jorden ikke egnet til havejord. Da ladet var nærmest helt oppe, råbte chaufføren noget om, at de skulle løbe, eller at den væltede. Vidnet løb ud mod Gade H. Person D, som var bag ham, løb også mod Gade H, men nåede ikke væk. Person D var naboen, som var kommet til stede for at følge med i, hvad der skete. Han var bare nysgerrig.

Vidnet husker ikke, om chaufføren var ude på grunden inden aflæsningen. De talte om, at nogle ting var i vejen for aflæsningen, og vidnet flyttede nogle ting, så chaufføren kunne komme ind på grunden. Chaufføren sagde ikke noget om, hvor de skulle stå, hvis de ville kigge på. Person D stod nok 5-10 meter længere nede på byggegrunden. Vidnet stod et sted mellem lastbilen og hækken, 5-10 meter fra vejen. Der var ca. 10 meter fra lastbilen til hækken. Vidnet løb ud på vejen ved chaufførens advarsel. Underlaget på byggegrunden var tørt, og vidnet tænkte ikke, at det var et problem at læsse af der. Jorden var komprimeret og nogenlunde jævnt pga. det forudgående byggeri på grunden.

Vidnet befandt sig op mod hækken, da han løb ud på Gade H, og da han kiggede tilbage, kunne han se Person D forsvinde ind under ladet. Person D stod helt oppe mod hækken.

På spørgsmål fra forsvareren advokat Forsvarer I og foreholdt bilag 32, side 2, forklarede vidnet, at traileren holdt inde på grunden, og at underlaget var ret plant og tør muldjord.

På spørgsmål fra forsvareren Forsvarer J forklarede vidnet, at han stod ca. midt for ladet. Problemet var, at jorden ikke kom ud fra ladet, og derved skete en forskydning af vægten. Det havde været fint vejr op til den 20. maj 2020. Der var ikke noget der indicerede, at der var noget, der skulle gå galt.

….."

Vidne 4 har til retsbogen afgivet følgende forklaring: 

".....
Vidnet forklarede, at han var på stedet han bor i nr. 53 den pågældende dag.

Han og hans datter på 9 år var på vej ud at køre og da de så lastbilen. Den var meget stor i forhold til deres lille villavej.

De stillede sig ved nr. 57 og kiggede på, at lastbilen bakkede ind på grunden. Vidnet så, at chaufføren var rundt om lastbilen på et tidspunkt. Det var vist inden han påbegyndte bakningen. Vidnet mener, at chaufføren talte med Person D, men han hørte ikke om hvad. De stod på venstre side og så lastbilen køre ned langs hækken til nr. 59. Person D gik langs skellet ind til nr. 59.

Tippeladet kørte op, og der faldt en lille klump jord ned. Ladet blev kørt længere og længere op. Person D stod omme på siden af ladet. Ladet blev løftet højere op, og da det begyndte at vælte ud til siden, så de Person D løbe for livet ud mod vejen. Det hele skete forholdsvis hurtigt.

Da vidnet bagefter gravede jord væk, tænkte han på, at jorden ikke var egnet til en villahave.

På spørgsmål fra advokat Forsvarer I forklarede vidnet, at han så lastbilen første gang, da den holdt parkeret og var ved at skulle bakke ind på grunden. Foreholdt afhøringsrapporten, bilag 33, side 2, forklarede vidnet, at han ikke husker at have set lastbilen holde på Gade H.

På spørgsmål fra advokat Forsvarer J forklarede vidnet, at vejret var fint og med solskin. Vidnet husker ikke, hvornår lastbilen begyndte at synke ned i jorden. Han lagde ikke mærke til noget usædvanligt før det begyndte at gå galt.

….."

Vidne 5 har til retsbogen afgivet følgende forklaring: 

".....
Vidnet forklarede, at han er bilinspektør og blandt andet efterforsker alvorlige færdselsuheld. Han har været bilinspektør siden 2012. Han er tillige uddannet automekaniker, og så har han en ingeniøruddannelse.

Vidnet blev tilkaldt til at køre ud på stedet, og han var der ca. en time efter, at ulykken var sket. Han så en væltet tipvogn på en grund, hvor der var ved at blive bygget et hus. Vidnet har ofte været til ulykker med væltede tipvogne.

Vidnet og arbejdstilsynet lavede en form for gerningsstedsundersøgelse sammen.

Tipladet, som var væltet, var i næsten øverste position og lå på siden. Stemplet var meget langt ude og manglede ca. 10-15 cm. i at være helt ude. Lastbilen havde ikke flyttet sig. Det meste af jorden fra tipladet lå i nabohaven, hvilket vil sige, at det først var væltet ud, da ladet var væltet ned. Jorden var således blevet hængende oppe i ladet.

Lastbilen holdt med det forreste højre hjul på et vejbump.

Der var tydelig forskel mellem højden af tipladets venstre hjul og højre hjul, idet de venstre hjul var længere nede i jorden end de højre.

Om foto, bilag 1, forklarede vidnet, at dette er lavet af ham på baggrund af hans opmålinger.

Tyngdepunktet har flyttet sig opad, efterhånden som ladet er blevet tippet op, fordi jorden ikke er faldet ud. Dette har været medvirkende årsag til at tipladet væltede, fordi tyngdepunktet kom ud til den ene side samtidig med at den blev løftet op. Det at lastbilen havde højre forhjul på et vejbump, har også haft betydning for vogntogets stabilitet. Den væltede, fordi den hældte lidt til den ene side samtidig med, at jorden blev hængende i ladet, som blev tippet højt op.

Vidnet gennemgik køretøjet, og der var ingen fejl på materiellet, som var nyt og velholdt.

Vidnet var ude og træde i underlaget for at tjekke, om det var blødt. Det var en smule mere løst i venstre side ind mod hækken.

Vidnet tjekkede ikke, hvad det var for noget jord, som lå i ladet.

På spørgsmål fra advokat Forsvarer I forklarede vidnet, at lastvognen i nogen grad kan kompensere for, at det højre forhjul stod højere, fordi det stod på vejbumpet. Lastbilen stod ikke helt lige.

Foreholdt bilag 29-2, forklarede vidnet, at efter vogntogets væltning, kunne man se, at højdeforskellen i terrænnet var 10-15 cm. mellem de højre og venstre hjul, svarende til en forskel på 2,5 til 3,5 grader. Han har målt ud fra aftryk i jorden fra hjulene i både højre og venstre side. Foto 2.7 i bilag 23-3.

Tipladets stabilitet er op til 5 grader, så det må være en kombination af hældningen og den omstændighed, at jorden blev hængende i ladet, at tipladet væltede.

På spørgsmål fra advokat Forsvarer F forklarede vidnet, at målingen af niveauforskellen mellem de højre og venstre hjul er foretaget ud fra et mindre vaterpas og i forhold til sporene, før bilen væltede.

….."

Vidne 6 har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

".....
Vidnet forklarede, at han er tilsynsførende i Arbejdstilsynet og har været det i ca. 15 år. Hans kerneområde er bygge og anlæg, og han har mange arbejdsulykker.

Vidnet var på stedet og så tiptraileren ligge på siden. Den havde været hejst op, inden den væltede. Vidnet talte med politiet for at få et overblik over, hvad der var sket. Vidnet talte også med chaufføren af lastvognen og med brolæggeren. Han fik at vide, at chaufføren skulle aflevere nogle læs med jord, og at han var bakket ind på grunden. Da chaufføren hejste tipladet, observerede han, at tipladet var ved at vælte, og han advarede dem, som han vidste stod i nærheden, så de kunne komme væk.

I forbindelse med udførelse af denne type opgave skal man sikre sig, at underlaget er stabilt til at kunne bære så stort et læs. Underlaget skal desuden være plant. Man skal også sikre sig, at der ikke er personer i nærheden, og at materialet glider af ladet. Hvis det ikke gør det, skal man sænke ladet igen og sikre sig på anden måde, at materialet glider af.

Efter ulykken blev der afgivet to påbud. De gik ud på, at arbejdsgiveren skulle sikre sig at det ikke skete igen, og at man skulle sørge for at instruere den ansatte. Dette skyldtes blandt andet, at chaufføren havde oplyst, at han ikke havde fået instruktion i anvendelse af tipladet. Chaufføren oplyste, at han få uger tidligere havde fået udleveret en vejledning, som han ikke var kendt med. Generelt skal en arbejdsgiver jævnligt sikre sig, at medarbejderen - også en erfaren medarbejder - er opdateret på nye ting og rutiner, så arbejdet ikke bare bliver en rutine Køreplader ville have afhjulpet en del, da de fordeler hjulenes tryk bedre, så de ikke borer sig ned i blødt underlag.

Chauffører skal have instruktion i brug af en tiptrailer. Arbejdsgiveren har en forpligtelse til at instruere medarbejderen i udførelse af opgaven sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

På spørgsmål fra advokat Forsvarer J forklarede vidnet, at de ting man skal sikre sig ved udførelse af denne type opgave vist er det samme i dag, som det var for 15 år siden, da vidnet blev ansat. I hvert fald hver gang der kommer ny trailer, bør medarbejderen have genopfrisket sin viden på området. Men i øvrigt bør en arbejdsgiver også jævnligt sørge for at medarbejderen er klar over sikkerhedsreglerne m.m. Da tiptraileren blev taget i brug ca. 3 uger tidligere, burde arbejdsgiveren have instrueret medarbejderen i brugen heraf, og hvordan traileren reagerede i forskellige situationer. Dette fordi, det var en helt ny trailer.

….."

Oplysningerne i sagen

Der er under sagen dokumenteret fra brugsanvisning til tip-traileren, hvoraf blandt andet fremgår:

".....

Brugen af tipsættevogn:

1)

.....

Ved tipning skal trailer og trækker være placeret på en lige linje. Ved tipning af fuldt læs må der kun være en afvigelse på et par grader.

Underlaget skal være bæredygtigt. Specielt ved fjerde aksel opstår der et stort tryk mod underlaget, når der tippes. Ved tvivlstilfælde skal underlaget undersøges nærmere.

Underlaget bør være så lige som muligt, dvs. at hældningen (sideværts) som akslerne står på ikke bør være mere end et par grader. Tipstabiliteten er beregnet teoretisk til en hældning på 5 grader, men afstanden fra de 2 grader til de 5 grader bør udgøre sikkerheden mod væltning.

.....

Ingen personer må opholde sig i tipzonen eller på siden af traileren ved tipning.

.....

Tipningen sættes i gang og det skal iagttages, at bagklappen åbner og tipmediet begynder at skride. Er der risiko for at mediet i større mængde bliver "hængende" i ladkassen skal tipningen stoppes og mediet lempes ud på anden vis.

….."

Der er endvidere dokumenteret erklæring af 17. august 2020 fra bilinspektør Vidne 5, hvoraf blandt andet fremgår:

".....

Konklusion:

Det vurderes, at lastvognstoget væltede pga., at dette allerede før tipning havde hældning mod venstre, samtidig med at det i tipsættevognens lad placerede jord blev hængende i ladet under tipning.

....

Uheldsstedsundersøgelse:

....

Ved undersøgelse af uheldsstedet kunne det konstateres, at lastbilens højre hjul var placeret på vejbumpet ud for nr. 57, således at lastbilen før tipning af ladet, havde haft hældning mod venstre. Endvidere kunne det konstateres, at tipsættevognens hjul var placeret på blødt underlag, således at de venstre hjuls spor, var i et lavere niveau end de højre hjul. Det var ikke muligt at fastlægge, om det lavere niveau også havde været gældende før tipning, eller om tryksporene under tipsættevognens venstre hjul var opstået i forbindelse med at tipsættevognen væltede.

Ved undersøgelsen kunne det endvidere konstateres, at tipsættevognens lad efter væltningen stadig var delvis belæsset med jord.

Det kan således konkluderes, at jorden trods tipningen ikke var gledet af ladet, hvilket har medført et højt tyngdepunkt for tipsættevognens lad (inkl. jorden) under tipningen.

Køretøjsundersøgelse:

.....

Der blev ikke fundet tekniske fejl eller mangler på køretøjerne, der kan havde været årsag eller medvirkende årsag til uheldets opståen eller forløb.

….."

Der er endvidere dokumenteret fra Arbejdstilsynets vejledning "Afsnit 2 - Instruktion", AT-vejledning 1.7.1-2, hvoraf blandt andet fremgår:

".....

Det er arbejdsgiverens ansvar, at instruktionen er forstået af den ansatte. Skriftlige instruktioner, der fx er underskrevet af den ansatte, udgør ikke alene dokumentation for, at den ansatte har modtaget tilstrækkelig instruktion eller har forstået den.

.....

Instruktionen vil ofte skulle gentages. En faguddannet skal udover oplæringen i brugen af de virksomhedsspecifikke hjælpemidler og metoder, også instrueres om, hvordan det aktuelle arbejde skal udføres forsvarligt. Omfanget heraf er fx afhængig af den ansattes arbejdserfaringer.

….."

Der er tillige vist fotos fra ulykkesstedet.

Personlige oplysninger

Tiltalte T1 har om sine personlige forhold forklaret, at han bor i hus med sin kone, som han har været gift med i 22 år. De har ingen børn. Han har været lastbilchauffør i mange år hos forskellige arbejdsgivere. Han er ikke længere ansat hos T2 A/S.

Det er om T2 A/S oplyst, at selskabet på gerningstidspunktet havde ca. 34 ansatte.

Rettens begrundelse og afgørelse

forhold 1

Direktør Vidne 3 har forklaret, at det ofte sker på landsplan, at der vælter tiptrailere, hvorfor han også har talt med sine ansatte og med T1 om, hvor vigtigt det er, at der ikke befinder sig personer eller andre lastbiler indenfor tippeområdet. Han har imidlertid ikke gennemgået tiptrailerens brugsvejledning med T1, da han anså dette for overflødigt pga. dennes erfaring, idet T1 havde kørt med den pågældende tiptrailer i ca. en måned og havde stor forudgående erfaring med at køre med tilsvarende tiptrailere.

Tiltalte T1 har forklaret, at han havde været ansat hos T2 A/S i 4-5 år, og at han ikke fra sin arbejdsgiver havde fået særlig instruktion i håndtering af tiplad, som han havde kørt med i 2-3 år. Han havde selv kigget lidt i tiptrailerens brugsvejledning.

Det må på denne baggrund lægges til grund, at tiltalte ikke har instrueret T1 i brug af tiptraileren eller gennemgået dennes brugsvejledning med ham. Uanset at T1 havde en vis erfaring i brug af en tiptrailer, og da tiptraileren netop væltede som følge af, at T1 ikke fulgte brugsvejledningen i tilstrækkelig grad, finder retten, at tiltalte har overtrådt de anførte bestemmelser i arbejdsmiljøloven m.m., da tiltalte er ansvarlig for, at tiptraileren af T1 ikke blev anvendt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt og uden at de foreskrevne sikkerhedsforanstaltninger blev iagttaget.

Retten finder herefter, at tiltalte T2 A/S er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

forhold 2

Efter straffelovens § 306, jf. § 27 kan der pålægges en juridisk person (et selskab) et strafansvar, når der indenfor dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person tilknyttede personer.

Retten har fundet tiltalte T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 241, 1. pkt., se nedenfor vedrørende forhold 3.

Da T1 var ansat hos tiltalte, og da hans arbejdsopgave, som medførte ulykken og Person D’s død, var en sædvanlig arbejdsopgave udført indenfor ansættelsesforholdet, finder retten tiltalte skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

forhold 3

Tiltalte har forklaret, at han godt vidste, at vogntoget skulle holde lige, at underlaget skulle være stabilt, og at der ikke måtte være personer i nærheden af tiptraileren. At lastbilens højre forhjul holdt på et vejbump, anså han ikke for noget problem i forhold til opgaven.

Bilinspektør Vidne 5 har i sin erklæring og vidneforklaring udtalt, at der var flere årsager til, at tiptraileren væltede. Det var en kombination af, at vogntoget allerede før tipningen havde hældning mod venstre, og at jorden blev hængende i ladet, selvom det blev tippet højt op. Stemplet manglede kun 10-15 cm. for at være helt ude.

Han har endvidere forklaret, at vogntoget ikke var stabilt som følge af, at lastbilens højre forhjul stod på et vejbump, ligesom der var en niveauforskel på 2,5 til 3,5 grader mellem højre og venstre hjul, således at venstre hjul var lavest.

På baggrund af det af bilinspektøren forklarede finder retten, at tiltalte har udvist en sådan grad af uagtsomhed, da han tippede ladet meget højt uden at jorden faldt ud, selv om vogntoget ikke stod tilstrækkeligt stabilt, og da han samtidig så Person D og Vidne 2 stå for tæt på tiptraileren, at han er skyldig i uagtsomt at have forvoldt Person Ds død, jf. straffelovens § 241, 1. pkt.

Straffen for T1 fastsættes til 10 dagbøder af 300 kr., jf. straffelovens § 241, 1. pkt.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på forholdets karakter og den omstændighed, at der er gået meget lang tid fra forholdet blev begået, hvilket ikke skyldes tiltaltes forhold.

Straffen for T2 A/S fastsættes til en bøde på 80.000 kr., jf. straffelovens § 241, 1. pkt., og arbejdsmiljøloven § 82, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 5, nr. 3, jf. stk. 6, jf. § 86, jf. § 45, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1109 af

15. december 1992 med senere ændringer om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 23, stk. 1, nr. l, jf. stk. 3, og § 9, stk. 1 og stk. 2.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på forholdets karakter og den omstændighed, at der er gået meget lang tid fra forholdet blev begået, hvilket ikke skyldes tiltaltes forhold.

Som følge af den meget lange sagsbehandlingstid skal statskassen betale sagens omkostninger.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T1 skal straffes med 10 dagbøder på hver 300 kr. Forvandlingsstraffen fastsættes til fængsel i 10 dage.

Tiltalte T2 A/S skal straffes med en bøde på 80.000 kr. Statskassen skal betale sagens omkostninger.

Udskriftens rigtighed bekræftes.

Retten på Frederiksberg, den 2. marts 2023

Udskrift af Østre Landsrets Dombog 

Dom afsagt den 23. februar 2024 af Østre Landsrets 17. afdeling nr. S-814-23.

Anklagemyndigheden

mod

T2 A/S

Dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 22. februar er anket af T2 A/S med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af vidnerne Vidne 1 (T1 ved byrettens behandling af sagen), Vidne 5 og Vidne 6.

De i byretten af tiltalte T2 A/S ved direktør Vidne 3 og af vidnerne Vidne 2 og Vidne 4 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af henholdsvis retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 2, og retsplejelovens § 923.

Vidne 1 har supplerende forklaret blandt andet, at han talte med Person F fra Person G om, hvordan jorden skulle hentes, og hvad der skulle laves. Han havde ikke talt med sin arbejdsgiver om opgaven. Han havde i forvejen kørt for Person G, og Person F spurgte, om han ikke også kunne køre to læs jord til Bydelen K. Han har kun talt med sin arbejdsgiver og med kolleger om sikkerhed, hvis der har været problemer med en opgave. Det er almindelig chaufførdialog, at man taler med kollegerne, hvis man har været ude for noget i løbet af dagen. Han kørte dagligt med tiptrailer i løbet af de 2-3 år. Hans viden om anvendelsen af en tiptrailer baserer sig på erfaring og snakke med kolleger. Han husker ikke, hvorfra han ved, at man ikke må tippe i nærheden af andre lastbiler. Han kan ikke huske, hvornår han blev bekendt med den skriftlige brugsvejledning. Han ved ikke, hvorfor han kiggede i brugsvejledningen netop den 20. maj 2020. Det var ikke noget, hans arbejdsgiver havde bedt ham om. Han mener ikke, at han til Arbejdstilsynet har sagt, at han ikke var bekendt med en skriftlig brugsvejledning. Lastbilen er luftaffjedret, så luften i hjulene reguleres, hvis der opstår en hældning sideværts. Han mener derfor, at det ikke havde betydning, at lastbilen holdt på et vejbump.

Brolæggeren og Person D stod cirka 3-5 meter fra førerhuset, da han bakkede ind. De stod inden for ladets tipperadius, og derfor råbte han til dem, at de skulle komme væk. Det er nok almindelig viden, at man ikke må tippe, hvis nogen står inden for ladets tipperadius. Han ved ikke, om han havde gjort noget andet, hvis han havde læst instruktionen. Det, han gjorde, var nok en fejl. Havde hans arbejdsgiver mindet ham om reglen, havde han selvfølgelig rettet sig efter det.

Vidne 5 har supplerende forklaret blandt andet, at lastbilen stod på et vejbump. Beregningen af højdeforskellen i terrænet på 10-15 cm mellem de højre og venstre hjul er lavet efter, at tiptraileren væltede. Når tiptraileren blev løftet, er jorden blevet hængende på tipladet, og tyngdepunktet blev derfor hørere og højere. Havde vognen stået helt lige, var den ikke væltet, men står den en anelse skævt, vil vognen vælte. Tipsættevognen kan i nogen grad kompensere, hvis lastbilen står en smule skævt. Synker vognen imidlertid ned i jorden grundet underlaget samtidig med, at vognen står lidt skævt, vil tipladet vælte.

Hældningen i længderetningen havde ingen betydning i denne sag. Tipcylinderen var næsten i øverste position. Jo højere tipladet kommer, jo længere rykker tyngdepunktet, medmindre jorden samtidig falder ud af ladet, og derfor bliver vognen mere ustabil og risikerer at vælte. Han har udarbejdet sine skitser på baggrund af opmålinger på ulykkesstedet. Skitsen med en tilføjelse på 5,9 meter er udarbejdet på baggrund af et spørgsmål fra politiet.

Han ved ikke præcis, hvad det skulle bruges til, men det handler nok om, at der i vejledningen står, at der skal være frit omkring vognen, inden der tippes. Han sendte bilaget om ”Safe Tipping” til Københavns Politi. Bilaget er ikke en del af brugsanvisningen, men tipsættevognen er af mærket Zorzi, og han spurgte en tilfældig leverandør, om de havde en instruktionsbog, hvorefter han modtog dette bilag. Han ved ikke, om der var tilsvarende klistermærker med tegninger på den i sagen omhandlede tiptrailer. De to brugsanvisninger er stort set identiske, bortset fra at den ene specifikt vedrører fabrikatet Zorzi.

Tipladets stabilitet er efter vejledningen op til 5 grader, men der står ikke, om det er med eller uden læs. Han kender ikke hældningen i terrænet, før der skete tipning. Det så ud som om, at det venstre hjul stod i et bed, og at der derfor var blødere der og dermed mindre stabilt.

Vidne 6 har supplerende forklaret blandt andet, at man som chauffør, hvis jorden ikke glider af ved hældning, må sænke ladet. Hvis man ikke kan få jorden af ved tipning, må man klare det ved håndkraft eller med andre tekniske hjælpemidler. Man må ikke løfte vognen op i den hældning, som det skete. Tør jord glider nemmere af end råjord. Der var her tale om råjord. Han mener, at der var et kamera, hvor man kan se, at der var læs på, men han husker det ikke. Chaufføren fortalte selv, at han kunne se, at jorden ikke var gledet af ladet. Man skal også sikre sig, at underlaget er stabilt. Det kan man kun få at vide fra dem, der har lagt grunden. Ellers må man lægge køreplader ud. Der kan i den konkrete situation være tale om en visuel vurdering af underlaget, men det er nødvendigt at have en fornemmelse af, hvor meget jorden kan bære. Her var der tale om en byggegrund, der typisk vil være mindre stabil. Han har ikke været med til at besvare de spørgsmål, som Københavns Politi sendte til Arbejdstilsynet. Foreholdt besvarelsen af spørgsmålene har vidnet forklaret, at han vurderede, at køreplader i den aktuelle situation ville have hjulpet. Man kunne også kunne have læsset af ude på selve vejen og så transportere jorden ind på grunden. Tipzonen er den zone, hvor det, der er på ladet, kan vælte hen, når ladet tippes.

Ladet var her oppe over 5 meter, og derfor skal personer være længere væk end 5 meter. 

Chaufføren oplyste ham om, at han ikke var bekendt med, at der var en skriftlig brugsvejledning.

Personlige oplysninger

T2 A/S er tidligere straffet ved bødeforelæg af 8. november 2022 med en bøde på 6.000 kr. for overtrædelse af bekendtgørelse nr. 328 af 28. marts 2007 om køre- og hviletidsbestemmelserne i vejtransport.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet.

Henset til forholdenes meget alvorlige karakter, herunder at en person som følge heraf afgik ved døden, forhøjes straffen, der rettelig skal fastsættes som dagbøder, jf. straffelovens

§ 51, stk. 1, og § 88, stk. 3, til 30 dagbøder, hver på 5.000 kr.

Straffen fastsættes i medfør af straffelovens § 89 som en tillægsstraf til bødeforelæg af 8. november 2022.

Der er efter en samlet vurdering af sagens karakter, kompleksitet og forløb ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte bøden på grund af lang sagsbehandlingstid. Tiltalte skal som følge heraf også betale sagens omkostninger for byretten.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom med den ændring, at bøden forhøjes og fast- sættes som anført, samt at tiltalte skal betale sagens omkostninger for byretten.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Byrettens dom i sagen mod T2 A/S stadfæstes med den ændring, at bøden forhøjes til 30 dagbøder, hver på 5.000 kr.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for såvel byretten som for landsretten.

 

Udskriftens rigtighed bekræftes. 

Østre Landsret, den 29-02-2024