Vestre Landsrets dom afsagt den 7. november 2024 af 13. afdeling i ankesag V.L. S–2440–23
Indehaveren af en enkeltmandsvirksomhed var tiltalt for at overtræde arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1 og 45, stk. 1, samt dagældende bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 5, stk. 1 og § 9, stk. 2 (nugældende § 6, stk. 1 og § 17, stk. 2), ved at have været ansvarlig for at arbejdet med nedsætning af hegnspæle ikke var planlagt og tilrettelagt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Hegnspælene blev nedsat ved at hamre/trykke pælene ned med skovlen på en minilæsser, selvom udstyrslåsen på minilæsserens skovl ikke var aktiveret. Dette bevirkede, at skadelidte, som medvirkede ved nedsætning af hegnspælene og befandt sig i umiddelbar nærhed af minilæsseren, blev ramt af minilæsserens 198 kg tunge skovl, da denne faldt af minilæsseren i forbindelse med at den blev brugt til at hamre en hegnspæl i jorden. Skadelidte pådrog sig alvorlig personskade med varig mén til følge.
Tiltalte påstod frifindelse med henvisning til, at skadelidte ikke var ansat og at arbejdet med nedsætning af hegnspælene ikke blev udført for tiltaltes virksomhed.
Byretten idømte tiltalte en bøde på 60.000 kr. Byretten lagde indledningsvist til grund, at dyrene tilhørte tiltalte, og henviste i den forbindelse til skadelidtes forklaring og at dyrene var blevet flyttet til tiltaltes ejendom, og at de var registreret i tiltaltes CHR besætningsliste. Byretten anførte endvidere at arbejdet blev udført på tiltaltes ejendom af tiltaltes ansatte og skadelidte. Der blev anvendt en minilæsser tilhørende tiltalte, som blev ført af tiltaltes ansatte. Byretten lagde videre vægt på tiltaltes oplysninger om ikke at have instrueret den ansatte i, hvordan arbejdet skulle udføres og at minilæsseren ikke var egnet til opgaven ligesom udstyrslåsen ikke var aktiveret. Byretten fandt det herefter bevist, at tiltalte som arbejdsgiver ikke havde givet instruktion og ligesom der ikke var ført det fornødne tilsyn.
Landsretten frifandt tiltalte. Landsretten slog indledningsvist fast, at det var ubestridt, at arbejdet med nedsætning af hegnspæle til folden blev udført med en minilæsser, hvis skovl ikke var sikret efter forskrifterne, hvorved denne ramte skadelidte. Det var endvidere ubestridt, at tiltalte ikke havde givet instruktion om arbejdet eller ført tilsyn med det. Landsretten udtalte herefter, at skadelidte ikke – som den anden involverede - var ansat i T’s virksomhed, og at tiltalte alene kunne blive ansvarlig som arbejdsgiver for den skete overtrædelse, hvis arbejdet kunne anses for udført i tiltaltes interesse. Landsretten bemærkede videre, at det var anklagemyndigheden, der skulle bevise dette. Landsrettens flertal udtalte herefter, at de nærmere omstændigheder vedrørende centrale dele af det udførte arbejde ikke kunne fastlægges nærmere, og flertallet fandt det derfor ikke bevist med den sikkerhed, som kræves for at dømme i en straffesag, at arbejdet blev udført i tiltaltes interesse. Flertallet henviste til modstridende vidneforklaringer om, hvem der ejede kreaturerne, og til at registreringen i CHR-registreret ikke beviser, at kreaturerne tilhørte tiltalte. Et mindretal fandt modsat, at der var tilstrækkeligt bevis for, at arbejdet med at lave folden var sket i tiltaltes interesse. Dom blev afsagt efter stemmeflertallet.
Dom afsagt den 14. november 2023
Anklagemyndigheden
mod
T
Anklageskrift er modtaget den 2. december 2022.
T er tiltalt for overtrædelse af
arbejdsmiljølovens § 83, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 82, stk. 2, jf. § 38, stk. 1 og 45, stk. 1, samt bekendtgørelse nr. 1109 af den 15. december 1992, nugældende nr. 428 af 5. april 2022 om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 23, stk. 2, jf. § 5, stk. 1 og § 9, stk. 2, nugældende § 120, stk. 2, jf. § 6, stk. 1 og § 17, stk. 2 ved den 11. maj 2020, som indehaver af enkeltmandsvirksomheden "Gård A", på en mark ved Adresse B, at have været ansvarlig for, at arbejdet med nedsætning af hegnspæle, under anvendelse af en minilæsser, ikke var planlagt og tilrettelagt, så det kunne udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og idet minilæsseren ikke blev anvendt sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, herunder idet der ikke var blevet givet tilstrækkelig instruktion forud for arbejdets udførelse eller var ført tilstrækkeligt tilsyn hermed, idet den ansatte Vidne 1 til nedsætning af hegnspæle anvendte en minilæsser, der ikke var et egnet teknisk hjælpemiddel til opgaven, og idet minilæsseren blev anvendt uden dens sikringsdele blev anvendt efter hensigten, idet udstyrslåsen på minilæsserens skovl ikke var aktiveret, imens nedsætningen af hegnspælene blev udført på en måde, hvor den ansatte Vidne 2 befandt sig i umiddelbar nærhed af minilæsseren, hvilket bevirkede, at Vidne 2 blev ramt af minilæsserens 198 kg tunge skovl, da denne faldt af minilæsseren i forbindelse med at den blev brugt til at hamre en hegnspæl i jorden, alt hvorved Vidne 2 blev pådraget alvorlig personskade i form af bl.a. højresidig lårbensbrud, venstresidig lårbensbrud og højresidig underarmsbrud, alt med varig mén til følge.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
T har forklaret, at hun er indehaver af virksomheden ”Gård A” og var det også i maj 2020. Det er en virksomhed med landbrug med kvæg, et ridecenter og planteavl. Den eneste ansatte tilbage i 2020 var hendes søn Vidne 1. Han havde været ansat fra 1. maj 2020. Vidne 1 var 17 år gammel, da han blev ansat. Han blev ansat til at hjælpe sin far, der er hendes mand, og som er uddannet landmand. Det var også hendes mand, som instruerede sønnen i, hvordan opgaverne på gården skulle løses. Vidne 1 blev hver morgen instrueret i, hvad han skulle lave i løbet af dagen, og hvordan arbejdet skulle udføres. Hendes mand var ikke ansat i virksomheden. Hun kendte godt Vidne 2. Hendes virksomhed forpagtede Vidne 2’s jord, men han var ikke ansat i hendes virksomhed.
Den 11. maj 2020 var hun på kontoret, som ligger i stuehuset på gården. Hun blev ringet op af sin søn, Vidne 1, som fortalte, at Vidne 2 var kommet slemt til skade, og at hun skulle ringe 112. Hun ringede 112, mens hun løb ned til dem. Vidne 1 havde fortalt hende, hvor de var henne på gården. Hun havde talt med Vidne 1 tidligere på dagen. Han havde fri den dag og havde været i stuehuset sammen med hende.
Vidne 2 og Vidne 1 var ved at lave en fold til Vidne 2’s kreaturer. Vidne 2 ejede kreaturer, som stod hos dem. Det forhold, at kreaturerne stod på ejendommen, var ikke det samme som, at hun var ejer af dem. Hun havde registreret kreaturerne til sin bedrift, ligesom flere andre dyr på hendes gård også var registreret hos hende, selvom det ikke var hendes dyr. I CHR skal alle dyr nemlig registreres på den ejendom, hvor de var opstaldet. Det var Vidne 2, der tog initiativ til, at folden skulle laves, så hans dyr kunne komme på græs, og det var Vidne 2, der havde bestemt, at folden skulle laves den dag. Vidne 2 kom til gården og gik i gang. Han havde hegnspælene med hjemme fra. Hans kvæg havde tidligere været på engen med deres ammedyr, men det havde de ikke mere, så derfor ville Vidne 2 lave en fold til sine dyr, så de kunne komme ud. Da hun kom ned til Vidne 1 og Vidne 2, så hun, at Vidne 2 lå i græsset, og at skovlen lå ved siden af ham. Hun snakkede med Vidne 2 og fortalte ham, at hun havde ringet 112. Vidne 1 var i chok. Det er korrekt, at de havde benyttet en minilæsser, hvor skovlen var faldet af. Vidne 1 var vant til at køre minilæsseren. Vidne 1 var instrueret i, hvordan man håndterer og kører minilæsseren. Det var også hendes mand, som havde instrueret ham i det. Vidne 1 havde flere gange brugt minilæsseren, og han havde også brugt den før, han blev ansat. Det er ikke normalt at bruge en minilæsser for at montere hegnspæle. De brugte normalt nogle jernpæle til det. Vidne 2 havde pæle med af træ. Der var ikke andre på stedet end Vidne 2 og Vidne 1. Da hun havde talt med 112, kontaktede hun Vidne 2’s kæreste.
Hun var ikke bekendt med, at Vidne 2 og Vidne 1 udførte arbejdet den dag, og hun ved ikke, om Vidne 2, inden de gik i gang, havde instrueret Vidne 1 i, hvordan arbejdet skulle udføres, og hvordan minilæsseren skulle bruges. Hverken hende eller hendes mand havde instrueret Vidne 1 i, hvordan hegnspælene skulle opsættes. Normalt vil hun ikke mene, at det er farligt at bruge en minilæsser, men det er det, når udstyret ikke er monteret korrekt. Hun ved ikke, hvem der havde monteret skovlen på minilæsseren. Hun kunne forstå, at Vidne 1 og Vidne 2 havde brugt minilæsseren til at slå hegnspælene i, men det er normalt ikke et redskab, som de brugte hertil. Hun fik efterfølgende fortalt, at skovlen ikke var monteret korrekt eller ikke var låst korrekt.
Minilæsseren var ejet af hendes virksomhed, men Vidne 2 havde haft fri adgang til at bruge den. Hun havde instrueret ham i brugen. Vidne 2 brugte den, når han fodrede sine kreaturer. De modtog ikke penge fra Vidne 2 for at have hans dyr stående.
På forsvarerens spørgsmål har hun forklaret, at der ikke var en ansættelseskontrakt med Vidne 2, ikke betalt løn eller udbetalt feriepenge til ham. Det fungerede sådan, at Vidne 2 bare dukkede op og så til sine dyr og nogle gange fodrede han dem. Hvis Vidne 2 ikke fodrede dem, gjorde de det for ham. Det tog de ikke betaling for. De gjorde det for dyrenes skyld, så der ikke skete vanrøgt.
I 2013 aftalte Vidne 2 og hendes mand, at de skulle forpagte Vidne 2´s jord. Vidne 2 havde haft problemer med at passe kreaturerne. Vidne 2 havde haft besøg af politiet grundet vanrøgt. Det påvirkede ham meget, og dyrene så ikke ud til at have det godt. Der blev udarbejdet en forpagtningsaftale med Vidne 2’s advokat. I den aftale stod der, at de leverede foder til dyrene, så Vidne 2 kunne være sikker på, at dyrene blev fodret. Det var hendes mand, som sørgede for, at aftalen med foder stod i kontrakten. Der stod også i aftalen, at de forpagtede markerne. Det var hendes mand, som førte tilsyn med forpagtningen med Vidne 2. Når hendes mand kiggede til jorden, kiggede han også til Vidne 2 og dyrene. I julen 2016 lagde hendes mand mærke til, at dyrene var i dårlig forfatning og ikke fik den foder, som de leverede. Hendes mand foreslog Vidne 2, at hans kvæg kom i deres boks, hvilket Vidne 2 takkede ja til. Hun flyttede Vidne 2´s kvæg i CHR-registeret til hende. Det siger ikke noget om, hvem der er ejer, men det skal [være] registeret i CHR, hvor dyrene befinder sig af hensyn til blandt andet smittefareopsporing. Aftalen var, at Vidne 2 selv skule passe sine dyr. Hun havde ikke købt dyrene af Vidne 2 og havde heller ikke modtaget en faktura. Ingen af Vidne 2’s kreaturer er solgt. Nogle af dem døde. Hendes mand havde snakket med Vidne 2 om, at han kunne få et stykke jord til sine dyr. Vidne 2 havde selv sagt, at han havde hegnspæle derhjemme. Vidne 2 havde ikke spurgt hende om hjælp til opsætning af folden. Det var hendes mand, der anviste det sted, hvor Vidne 2 kunne lave folden. Det var kun Vidne 2´s dyr, der skulle gå i folden.
Foreholdt bilag 1-12-3 har hun forklaret, at det er korrekt, at hun stod som ejer af ”Gård C” i CHR-registreret. Det gjorde hun også for heste, som var opstaldet, men det betød ikke, at hun ejede dem.
Når deres dyr var i engen, tilså de dem en gang om dagen.
Vidne 1 har forklaret, at han tilbage i maj 2020 var ansat på sin mors gård. Han passede dyrene og markerne. Han var ikke ansat til en specifik opgave, men lavede lidt af hvert. Han var ansat som ufaglært. Han blev lært op i gårdens opgaver, som var pasning af dyr og håndtering af maskinerne. Han havde traktorkørekort. Han blev instrueret i, hvordan maskinerne skulle anvendes og betjenes. Det var maskiner som minilæsseren, traktorerne og mælkevognen. I forhold til minilæsseren blev han oplært i, hvordan man betjente den og i at tilkoble skovlen. Det var hans far, som instruerede ham i dette. Han ved ikke, om hans far var ansat på gården. Der var en instruktionsbog til minilæsseren, og han havde både læst i den og var blevet informeret om den. Han havde betjent minilæsseren, inden han blev ansat på gården og havde også monteret skovlen tidligere. Han husker ikke, om han havde monteret den selv eller med hjælp.
Han vidste godt, hvem Vidne 2 var. Vidne 2 gik på gården og passede sine køer. Han vidste ikke, om Vidne 2 var ansat på gården, eller om han lavede andre ting på gården. Han så ikke Vidne 2 hver dag men kun nogle gange. Han husker ikke, hvor længe Vidne 2 havde haft sine køer på gården, men mere end et år. Han har passet Vidne 2’s køer nogle gange i weekenderne.
Den 11. maj 2020 var han ikke på arbejde, idet han havde fri. Han var ansat med en arbejdsdag fra kl. 7 til kl.16 i hverdagene. Han havde fri den hverdag på grund af noget tidligere weekendarbejde. Vidne 2 ville lave en indhegning til sine køer den dag. Vidne 2 kom op til stuehuset og spurgte, om han ville hjælpe ham med indhegningen. Han husker ikke, om der var andre i huset, da Vidne 2 kom og spurgte om hjælp. Han fulgtes med Vidne 2 ned til stedet. De forsøgte først at banke pælene ned med en hammer. Pælene var der, da han kom derned, og minilæsseren var også kørt derned. Det var Vidne 2, som foreslog, at de brugte minilæssere til at hamre pælene i. Vidne 2 spurgte, om han ville køre minilæsseren og trykke pælene ned. Han trykkede på pælen ved at hvile minilæsserens skovl på pælen, mens Vidne 2 holdt pælen. De havde aftalt, at når Vidne 2 flyttede sig, skulle han trykke pælen ned. Vidne 2 gik væk, men han kunne ikke se, at Vidne 2 havde flyttet sig til den anden side, og det næste han så, var, at Vidne 2 lå på græsset, og skovlen lå ved siden af.
Foreholdt bilag 1-5, side 2, 2. afsnit har han forklaret, at det er korrekt, at han ikke tjekkede skovlen på minilæsseren, fordi Vidne 2 sagde, at han havde gjort den klar. Han stolede på Vidne 2, fordi han havde brugt minilæsseren før. Han havde tidligere selv hjulpet med at sætte hegnspæle, men var ikke oplært i det. Han vidste ikke, om det var normalt, at man brugte minilæsseren til det, men han havde ikke gjort det før. Han formodede, at Vidne 2 havde mere erfaring end ham. Når skovlen på minilæsseren skulle låses betjente man et håndtag. Der var en sikkerhed, som skulle aktiveres. Hvis man stod henne ved skovlen, kunne man se, hvis skovlen ikke var låst, men det kunne ikke ses inde fra førersædet. Der var ingen aftale med hans mor om, at timerne skulle indgå i hans timeregnskab. Han hjalp bare Vidne 2. Da ulykken skete, var der ikke andre end ham og Vidne 2.
På forsvarerens spørgsmål har han forklaret, at han var 17 år, da ulykken skete. Da Vidne 2 kom ind i stuehuset, sad han ved sin computer. Han havde ikke set, hvad Vidne 2 lavede inden han kom ind. Han registrerede ikke noget usædvanligt, da han løftede skovlen op. Skovlen ville heller ikke falde af i det, man løftede den op. Skovlen vendte nedad, da den holdt pælen. Det var først, når skovlen havde vægt på og gik nedad, at man ville opdage, at den ikke var låst. Han vidste ikke, om minilæsseren havde et funktionssvigt den dag.
Vidne 2 har forklaret, at han kender T, og at han arbejdede for hende i fem år. Det gjorde han også i maj 2020. Han var ikke ansat på kontrakt, da han arbejdede for hende, men de havde en aftale om arbejdet på gården. Han passede kreaturerne tre gange om ugen. Det var ikke hans kreaturer, men T’s kreaturer. Det er rigtigt, at der blev flyttet kreaturer fra hans ejendom til T’s ejendom. Dyrene blev registreret i T’s CHR-register, og det var herefter ikke længere hans dyr, men derimod T’s dyr. Det var T, som sørgede for, at dyrene blev passet, købte foder til dem og betalte dyrlægeregninger. Han arbejdede mandag til fredag og havde fri i weekenderne. Han fik ikke løn for sit arbejde og var ikke oplært i opgaverne.
Den 11. maj 2020 satte han hegnspæle op sammen med Vidne 1. De skulle lave en fold til syv køer og en tyr. Det var ikke hans beslutning, at folden skulle laves, men T eller mandens beslutning. Han blev spurgt, om han ville hjælpe til, og det var Vidne 1, som spurgte ham. Han gik derned, og Vidne 1 kørte minilæsseren til stedet. Han holdt pælen, og Vidne 1 slog med skovlen fra minilæsseren 12 gange. Det var Vidne 1, som havde monteret skovlen på minilæsseren, og det var også Vidne 1’s beslutning, at minilæsseren skulle bruges til arbejdet. Han havde før været med til at montere hegnspæle, men der blev der ikke brugt en minilæsser. Det har de ikke gjort, fordi en minilæsser ikke var egnet til opgaven. Han synes ikke, at det var en god ide at bruge minilæsser med skovl til opgaven. De kunne ikke bruge et pælebor, da der var stabilt grus. Skovlen faldt af og ramte ham i baghovedet og på armen. Vidne 1 havde hentet hegnspælene hjemme hos ham. Politiet kom til stedet, og der kom en ambulance. Han har varige mén efter ulykken. Han kan ikke løfte sin højre arm så godt, og han er uarbejdsdygtig.
På forsvarerens spørgsmål har han forklaret, at han ikke fik løn for det arbejde, han lavede for T. Han havde ikke solgt køerne til T eller sendt en faktura. De havde ikke aftalt en pris. Det er korrekt, at han startede som selvstændig i 1998 og stoppede firmaet for ti år siden.
Foreholdt bilag 1-3 har han forklaret, at han ikke ved, hvem Person C er.
På bistandsadvokatens spørgsmål har han forklaret, at Person D havde betalt beton og cement til gulv i hans hus. De lagde fliserne sammen.
Vidne 3 har forklaret, at han som tilsynsførende i Arbejdstilsynet var og er ansat til at føre kontrol og for at sikre sig at arbejdsmiljøloven bliver overholdt. Det inkluderer også de akutte arbejdsulykker. Den 11. maj 2020 fik han et opkald om en arbejdsulykke. Der var kommet besked fra Alarmcentralen. De bliver altid kontaktet af politiet, når der er sket en arbejdsulykke. Da han med kollegaen ankom til ulykkesstedet, talte han med de involverede og dernæst undersøgte han, om der var sket en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. De talte med indehaveren af gården inde i køkkenet, som fortalte om den skadelidte og i grove træk om selve ulykken. Dernæst besigtigede de stedet, hvor ulykken var sket. De så minilæsseren og fik fortalt, at den ikke var flyttet efter ulykken. Skovlen var heller ikke flyttet, og foran den lå nogle hegnspæle. Skovlen var faldet af, fordi udstyrslåsen ikke var aktiveret. Det med låsen havde han fået at vide af indehaverens søn. Det er ikke normalt at bruge en minilæsser med skovl til et sådant arbejde. En skovl er beregnet til at skovle noget op med og ikke til at hamre pæle ned.
Foreholdt bilag 1-2-2 har han forklaret, at det er korrekt, at det er billeder, som er taget ude fra stedet. Han kan ikke huske, om det er ham eller hans kollega, som har taget billederne. På billede 2 illustrerer de gule firkanter det sted, hvor den skadelidte stod forud for ulykken, og den røde firkant hvor føreren ikke havde set den skadelidte gå hen. På billede 3 indikerede de røde pile udstyrslåsen, som skulle håndteres indefra, og de gule pile hvor der skulle låses. Der blev givet et straks forbud, som blev fulgt op af afgørelsen. Ved en alvorlig arbejdsulykke er det hans opgave at føre tilsyn med, om der var sket en overtrædelse af arbejdsmiljøloven, og han afleverer herefter sagen til juristerne, som beslutter, om sagen skal sendes til politiet.
Da han ankom til ulykkesstedet, var det indehaveren Person D og hans søn, han snakkede med. Han husker ikke, om T også var der.
Der blev den 18. maj 2022 af Arbejdstilsynet truffet et straksforbud, og sagen blev den 11. april 2022 fremsendt til politiet.
Der har været fremlagt politiattest af 28. oktober 2022, hvoraf fremgår, at
"...5: Af epikrise fremgår det:
Fået 30 cm stor flænge i baghovedet.
Fik højresidig skulderluksation, behandlet med Colla'n cuff. Pådrog sig Højresidig collum femoris fraktur, beh. med DHS.
Højresidig distal radiusfraktur, beh. med skinne og skruer og Venstresidig femurfraktur, beh. med retrograd søm.
Derudover mistet et par tænder (har generel dårlig tandstatus, hvorfor eksakte udslåede tænder ikke kan anføres i pkt. 12)”.
Det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at arbejdet med nedsætning af hegnspæle blev udført med en minilæsser, hvor skovlen på minilæsseren blev brugt til at banke pæle ned. Det kan endvidere efter bevisførelsen lægges til grund, at skovlen faldt af og ramte Vidne 2, der faldt og kom til skade. Endelig kan det efter de vidneforklaringer, som er afgivet af tilsynsførende Vidne 3 og Vidne 1, lægges til grund, at skovlen faldt af, fordi udstyrslåsen ikke var aktiveret.
Vidne 2 havde tidligere haft nogle kreaturer, men disse dyr blev flyttet til tiltaltes ejendom, og det fremgår af sagen, at dyrene blev registreret i tiltaltes CHR besætningsliste. Vidne 2 har således også forklaret, at det ikke længere var hans dyr, og der i øvrigt ikke oplysninger i sagen, som understøtter, at Vidne 2 stadig skulle være ejer af nogle af de dyr, der var på tiltaltes ejendom. Retten lægger derfor til grund, at dyrene tilhørte tiltalte.
Det arbejde, som blev udført på tiltaltes ejendom med nedsætning af hegnspæle, blev udført af Vidne 1, der var ansat hos tiltalte samt af Vidne 2. Der blev anvendt en minilæsser, som tilhørte tiltalte, og det var den ansatte Vidne 1, der benyttede og betjente minilæsseren.
Tiltalte har forklaret, at hun ikke havde instrueret den ansatte Vidne 1 i, hvordan arbejdet skulle udføres. Det kan endvidere lægges til grund, at minilæseren ikke var egnet til at udføre opgaven, ligesom udstyrslåsen ikke var aktiveret. Retten finder det herefter bevist, at tiltalte som arbejdsgiver ikke havde givet instruktion i, hvordan arbejdet skulle udføres og således ikke havde sikret sig, at arbejdet blev udført sikkerhedsmæssigt forsvarligt, samt at hun heller ikke førte det fornødne tilsyn, og som følge heraf finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til en bøde på 60.000 kr., jf. arbejdsmiljølovens § 83, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 82, stk. 2, jf. § 38, stk. 1 og 45, stk. 1, samt bekendtgørelse nr. 1109 af den 15. december 1992, nugældende nr. 428 af 5. april 2022, om anvendelse af tekniske hjælpemidler § 23, stk. 2, jf. § 5, stk. 1 og § 9, stk. 2, nugældende § 120, stk. 2, jf. § 6, stk. 1 og § 17, stk. 2.
Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Der findes ikke grundlag for at nedsætte bøden på grund af lang sagsbehandlingstid.
Thi kendes for ret:
T skal betale en bøde på 60.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 20 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Udskriftens rigtighed bekræftes.
RETTEN I RANDERS, den 14. november 2023
Dom afsagt den 7. november 2024 af Vestre Landsrets 13. afdeling i ankesag V.L. S–2440–23
Anklagemyndigheden
mod
T
Retten i Randers har den 14. november 2023 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 6-5363/2022)
Tiltalte T har påstået frifindelse.
Anklagemyndigheden har påstået formildelse, således at der ikke udmåles en forvandlingsstraf.
Der er for landsretten fremlagt en mail fra Fødevarestyrelsen vedrørende det Centrale Husdyrsbrugsregister (CHR-registeret), hvoraf bl.a. fremgår, at registeret ikke viser, hvem der ejer dyrene, men hvem der har ansvaret for at overholde reglerne på området.
Tiltalte og vidnerne Vidne 1, Vidne 2 og tilsynsførende Vidne 3 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Tiltalte har supplerende forklaret, at Vidne 2 ikke hjalp til på gården, men han kom og kiggede til sine kreaturer, hvilket var lige så meget for hans egen skyld. Han kom nogle gange dagligt, men der kunne også gå længere tid, imellem han kom. Han hjalp ikke med andre ting på gården. Når Vidne ikke kom, så fordrede de Vidne 2’s kreaturer. Det var mest hendes mand, der fodrede Vidne 2’s kreaturer, når Vidne 2 ikke gjorde. Det var en opgave for dem, når Vidne 2 ikke gjorde det.
Hun havde instrueret Vidne 2 i brugen af minilæsseren, så han kunne bruge den til at fordre sine kreaturer.
Der var ikke et over-underordnelsesforhold i forhold til Vidne 2, og det, han lavede på gården, foregik ikke efter instruktion. Hun førte derfor ikke tilsyn med det. Vidne 2 kom og gik som han ville.
Vidne 1 har supplerende forklaret, at han sommetider passede Vidne 2’s dyr i forbindelse med, at han passede deres egne dyr. Det var, hvis Vidne 2 ikke selv passede dem. Hans far fodrede også sommetider dyrene. Det var svingende, hvor ofte Vidne 2 kom. Der kunne gå 3-4 dage, hvor han ikke kom.
Han havde fri den pågældende dag, hvor Vidne 2 bad om hans hjælp, fordi han havde byttet med noget weekendarbejde. Han kan ikke huske, at han den 29. april 2022 telefonisk til politiet skulle have forklaret, at han ikke arbejdede for Virksomhed E. Han kan heller ikke huske, at han skulle have forklaret, at det må bero på en misforståelse, at han under en afhøring den 11. maj 2020 skulle have forklaret, at han var ansat, idet han på tidspunktet var arbejdsløs. Han var ansat, og det har der ikke været tvivl om.
Tilsynsførende Vidne 3 har supplerende forklaret, at der gives et strakspåbud, når der er sket en alvorlig ulykke. Det var tiltaltes mand, Person D, der i starten førte ordet, og han fik derfor det indtryk, at Person D var indehaver. Han blev først i forbindelse med rettens behandling af sagen opmærksom på, at det var tiltalte, der var indehaver.
Hvis det er muligt, undersøger de ved en ulykke, om udstyret er defekt. Han undersøgte udstyret, og det var ikke årsag til ulykken.
Vidne 2 har supplerende forklaret, at han ikke fik noget, da han overdrog kreaturerne til tiltalte. Det var ikke længere hans kreaturer. Han arbejdede for tiltalte, men fik ikke løn. Han stoppede som selvstændig for ca. 10 år siden.
Han arbejdede fast for tiltalte i fem år. Han talte med Person D om at få løn. Person D sagde, at han betalte af på det, som han havde fået lavet på huset.
Det er for landsretten ubestridt, at arbejdet med nedsætning af hegnspælene til folden blev udført med en minilæsser, hvor minilæsserens skovl blev brugt til at banke pælene ned. Vidne 2 blev i forbindelse hermed ramt af skovlen, der ikke var sikret efter forskrifterne, og kom til skade. Det er endvidere ubestridt, at tiltalte ikke havde givet instruktion om arbejdet eller ført tilsyn med det.
Det kan efter bevisførelsen ikke lægges til grund, at Vidne 2 – modsat Vidne 1, der også deltog i arbejdet med at lave folden – var ansat hos tiltalte. Spørgsmålet er derfor, om tiltalte som arbejdsgiver for Vidne 1 på objektivt grundlag, jf. arbejdsmiljølovens § 83, kan straffes for overtrædelse af arbejdsmiljølovens § 38, stk. 1, og § 45, stk. 1, samt bekendtgørelsen om anvendelse af tekniske hjælpemidler som følge af, at arbejdet med at nedsætte pælene ikke blev udført i overensstemmelse med disse regler. Afgørende er i den henseende, om arbejdet må anses for udført i tiltaltes interesse. Det er anklagemyndigheden, der skal bevise dette.
To dommere udtaler herefter:
Der er forklaret modstridende om, hvem der ejede de kreaturer, som folden skulle bruges til, og registreringen i CHR-registeret beviser ikke, at kreaturerne tilhørte tiltalte. Der er også forklaret modstridende om, hvem der tog initiativ til, at folden til kreaturerne skulle laves. Tiltalte har således forklaret, at det var Vidne 2’s kreaturer, og at det var ham, der havde taget initiativ til at lave folden, så hans dyr kunne komme ud på græs, ligesom det var ham, der havde hegnspælene med. Hun har også forklaret, at de normalt ikke brugte træpæle, men jernpæle. Tilsvarende har Vidne 1 forklaret, at det var Vidne 2, der kom og bad om hjælp til at lave folden, ligesom han allerede havde kørt minilæsseren ned til det sted, hvor folden skulle laves, og hvor hegnspælene allerede lå. Heroverfor står Vidne 2’s forklaring om, at det ikke var hans beslutning at lave folden, men derimod tiltalte og Person D’s, og at det var Vidne 1, der havde spurgt ham, om han ville hjælpe med arbejdet.
De nærmere omstændigheder vedrørende centrale dele af det udførte arbejde kan på den anførte baggrund ikke fastlægges nærmere. Vi finder derfor, at det ikke er bevist med den sikkerhed, som kræves for at dømme i en straffesag, at arbejdet blev udført i tiltaltes interesse. Det forhold, at tiltalte havde påtaget sig opgaven med at fodre kreaturerne, hvis Vidne 2 ikke sørgede for det, kan ikke medføre, at hun også er strafferetlig ansvarlig for arbejdet med folden, som det ikke er bevist, at hun besluttede skulle udføres eller leverede materiale til.
Vi stemmer herefter for at frifinde tiltalte.
Èn dommer udtaler:
Som anført af byretten blev arbejdet med at nedsætte pælene til folden udført på tiltaltes ejendom. Vidne 1, der var ansat af tiltalte, deltog i arbejdet, da han betjente den minilæsser, der blev brugt, og som tilhørte tiltalte. Folden skulle efter det oplyste bruges til kreaturer, som indtil den 27. december 2016 havde været registreret hos Vidne 2 i det Centrale Husbrugsregister (CHR-registeret), men som derefter var ”Afgået” til tiltaltes besætning, hvor de også befandt sig. Selvom der, som anført af flertallet, er afgivet modstridende forklaringer om, hvem der ejede kreaturerne, finder jeg, at tiltalte havde ansvaret for dem. Hun har således også forklaret, at hun betragtede det som sin opgave at fordre dyrene, når Vidne 2 ikke gjorde det. Dette arbejde blev efter forklaringerne foretaget af Person D, som er tiltaltes ægtefælle og Vidne 1. Jeg finder på den baggrund efter en samlet vurdering, at arbejdet med at lave folden var i tiltaltes interesse.
Jeg stemmer derfor for at stadfæste byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Landsretten frifinder herefter tiltalte.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Tiltalte frifindes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.
Udskriften udstedes uden betaling. Udskriftens rigtighed bekræftes.
Vestre Landsret,
Viborg den 7. november 2024
Sidst revideret: 07. november 2024